Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "YET, IT MOVES!"


  • Copenhagen Contemporary, København Refshalevej 173A København, 1432 Denmark (map)

Installation view: Ryoji Ikeda, data-verse. Kunstmuseum Wolfsburg, 2019-2020. Right: data-verse 1, 2019. Commissioned by Audemars Piguet With special thanks to The Vinyl Factory © Ryoji Ikeda Studio. Left: data-verse 2, 2019. Commissioned by Audemars Piguet © Ryoji Ikeda Studio. Photo: Marek Kruszewski.

Pressemeddelelse, marts 2023

Copenhagen Contemporary (CC) løfter sløret for det kunstneriske indhold i det banebrydende forsknings- og udstillingsprojekt Yet, it Moves!, som åbner til maj. Med værker på CC og i det københavnske byrum skabt af en perlerække af danske og internationale kunstnere undersøger udstillingen universets eneste konstant: bevægelse!

Intet står stille. Selv de ting, vi ser som uforanderlige, er i konstant bevægelse – inden i os, omkring os og over os. Bevægelse er en grundpræmis for alt i universet fra de allermindste atomare partikler, over menneskekroppens bevægelser til stjernehimlens makrokosmos. Igennem to år har særligt udvalgte kunstnere sammen med nogle af verdens mest prominente forsknings- institutioner udviklet spektakulære værker, der udfolder temaet bevægelse som allestedsnærværende fænomen og gør os bevidste om de mange og komplekse mønstre af bevægelse, vi alle er en del af.

Ryoji Ikeda, data-verse 1/2/3 (2019-20), Commissioned by Audemars Piguet Contemporary.
Installation view: Yet, It Moves!, Copenhagen Contemporary (2023). Photo: David Stjernholm.

Kunsten i bevægelse
Udstillingens kunstnere er Ryoji Ikeda, Jakob Kudsk Steensen, Jenna Sutela, Ligia Bouton, Helene Nymann, Nina Nowak, Jens Settergren, Black Quantum Futurism, Cecilia Bengolea, Cecilie Waagner Falkenstrøm og Nora Turato. De har siden 2021 været i dialog med forskere fra udstillingens fire videnskabelige forskningspartnere: DARK på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet, Arts at CERN i Genève, Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet og ModLab (Digital Humanities Laboratory) ved University of California i Davis. Møderne er resulteret i værker, hvis perspektiver breder sig over forskningsfelter som astro- og kvantefysik, hjerne- og kognitionsforskning, antropologi og teknologi- og performancestudier.

”På CC glæder vi os til at invitere publikum ind i det magiske rum mellem videnskab og kunst. Kunsten og videnskaben deler en fælles nysgerrighed efter at forstå verden og menneskets plads i den. Kunsten kan bringe videnskabens abstrakte begreber inden for menneskelig rækkevidde – ved at sætte billede og krop på universets ufattelige skalaer og atomare partiklers mikroskopiske bevægelser,” udtaler CCs direktør Marie Laurberg.

Udstillingsprojektet åbner med et brag af en fest d. 11. maj og vil herefter ’være i bevægelse’, da der igennem udstillingsperioden vil blive præsenteret nye kunstværker, performances og samtaler, der udfolder nye aspekter af bevægelse. Udstillingen kan opleves i flere af CCs største udstillingshaller, men rækker også ud over kunstcentrets mure og ud i byrummet i bl.a. Indre By, Københavns Lufthavn, på Nørrebro, langs Inderhavnen og i Søndermarken – dér hvor Københavns borgere bevæger sig rundt i dagligdagen.

Jenna Sutela, Pond Brain (2023). Installation view: Yet, It Moves!, Copenhagen Contemporary (2023). Photo: David Stjernholm.

Jens Settergren, The Mighty Trident II (2022). Photo: Ditte Mørkhøj.

Et nyt reflektionsrum skaber banebrydende kunst
Yet, it Moves! undersøger det større hele, som vi mennesker er en del af. Den kunstneriske fortolkning af den glimtvise erkendelse af dette større hele i bevægelse vil gæster kunne opleve i spektakulære værker, der sætter billeder på komplekse fænomener som sorte huller, stjernedannelse, tyngdebølger, universets udvidelse på makroskala til atomeksplosioner og partiklers interaktion på mikroskala. Andre værker har fokus på menneskekroppens bevægelsesmønstre, hvordan de forbinder sig med universets cykliske rytmer, og hvordan enhver bevægelse hænger sammen med alt omkring os.

