Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "FERA"


  • Sans Souci (Vandrutschebanen), København Dyrehavsbakken Klampenborg, 2930 Denmark (map)

Pressemeddelelse, marts 2022

Sans Souci præsenterer udstillingsrække på Dyrehavsbakken

Sans Souci er en kunstnerdrevet udstillingsplatform på Dyrehavsbakken. I løbet af 2022 vil Sans Souci vise fire udstillinger, der med støtte fra Bikubenfonden og Lyngby-Taarbæk Kommune vil etablere en forbindelse mellem verdens ældste forlystelsespark og den yngre danske kunstscene.

Med et tematisk fokus på Dyrehavsbakken som historisk, symbolsk og institutionelt fænomen vil Sans Souci give Bakkens gæster, lokalsamfundet og kunstscenen mulighed for at opleve yngre, dansk samtidskunst i rammer, som ikke involverer de etablerede kunstinstitutioner.

Udstillingerne vil være frit tilgængelige for alle, og kan opleves både nat og dag hele året rundt. Ved at placere kunsten på Dyrehavsbakken skabes der netværk mellem forskellige aktører og målgrupper, som ikke almindeligvis deler berøringsflader. Dette vil i sin helhed styrke kunstscenen og medvirke til at flere, herunder i særdeleshed børn og unge, får glæde af kunsten.

Vandrutsjebanen, Dyrehavsbakken. Foto: Sans Soucis.

Sans Soucis første udstilling udspiller sig på Bakkens vandrutchebane. Her udforskes en mørk og dystopisk verden, hvor vandrutchebanen står som et levn fra en svunden og mere munter storhedstid. Vandrutchebanens design giver associationer til brutalistisk arkitektur, idet store søjler i beton og stål hæver den over vandet. I vandet under vandrutchebanen står en lille ø, og langs vandrutchebanens ene side er en stenplads omkranset af et trådhegn. I dette landskab placeres værkerne og skaber en situation, hvor billedkunsten møder underholdningsindustrien i krydsfeltet mellem det muntre, det mørke og det overraskende. De udstillende kunstnere er Ragnhild May, Jean Marc Routhier, Marie Raffn, Mia Edelgart, Sebastian Hedevang og Jan S. Hansen. Kunstnerne viser deres værker i vand, på land og i luften.

Over Vandrutchebanen kører Svanebanen og herfra kan man opleve de udstillede værker oppefra. Det vil på åbningsdagen være muligt at benytte forlystelsen uden betaling.

Vandrutsjebanen, Dyrehavsbakken. Foto: Sans Soucis.

Ole Andersen, administrerende direktør for Dyrehavsbakken:

”På Bakken er de planlagte kunstprojekter til 2022 særligt interessante, da de repræsenterer en kulturel nyskabelse indenfor vores underholdning som vi gerne vil omfavne noget mere. Særligt har vi et stort ønske om at bidrage med et bredere udvalg af kulturoplevelser til beboere i Bakkens lokalområde, og vores håb er, at dette samarbejde kan blive et betydningsfuldt skridt i den retning.”

Baggrund
Gennem skiftende temaer og vinkler vil Sans Souci kaste lys over Bakkens fysiske varemærke, placeringen i det naturskønne Dyrehaven, og symbolske varemærke, Bakken som folkets eventyrpark. Dyrehavsbakken blev grundlagt i 1583, da den ellers ukendte Kirsten Piil opdagede en vandrig kilde i Kongens Dyrehave. Kilden blev hurtigt kendt, da man mente, dens vand besad særlig styrke Sankthansaften. Af denne grund valfartede folk til kilden omkring sommersolhvervet med håbet om at komme til at nyde godt af dens helbredende kræfter. Man kaldte denne tid på året for kildetiden, og der opstod hurtigt et kildemarked med gøglere, teltholdere og beværtere. Bakken er i dag verdens ældste forlystelsespark og står som arbejderklassens sidste symbol i det ellers velhavende Klampenborg.

I såvel værkerne som udstillingerne vil natur-kultur spørgsmålet løbe som en forenende åre, der skaber sammenhæng i udstillingsprogrammet. Her vil årstidernes skiften, de specifikke vejrforhold og døgnets rytme være med til at bestemme, hvordan værkerne og udstillingerne opleves og dokumenteres.

Marie Raffn. Kunsthal Kongegaarden KGX, Korsør, 2021. Foto: Jenny Sundby.

Jan S. Hansen. Marie Kirkegaard Gallery, Kbh, 2017. Foto: Jan S. Hansen.

Ragnhild May. Sol, Bornholm, 2021. Foto: Brian Kure.

Deltagende kunstnere:

  • Ragnhild May

  • Jean Marc Routhier

  • Marie Raffn

  • Mia Edelgart

  • Sebastian Hedevang

  • Jan S. Hansen

Udstillingsåbning: Torsdag d. 14. april, kl. 15-21.
Udstillingsperiode: D. 14. april - 14. maj, 2022.
Sted: Vandrutschebanen, Dyrehavsbakken.

Med venlig hilsen,
Olivia Kretzschmar & Nicky Sparre-Ulrich,
initiativtagerne bag Sans Souci på Dyrehavsbakken

Udstillingen er generøst støttet af Bikubenfonden og Lyngby-Taarbæk Kommunes Kulturfond.