Værk af Emilie Imàn.
Pressemeddelelse, november 2023
En figur går igen i Emilie Imàns malerier på den soloudstilling, som hun nu præsenterer på Tranen. Figuren er den græske lægegud Asklepios’ stav. Den såkaldte æskulapstav, hvorom en slange slynger sig, har igennem årtusinder været symbol på lægevidenskab. Slangen, der fornyer sine hudceller ved hamskifte, repræsenterer ny livskraft. Figuren aner man flere steder i Imàns malerier. Men jo mere man kigger, desto mere fortaber den sig i en mangfoldighed af andre figurer. Staven er ikke en stav. Og slangen er måske ikke en slange. Staven er ved nærmere betragtning blot en akse, hvorom noget snurrer. Og slangen snor sig måske snarere som en regnorm, der graver gange i jorden. Og regnormen har vinger, der snarere minder om en engels. Og englen er fremmedartet, som var den snarere et rumvæsen.
Imàns malerier er svære at aflæse. Men det er ikke, fordi de er abstrakte. Det er snarere fordi, der i hver figur, hun maler, synes at lure mindst én anden figur. I billederne er der så mange genkendelige elementer, at de glider over i og slører hinanden til uigenkendelighed. I Imàns billedrum er der ingen holdepunkter. Alt er i bevægelse og under forandring. Imàns gradiente brug af farver genkalder forår, hvor planter springer ud og blomstrer, og efterår, hvor de visner. Alt er i proces. Intet har fundet et endeligt og entydigt udtryk.
For Iman, der er af dansk-peruviansk herkomst, er vor tids identitetspolitiske debatter en del af bagtæppet. Hendes værker er præget af indfødte og minoritetskulturer rundt omkring på kloden, men væsnerne i hendes værker har ikke én fast identitet. I hendes billeder optræder forskelligartede organismer nok med rødder, der ernærer sig af og nærer jordbunden, men også vinger, så de kan kaste los og hæve sig over jorden. Imàns skabninger kan her være flere ting på en gang såsom plante, dyr, menneske, maskine og ånd. En skabning bliver her et mulighedsrum for yderligere skabelse og andre skabninger. Vestlig individualistisk dyrkelse af den enkeltes egenart glider over i økologisk tænkning om arters samhørighed og forbundenhed.
På lærrederne vibrerer og pulserer hele billedfladen fra forgrund til baggrund. Liv i forskellige afskygninger kan vride sig i smerte, vride sig i vellyst og eksalteret vride sig i alle retninger. Man aner rædsel, rus, lykkefølelse og ekstase. I malerierne er livet visse steder helt konkret konstant på vej ud ad fødselskanalen. På et billede genkalder en figur mest af alt en livmoder, hvor ud ad træder et væsen med fire bryster og en stav mellem benene. Men i hver hånd holder væsenet to andre figurer, der synes at danse tilbage ind i kanalen, som om de kunne fødes igen og igen.
Skabningerne, der både kigger ind og ud ad livmoderen, dirigerer beskuerens blik mod både ophav og afkom. Et princip, der har præget Imàns praksis og genfindes hos indfødte amerikanske folk fra nord til syd, lyder, at man både er forpligtet på fortid og fremtid. Konsekvenserne af ens ord og gerninger skal afstemmes i forhold til syv forudgående og syv kommende generationer. Inden for klimabevægelsen vinder de indfødtes tankegods stadig mere udbredelse. Selv betragter Imàn sine værker lig de ceremonielle rum, som peruvianske indfødte skaber for at etablere kontakt til ”for- og fremgængere”, som hun formulerer det.
Imàns billeder er alle oliemalerier, men stil og udtryk varierer fra værk til værk. Malerierne er vidnesbyrd om kunstnerens skiftende bevidsthedstilstande. Brug af psykoaktiv medicin fra rituelle stoffer over psykedelisk terapi til konventionelle lægemidler præger værkerne. I malerierne undersøge og afsøges forskellige neurologiske tilstande. Imàn er optaget af neurodiversitet og såkaldt neuroqueering, der aktivt udfordrer herskende normer, som hjerner og køn er underlagt. Men værkerne er også farvede af globale forandringer, især den accelererende ødelæggelse af naturgrundlaget. På udstillingen glider blikket ind og ud af indre og ydre verdener, som ikke kan skelnes fra hinanden. Kunstneren trækker på forskellige verdensbilleder og kosmologier, der både støder og smelter sammen på lærrederne. På Tranen vandrer Imàn i et sammensat univers mellem verdner og bevidstheder på måder, der genkalder såvel indfødte shamaners som digitale netværksbrugeres. – Toke Lykkeberg (leder af Tranen).
Emilie Imàn (1992) er en dansk peruviansk kunstner, der bor og arbejder i København. Hun tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi I 2022. ZIGZAG INTO WEIRD OPENINGS på Tranen er hendes første soloudstilling på et udstillingssted.
Udstillingen er er en del af Tranens program med ekstemporær kunst. Fokus er på den del af samtidskunsten, som ikke er fokuseret på samtiden. Når alt fra økosystemer til teknologi udvikler sig med stadig højere hastighed, bliver samtiden flygtig og uhåndgribelig. Den skrumper. Til gengæld vokser vor viden om fortiden konstant. Spekulationer om fremtiden tager til. Spørgsmålet om, hvor vi befinder os idag, bliver til et spørgsmål om, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Som del af denne bevægelse er megen samtidskunst ikke længere kontemporær, hvilket bogstaveligt talt vil sige ’med tiden.’ I stedet er den ’ekstemporær’, altså ’ude af tiden’ eller samtiden.
Fernisering: 23. november, kl. 17-19.
Udstillingsperiode: 24. november, 2023 - 18. februar, 2024.
Udstillingen er generøst støttet af Statens Kunstfond.