I CC’s største udstillingshal vil den verdensberømte japanske kunstner og komponist Ryoji Ikeda vise sin monumentale værktrilogi dataverse 1/2/3 for første gang i Skandinavien. I tre gigantiske videoprojektioner komponerer han en sanseeksplosion af billeder og lyd ved at sample open source-data, der udforsker bevægelse, fra videnskabelige institutioner som CERN, NASA og Human Genome Project. Den store audiovisuelle installation skildrer således tre verdener: naturens mikroskopiske verden, som er usynlig for vores menneskelige øjne; atomer, molekyler, DNA og celler. Den menneskelige verden, vi lever i på Jorden med vores hjerne og krop, andre organismer, byer, klimaer, internet, flytrafik, satellitter. Og endelig den makroskopiske verden – fra vores jord til solsystemet, galakser, det observerbare univers og potentielle multiverser. Det kan være svimlende at tænke på, at alt liv stammer fra samme punkt i universets tidligste begyndelse, og at alle dele er sammenkoblet gennem bevægelse. Eksplosioner af grundstoffer finder konstant sted i universet, når de største stjerner eksploderer og skaber de tunge grundstoffer og partikler, som vi og alting omkring os er skabt af. Den finske kunstner Jenna Sutela giver med værket Pond Brain både en sanselig oplevelse og et billede på den menneskelige hjerne som en dam fuld af processer og kommunikerende forbindelser, akkompagneret af et lydbillede af bearbejdede optagelser af Mælkevejens kosmiske bevægelser. Værket forbinder således det menneskelige med kosmos.

Gennem 3D-animationer, VR, AR, lyd og omsluttende installationer skaber den anerkendte danske kunstner Jakob Kudsk Steensen poetiske fortolkninger af oversete naturfænomener – ofte i samarbejde med biologer, komponister og forfattere. Kudsk Steensens store installation til Yet, it Moves! tager udgangspunkt i hans interesse for tid, vådområder og vandets tilstand – fra væske til krystal. Værket nærstuderer livets komplekse former inde i en gletsjer i Schweiz, og registerer poetisk naturens langsomme bevægelse i de sjældne og unikke isformationer og deres nuværende tilbagegang.

Jakob Kudsk Steensen, Tongues of Verglas / Les Langues de Verglas (2023).
Installation view: Yet, It Moves!, Copenhagen Contemporary (2023). Photo: David Stjernholm.

Den kroatiske kunstner Nora Turato udforsker i sine værker sprogets flygtighed, og til Yet, it Moves! skaber hun et nyt værk, der består af tre dele: en live performance på CC, en film om performancen samt en plakatkampagne, der vil dukke op rundt omkring i Københavns gader. I værkserien udforsker Turato sammenhængen mellem det talte sprog, neuronale forbindelser og kropslige bevægelser. I plakatkampagnen beskriver Turato med syntetiske og enkle sætninger, hvordan hjernen forbinder kropslige impulser og ord til at skabe bevægelse i kroppen og i andre kroppe omkring den.

Titlen på projektet refererer til historien om den modige Galileo Galilei, der af den katolske kirke blev tvunget til at benægte, at Jorden bevæger sig om solen og dermed ikke er universets centrum – og som forsvarede sin teori med ordene: ”Og alligevel bevæger den sig!” Hans udtalelse henviste til en i dag anerkendt sandhed, nemlig den, at uanset hvad vi mennesker gør, bevæger Jorden sig som en del af universets større bevægelse, hvilket påvirker både os og den verden, vi hver dag bevæger os i.

Jenna Sutela, Magma (2019). NO NO NSE NSE, exhibition at Oslo Kunstforening (2020) Photo: Julie Hrncirova.

Cecilia Bengolea, 2-Insect Train, Impulstanz Vienna (2019). Photo: CC.

