Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "STEPPING OUT! FEMALE IDENTITIES IN CHINESE CONTEMPORARY ART"


  • GL Strand, København Gammel Strand 48 København, 1202 Denmark (map)

Chen Qiulin, Peach Blossom, 2008-2009 (video). © Chen Qiulin.

Pressemeddelelse, november 2022

GL STRAND åbner den første samlede udstilling i Norden med kvindelige kinesiske samtidskunstnere og præsenterer et unikt indblik i en mangfoldighed af kunstneriske praksisformer. Med engagement, kritik og åbenhed har udstillingens 26 kunstnerne siden 1980’erne udfordret et mandsdomineret samfund, og gennem kunsten krævet deres ret.

Luo Yangs (f. 1984) fotoserie, Girls, portrætterer unge kvinders søgen efter ståsted mellem traditionelle forventninger og de kinesiske megabyers enorme mulighedsrum. Liu Xi bryder (f. 1986) med værket Our God is Great et kinesisk tabu om ikke at fremstille den nøgne krop, og viser 45 sorte porcelænsfigurer af det kvindelige køn. Yu Hong (f. 1966) omsætter med den selvbiografiske værksserie, Witness to Growth, personlige fotografier og nyhedsbilleder til figurative malerier og iscenesætter de disharmoniske møder mellem den personlige og fælles historie.

Stepping Out! Female Identities in Chinese Contemporary Art præsenterer samlet set mere end 80 værker, der på tværs af video, performance, maleri, fotografi og skulptur spejler og udforsker de store udviklinger og forandringer, det kinesiske samfund har gennemgået fra 1980’erne og til i dag. Udstillingen viser den kinesiske kunstscene gennem kunstnere, som er født i perioden mellem 1960 og 1994. De tilhører generationerne, der er vokset op med de store økonomiske, politiske og kulturelle forandringer, som Kina har undergået fra Kulturrevolutionens tid og frem til i dag, og arbejder i spændingsfeltet mellem fortid og nutid og længsel efter en anden fremtid.

”I GL STRAND er vi stolte over at give plads til Stepping Out! og skabe en platform for indsigt i kunstneriske praksisser, som vi bør kende meget mere til i vores del af verdenen. I en tid hvor basale rettigheder er under pres på tværs af hele verdenen, er det vigtigt, at vi som institutioner er med til at præsentere en mangfoldighed af udtryksformer, der reflekterer den diversitet og de forskellige vilkår, der kendetegner den globale kunstscene”, siger Nanna Hjortenberg, direktør i GL STRAND.

Sun Shaokun, No Land II, 2010. From the series “Bow and Rebuke – No Land” (with Ruggero Rosfer) (Chromogenic print). © Sun Shaokun.

Luo Yang, Xu Ladi, 2017. From the series Girls. © Luo Yang.

Tradition, humor, intimitet og urbanisering
Omdrejningspunktet for udstillingens værker er kvindens position og blik på sig selv, sit køn, seksualitet, rolle og position. Flere værker behandler forholdet mellem by og land, og de dramatiske forandringer, der opstår som konsekvenser af urbaniseringen. Chen Qiulins (f. 1975) videoværk Farewell Poem er en melankolsk hyldest til hjembyen Wanzhou, som måtte vige for De Tre Slugters Dæmning med dramatiske konsekvenser, ikke bare for landskabet, men også for de mere end 4 mio. mennesker, der er blevet tvunget til at flytte. I Tao Aimins (f. 1974) store installationsværk The Women’s River bliver indsamlede, håndmalede vaskebrætter til en bølgende flod og en fortælling om migration og kvinders rolle i sammenstødet mellem tradition og modernitet. I andre værker, der spænder mellem det humoristiske, barske og ikke mindst dybt personlige, bruger kunstnerne deres egen krop til at indgå i kritisk dialog omkring køn, moderskab og seksualitet. Videoværket Fountain af Cao Yu (f. 1988) viser en fontæne af modermælk, der både hylder moderskabet og er en spids kommentar til pornoindustriens fremstilling af kvindekroppen. Fotoserien I Am a Woman af Xing Danwen (f. 1967) er en intim billedserie, der dokumenterer kunstneres og hendes bekendtskabskreds liv gennem intime billeder, der blotlægger kvinders selvbevidsthed og seksualitet.

Stepping Out! Female Identities in Chinese Contemporary Art præsenterer værker af kunstnerne: Wen Hui, Lin Tianmiao, Xiao Lu, Yin Xiuzhen, He Chengyao, Yu Hong, Xing Danwen, Cui Xiuwen, Xiang Jing, Bu Hua, Peng Wei, Tao Aimin, Chen Qiulin, Li Xinmo, Cao Fei, Sun Shaokun, Ma Qiusha, Geng Xue, Hu Yinping, Fan Xi, Luo Yang, Liu Xi, Cao Yu, Chen Zhe, Tong Wenmin og Liang Xiu.

Yin Xiuxhen, Engine, 2008 (Used clothes, stainless stell, stell). © Yin Xiuxhen.

Artisttalk og arrangementsprogram
I forbindelse med udstillingsåbningen d. 1. december kl. 16 inviterer GL STRAND til talk med Liu Xi, der udover at være en af de udstillende kunstnere også er medkurator på Stepping Out! Female Identities in Chinese Contemporary. Liu Xi mødes i en samtale med GL STRANDs chefkurator Anne Kielgast.

I løbet af udstillingsperioden præsenterer GL STRAND et omfattende arrangementsprogram med både eksperter, herboende kinesiske kunstnere og kreative. Her inviterer vi til debatter, talks, oplæsninger og saloner om den politiske situation i Kina, kunstnernes vilkår og kunstnerisk aktivisme, fejrer det kinesiske nytår og meget mere. Programmet lanceres på glstrand.dk.

Fernisering: Torsdag d. 1. december, kl. 16-19.
Udstillingsperiode: 2. december, 2022 - 12. marts, 2023.
Mere info: www.glstrand.dk

Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, S.C. Van Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond og Københavns Kommune.