Back to All Events

CENTRE FOR CYBER WELLNESS "NEURAL BURNOUT"


  • Til Vægs, København Lundtoftegade København, 2200 Denmark (map)

Pressemeddelelse, juli 2022

Det er med stor glæde at kunstplatformene meter og Til Vægs i samarbejde inviterer jer til åbning af udstillingen neural burnout af centre for cyber wellness fredag d. 15. juli fra kl. 16-19. Til ferniseringen vil der blive serveret øl, vand og vi hiver grillen frem og laver noget fællesspisning.

Udstillingen består af videoværker, der kan ses på de syv offentligt tilgængelige diodeskærme alle ugens dage fra kl. 9-19 og og en audiowalk, man kan tilgå via meter og Til Vægs' hjemmesider.

Udstillingsperiode: 16. juli - 2. oktober, 2022.


Hvad gør man, når man som gruppe skal skabe en udstilling sammen?
Hvad gør man, når medlemmerne af ens gruppe er prekære projektarbejdere og freelancere?
Hvad gør man, når medlemmerne af ens gruppe har travlt med andre jobs?
Hvad gør man, når man i gruppen oplever burnout?
Hvad gør man ved det, når man er en gruppe, hvis arbejde kredser om metoder for wellness?

Med værket neural burnout tager kunstgruppen centre for cyber wellness udgangspunkt i den situation de havnede i under produktionen af denne udstilling. De har vendt blikket ind af og valgt at forholde sig til den udbrændthed, der har præget deres virke i den sidste tid.

vi synes burnout er vigtigt. vi synes det er vigtigt at tale om. vi har en klar fornemmelse af at situationen vi står i ikke er unik, og vi vil gerne prøve at putte ord på den sårbarhed, skuffelse og frustration som mange oplever når de forsøger at skabe i kunstneriske fællesskaber. for det er den danske projektrumsscene anno 2022: folk er prekære og ofte udbrændte. og når energien er lav, er det ofte kollektivet der lider.

vi har derfor valgt at hyre hjælp udefra. gennem brug af neurale netværk skabes tekster omkring aflysning og burn out. tekster og billeder genereres af AI, som fødes med centre for cyber wellness’ interne kommunikation omkring seneste års kunstpro- duktion og problemer i forhold til at få det hele til at hænge sammen.

centre fra cyber wellness går således fra at være et amputeret kunstnerkollektiv til en potent kunstgenerator boostet af supercomputere, som kører state of the art kunstige intelligenser / neurale netværk.

vores rolle skifter fra skabende til en mere redigerende og kuraterende. vi vælger de bedste resultater som algoritmerne føder os og vi producerer flere i fællesskab. gennem variationer og remix inviteres computeren, algoritmen og andre kunstnere (senere i performance program) ind i den kreative process.

og nu produceres der meget. og hurtigt. og det er sjovt og spændende. processen er reddet. resultatet er stadig uklart.

- centre for cyber wellness

centre for cyber wellness er en kunstgruppe, der består af medlemmerne: Halfdan Mouritzen, Maia Kahlke Lorentzen, Jacob Remin, Andreas Hjort Bundgaard og Henrik Chulu. Gruppen arbejder for at etablere gensidigt understøttende rum for i fællesskab at undersøge og pleje relationerne mellem mennesker og teknologier. Gennem performances, workshops og kunstnerisk produktion skaber de forbindelser mellem personlige oplevelser over kollektive eksperimenter med at dekonstruere digitaliseringen af hverdagen. siden 2018 har cfcw samarbejdet på tværs af discipliner (cybersikkerhed, mindfulness, nye medier, kunst og omsorgsarbejde) og udgav i 2020 bogen How to Quit, der opsummerer videncentrets hidtidige arbejde.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Rådet for Visuel Kunst og Nørrebro Lokaludvalg.