Deltagende kunstnere:

  • Ryoji Ikeda (f. 1966, Gifu, Japan)

  • Jakob Kudsk Steensen (f. 1987, Danmark)

  • Jenna Sutela (f. 1983, Turku, Finland)

  • Ligia Bouton (f. 1973, Sao Paulo, Brasilien)

  • Helene Nymann (f. 1982, Dyssegård, Denmark)

  • Nina Nowak (f. 1984, Poznan, Polen)

  • Jens Settergren (f. 1989, Danmark)

  • Black Quantum Futurism (Black Quantum Futurism blev dannet i 2014 som en interdisciplinær kreativ praksis mellem Camae Ayewa og Rasheedah Phillips, Philadelphia, USA)

  • Cecilia Bengolea (f. 1979, Buenos Aires, Argentina)

  • Cecilie Waagner Falkenstrøm (f. 1984, Aarhus, Danmark)

  • Nora Turato (f. 1991, Zagreb, Kroatien)

Videnskabelige forskningspartnere:

  • DARK, Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet

  • Arts at CERN i Genève

  • Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet

  • ModLab (Digital Humanities Laboratory) ved University of California i Davis.

Ryoji Ikeda, data-verse 1 (2019). Courtesy of the Artist and Audemars Piguet Contemporary. Photo: Julien Gremaud, © Ryoji Ikeda.

Oversigt over åbninger og arrangementer i udstillingsperioden:

  • 11. maj, kl. 10.30: CC Symposium
    Inden den offentlige åbning holder CC et særligt arrangement, hvor en perlerække af udstillingens aktuelle kunstnere og forskere vil indgå i samtale og udfolde temaet bevægelse med udgangspunkt i forsknings- og udstillingsprojektet Yet, it Moves!.

  • 11. maj, fra kl. 17: Offentlig åbningsfest
    Yet, it Moves! åbner med et brag af en fest d. 11. maj med DJ’s Xenia Xamanek og Martin Hasfeldt, koncert med Astrid Sonne og taler.

  • 26.-28.05.23: Jens Settergren på Bloom Festival
    Jens Settergrens værk åbner i Søndermarken i samarbejde med Bloom Festival.
    Værket vises fra d. 26.-28. maj.

  • 26. juni - 9. Juli: Værker i Københavns Lufthavn
    CC præsenterer værker af kunstnere fra udstillingen på samtlige skærme i ankomsthallen i Københavns Lufthavn.

  • August: Udstilling rundt omkring i København
    Åbning af værker rundt omkring i byen af Cecilia Bengolea, Jens Settergren, Helene Nymann, Black Quantum Futurism, Cecilie Waagner Falkenstrøm og Nora Turato.

  • December: Performance af Nora Turato
    Performance af Nora Turato på CC.

Yet, it Moves! er kurateret i samarbejde med ekstern kurator Irene Campolmi.

Udstillingsperiode: D. 12. maj - 31. december, 2023.

Cecilie Waagner Falkenstrøm, Tech for democracy (2021). Photo: Courtesy CC.

Yet, it Moves! er blevet til med generøs støtte fra Bikubenfonden - Udstillingsprisen Vision, Det Obelske Familiefond, Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen Statens Kunstfond, Frame Finland, Goethe-Institut Dänemark, The Embassy of the United States of America in Denmark Københavns Kommune – Kultur- og Fritidsudvalget William Demant Fonden, Koda Kultur.

Udstillingen gennemføres i samarbejde med Audemars Piguet Contemporary
Performa, NYC Bloom Festival, Clear Channel, Områdefornyelsen ved Skjolds Plads, HAM Helsinki Art Museum/Helsinki Biennial 2023 Almine Rech Gallery, EER, Experimenting, Experiencing, and Reflecting.

CC er i 2023 støttet af: Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinusfonden, Knud Højgaards Fond, Beckett-Fonden, Bikubenfonden, Det Obelske Familiefond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, 15. Juni Fonden, Kulturministeriet, Københavns Kommune, Statens Kunstfond Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen, Frame Finland, Goethe-Institut Dänemark, U.S. Embassy in Denmark, William Demant Fonden, Koda Kultur, Foreningen Roskilde Festival, Refshaleøens Ejendomsselskab, Fredericia Furniture, Dinesen, Eva Solo, Nordic Rentals, Carhartt WIP.