Back to All Events

EVA LA COUR "NYE NOTER"


  • Astrid Noacks Atelier, København Rådmandsgade 34 København N, 2200 Denmark (map)

Pressemeddelelse, oktober 2022

Jeg læser, opmærksom på potentialet for genlyd: The Lunatic Future for the Depressed Planet and the Flanet: Learning from the late work of artists who figured out how on earth to keep going. Det er titlen på Henriette Heises udstilling i Astrid Noacks Atelier august 2022, og det, der genlyder, er ideen om tidligere liv og kampe som potentiale for historisk tilblivelse; en søgen efter muligheden for et mere-end-lineært forhold til fremtiden. Eller, er det, der genlyder, en angst for at miste selve muligheden for historisk tilblivelse?

I forbindelse med min fremvisning i Astrid Noacks Atelier for to år siden skrev jeg essayet Noter om Muitalus Samiid Birra / eller / Om produktionen af en praksis. Kort forinden havde jeg læst Muitalus Samid Birra – den første bog skrevet på samisk af samen Johan Turi (1854-1936) og et samarbejde med den danske kvindelige maler (og samtidige med Astrid Noack) Emilie Demant Hatt (1873-1958).

Samtidigt filmede jeg i området omkring Astrid Noacks Atelier, som dengang var en byggeplads. Det tidligere mangfoldige baggårdsmiljø blev den sommer jævnet med jorden, og kun en beskeden infostander, placeret mellem betonelementer og gravemaskiner, gjorde forbipasserende opmærksomme på atelierets eksistens. Udsnit af videostills blev en del af mit essay.

Jeg havde en spekulativ fornemmelse af, at noget kunne komme til syne ved at sammenstille Turi og Demant Hatt’s arbejde med Muitalus Samiid Birra – et vidnesbyrd om sameres liv og fordrivelse i begyndelsen af forrige århundrede – med nutidens gentrificering af ydre Nørrebro.

Nye Noter er en fremvisning af et researchmateriale omhandlende Johan Turi og Emilie Demant Hatts samarbejde. Men det er også et rum for undersøgelse af filmpraktik som metode til pleje og træning af affektiv sensibilitet og opmærksomhed. Måske er det endog et filmredigeringsrum og et arbejde med en essayfilm, hvor en væsentlig del af filmarbejdet består i at se på det fremviste materiale sammen med inviterede kollegaer, fagfolk og lokale med henblik på filmens ’materialebank’; nye noter.

Nye Noter er en del af et kunstnerisk forskningsprojekt og et mere omfattende forsøg på at navigere et politisk spændingsforhold mellem muligheden for det mere-end-lineære som kunstnerisk metode og anerkendelsen af det uundgåeligt fremtidige ved destruktiv adfærd. Klimakollapsets langsomme vold. Eller, er der en anden måde, at tale om denne spænding? En måde at undslippe ideen om modstridende måder at tænke og operere tid? Er det muligt at tale om en slags integrerende midlertidighed?

Fernisering: Onsdag d. 5. oktober, kl. 16-20. Kl. 17.30: Samtale med kunsthistoriker Mathias Danbolt, der gennem længere tid har beskæftiget sig med forholdet mellem nordisk koloni- og kunsthistorie. Udgangspunktet for samtalen er la Cour’s publikation, Noter om Muitalus Samiid Birra / eller / Om produktionen af en praksis, som også vil kunne købes.

Samtale: Torsdag d. 27. oktober, kl. 17.30-19.30. Samtale med kurator Lisa Rosendahl om samtidskunst som historisk kritisk praksis. Rosendahl har i forbindelse med sin kuratering af GIBCA biennalen i Göteborg (2019, 2021) indgående undersøgt svensk kolonihistories tilstedeværelse og kritiske reflektion i nordisk samtidskunst. Nye Noter bliver desuden besøgt af historiker Mads Sørensen og af billedkunstner Imri Sanstrøm. Sørensen har skrevet speciale om samisk tidsforståelse i relation til historieskrivning som videnskab. Sandström arbejder på forskningsprojektet Att Skriva Visuelle Relationer ved HDK-Valand, Gøteborg Universitet. Uddrag fra begge samtaler lydoptages.

Udstillingsperiode: D. 5. oktober – 30. oktober, 2022.
Åbningstider: Torsdage og fredage, kl. 11-15 eller efter aftale (e-mail: lacour.eva@gmail.com).

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Københavns råd for visuel kultur og Statens Værksteder for Kunst. Desuden stor tak til ANA, Nordiska Museet i Stockholm, Museum Salling i Skive, Dorte Smedegård, Hanni Kamaly, Åse Eg, Kristian Poulsen og Ting Mattsson.