Back to All Events

ELSE ALFELT 📷


  • Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Herning Birk Centerpark 1 Herning, 7400 Denmark (map)

Else Alfelt, Fuldmånen, 1956 (Olie på finer, 81 x 102 cm). Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Foto: Ralf T. Søndergaard.

Pressemeddelelse, januar 2023

Stjernerne dryssede ned over Else Alfelt, da hun for første gang i mere end 20 år fik vist sit livsværk udenfor rammerne af hendes eget museum i Herning. Nu er hun retur fra ARKEN med fuld kraft i udstillingen ELSE ALFELT, der fortæller historien om en banebrydende kvindelig kunstner, hvis lysende bjerge og indre landskaber har en særlig aktualitet i vores tid.

Fra d. 27. januar 2023 kan man på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum opleve Else Alfelts fascinerende livsværk i en stor retrospektiv udstilling med fokus på kunstnerens evne til at skabe heling og nærvær med oliemalerier og akvareller, der spejler indre og ydre landskaber. Med en særlig følsomhed indkapsler hun menneskets stræben efter fordybelse og harmoni i en ofte kaotisk verden.

Stemningsbillede fra udstillingen ELSE ALFELT. Foto: Ole Jørgensen.

Stemningsbillede fra udstillingen ELSE ALFELT. Foto: Ole Jørgensen.

Stemningsbillede fra udstillingen ELSE ALFELT. Foto: Ole Jørgensen.

Stemningsbillede fra udstillingen ELSE ALFELT. Foto: Ole Jørgensen.

Else Alfelt var en central og banebrydende avantgardekunstner i tiden omkring 2. Verdenskrig, hvor dansk kunst definerede sig selv på ny. Hun slog igennem på den internationale scene, udstillede i både USA og Holland og deltog i flere kunstnergrupper sammen med Carl-Henning Pedersen, som hun dannede par med.

”Else Alfelt spillede en vigtig rolle i kunsten allerede fra 1930erne og 1940erne. Hun var en af de få kvinder i de abstrakte grupperinger. Der sammen med sine kunstnerkollegaer var med til at sætte retningen for det abstrakte nybrud i kunsten. Else Alfelts billeder kredser ofte om evighedsbegreber som bjerget og månen – symboler som udgør noget fast i en verden, der hele tiden forandrer sig. Jeg tror, at netop denne ro og de meditative aspekter i hendes kunst gør, at mange nu i særlig grad får øjnene op for hendes kunst,” fortæller museumsleder Lotte Korshøj.

Else Alfelt, Roma - maj, 1951 (Akvarel på papir, 31 x 49 cm). Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Foto: Ralf T. Søndergaard.

Else Alfelt, Mørkeblå bjergrytme med fuldmåne, 1970 (Olie på finer, 206 x 102 cm). Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Foto: Ralf T. Søndergaard.

Stemningsbillede fra udstillingen ELSE ALFELT. Foto: Ole Jørgensen.

Kunstnerisk nomade
Else Alfelt var livet igennem dybt inspireret af naturen og folkekulturerne, som hun oplevede på rejser til bl.a. Lapland, Nordafrika og Japan. Hendes billedsprog er fyldt med spidser, spiraler og cirkler, der leder tankerne hen imod bjerge, krystaller og kosmiske himmellegemer. Det er elementer, der afspejler hendes sanselige og nærværende møder med naturen og universet. Else Alfelt var optaget af tanken om kosmos og alle tings sammenhæng, og hun ønskede med sine værker at skabe heling og omfavne verden.

Else Alfelt på Høstudstillingen, 1948. Foto: Børge Venge.

Else Alfelts livsværk
ELSE ALFELT præsenterer Else Alfelts imponerende livsværk, der tæller både akvareller, oliemalerier og mosaikker. Udstillingen er blevet til i et tæt samarbejde mellem ARKEN og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, som har stillet værker og arkiv til rådighed.

Særudstillingen ELSE ALFELT kan opleves på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum 27. januar – 3. september 2023. Udstillingen åbnes officielt med en markering d. 3. februar.

Udstillingsperiode: 27. januar - 3. september, 2023.
Mere info: www.chpeamuseum.dk