Back to All Events

HANNAH ANBERT "SLOWER AND CHEAPER"


  • Overgaden, København Overgaden Neden Vandet 17 København Denmark (map)
Hannah Anbert.

Hannah Anbert.

Pressemeddelelse, maj 2018

På sin første store soloudstilling i København sætter Hannah Anbert det moderne arbejdsliv under kritisk lup i værker, der med humor og skarphed hylder det langsomme, billige og ineffektive.

En rød tråd gennem Hannah Anberts kunstneriske praksis er et fokus på arbejdsliv og produktionsvilkår samt på, hvordan arbejdet har erstattet religionens funktion i samfundet som meningsskabende faktor og moralsk forpligtelse. Med Slower and Cheaper på Overgaden bringer hun disse tanker i spil i værker, der undersøger det fremherskende arbejds- og forbrugsregime, der med hastighed, produktion og overforbrug er med til at skabe en gennemgribende udmattelse på såvel det menneskelige som på det globale klimatiske plan. For i hvilket omfang giver produktionskulturens mantra om tempo, præstation og profit mening i en tid, hvor jordens ressourcer er knappe, og stress er blevet en folkesygdom?

I en række nye skulpturelle installationer udforsker kunstneren forskellige aspekter af tidens effektivitetsfikserede tankegang og vender op og ned på vores sædvanlige skelnen mellem produktive og rekreative aktiviteter. Eksempelvis er et af værkerne en tyggegummi-installation hvor det at tygge på tyggegummi og efterfølgende klæbe det fast på en rude er ophævet til en meningsfuld aktivitet. I nærheden finder man også en polstret produktionsplads for konfetti, to kontorstole, der er hævet op under loftet som scene for en udholdenhedskonkurrence i at sidde samt en cirkelkonstruktion beklædt med græs, hvor man på effektiv vis kan tage sig en helsebringende gåtur. Centralt i udstillingen står desuden en 2,5 meter høj bølgekonstruktion beklædt med den type meleret linoleum, som man ofte forbinder med arbejdspladser og offentlige institutioner.

Med disse absurde forskydninger af optimeringstanken lancerer udstillingen på humoristisk vis et nyt værdisystem, hvor det ikke-produktive, billige og langsommelige fejres.

På ferniseringen og i løbet af udstillingsperioden vil værkerne blive aktiveret med performances.

Hannah Anbert (f. 1984) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2016. Hun er blevet kendt for at sælge sine værker for en procentdel af køberens indtægt, således at værdien af vores arbejdstimer sidestilles. Hun har udstillet i ind- og udland, heriblandt på GL Strand og Kunsthal Charlottenborg i København og Kunsthal Nord, Aalborg samt Arti et Amicitiae, Amsterdam og Prague National Gallery. Hannah Anbert er desuden udstillingsaktuel på Riga Biennalen fra juni 2018. Hannah Anbert modtog i 2016 den eftertragtede Start Point Prize, der gives til den mest lovende nyuddannede kunstner i Europa.

Fernisering: d. 15. juni, 2018, kl. 17-20.
Udstillingsperiode: d. 16. juni – 5. august, 2018.