Back to All Events

HESSELHOLDT & MEJLVANG "TWO FOOLS IN A SINKING BOAT"


  • FRIISLAND, København Kattegatvej 39 København, 2150 Denmark (map)

Hesselholdt & Mejlvang, Two Fools in a Sinking Boat. Foto: David Sebastian Lopez Restrepo.

Pressemeddelelse, november 2022

Hesselholdt & Mejlvang har til udstillingen Two Fools in a Sinking Boat skabt en ny performance. Nu i Virtual Reality! Den er udstillet sammen med rekvisitterne, samt et udvalg af tidligere værker.

Til ferniseringen inviteres publikum til at deltage i et live eksperiment! Hesselholdt & Mejlvang er tilstede som deres alter egoer, de to hvide narre. Birgitte Vase Agersnap (museumsinspektør på Øregaard Museum) og Katrine K. Pedersen (ekspert i digital kultur) er inviteret med som turguider på en fælles og åben udforskning med publikum og kunstnerne, hvor vi tænker og fantaserer videre på Hesselholdt & Mejlvangs praksis, hvis de to narre flytter over i et digitalt parallelunivers uden landegrænser og nationer.

I Two Fools in a Sinking Boat kredser de to narre på rim og strofer om jordens tilstand på kanten af katastrofen. Om havet og solen, som klimakrisen har forvandlet til trusler. De længes efter tidligere tider og ser med bæven og optimisme på fremtiden. De opfordrer til kamp og til våbenhvile, til fællesskab og handling. De vrøvler og modsiger sig selv i et væk. De griner, synger og joker, men bag den sjove maske lurer melankolien, fortvivlelsen og frygten.

Fortidens narre optrådte ved hoffet, formidlede folkestemningen, overbragte ubelejlige sandheder til kongen og deltog i politiske diskussioner. Narren kunne tillade sig større åbenmundethed end de fleste ved hoffet og spillede en afgørende rolle politisk. På samme vis underholder de to hvide narre deres publikum, mens de taler stivnede systemer imod og insisterer på kompleksiteten.

Two Fools in a Sinking Boat er en performance i Virtual Reality, der kan opleves i FRIISLAND Center for Performancekunst indtil 16. december, 2022. Tag VR brillerne på og oplev de to narre helt tæt på – i en alternativ virkelighed, hvor du er den eneste gæst.

Åbning: Torsdag d. 10. november, med performativ samtale kl 19-22.
Udstillingsperiode: 11. november - 16. december, 2022.
Mere info: www.friisland.dk


FRIISLAND blev grundlagt i 2021 af Ellen Friis og Henrik Vestergaard, der har kurateret performancekunst i ind- og udland siden 2004. FRIISLAND er et center for idébaserede, performative og interdisciplinære praksisser, som er støttet af Statens Kunstfond.

Hesselholdt & Mejlvang er en kunstnerduo, der har samarbejdet siden 1999 omkring store og stedsspecifikke installationer, der udforsker kollektive identiteter og nationale tilhørsforhold. Værkerne inddrager ofte performativitet og udforskninger af det offentlige rum.

Earlier Event: November 10
SISSE LEE "SLOW FEEDER II" 📷