Back to All Events

CATHRINE RABEN DAVIDSEN "TOTEM" 🌀


  • CLAY Keramikmuseum, Middelfart Kongebrovej 42 Middelfart, 5500 Denmark (map)
Cathrine Raben Davidsen “Totem Clan”, 2017-2019 (Glaseret stentøj med Okseblodsglasur). Foto: Anders Hviid.

Cathrine Raben Davidsen “Totem Clan”, 2017-2019 (Glaseret stentøj med Okseblodsglasur). Foto: Anders Hviid.

Pressemeddelelse, december 2019

I en tid, hvor menneskets spiritualitet ligger i dvale, tager Cathrine Raben Davidsen livets åndelige dimension alvorligt. Med dyr, planter og mennesker som motiv beskæftiger hun sig med de mytiske, kosmiske og rituelle lag i sin kunst. Det handler om livets store temaer – fødsel, kærlighed og død, om selve udviklingen fra ét livsstadie til et andet der i Cathrine Raben Davidsens keramik udtrykkes med brændingens uforudsigelige glasurløb som en velkommen medspiller.

Under titlen TOTEM udstiller Davidsen keramik, maleri, tegning, grafik og en animationsfilm. De forskellige medier indarbejdes i en sammenhængende scenografi der åbner op for en sanselig totaloplevelse. Tyngden i udstillingen er en række unikaværker i stentøj og porcelæn, som hun fra 2017-19 har skabt i samarbejde med faglig ekspertise på Royal Copenhagen. Et frugtbart møde, der relaterer sig til museets historiske samling fra Den kgl. Porcelainsfabrik, Bing & Grøndahl og Aluminia, hvor samarbejdet med skiftende gæstekunstnere har været en essentiel drivkraft for den tekniske såvel som den kunstneriske udvikling.

Cathrine Raben Davidsen “Totem Face Plate”, 2017-2019 (Stentøjsfad med oxider).  Foto: Anders Hviid.

Cathrine Raben Davidsen “Totem Face Plate”, 2017-2019 (Stentøjsfad med oxider).
Foto: Anders Hviid.

Cathrine Raben Davidsen “Totem Gold Jug”, 2017-2019 (Stentøj med 24 karat guld). Foto: Anders Hviid.

Cathrine Raben Davidsen “Totem Gold Jug”, 2017-2019 (Stentøj med 24 karat guld). Foto: Anders Hviid.

På udstillingen TOTEM tager Cathrine Raben Davidsen favntag med kunstens spirituelle kraft. I sine smukke keramiske fade, krukker og kar anvender hun forhistoriske formtyper fra forskellige kulturer og genopliver hermed keramikkens åndelige dimension og dens store kulturhistoriske fortælling. På den måde minder hun os om, hvordan mennesket og keramikken, til alle tider og verden over, har formidlet forholdet mellem stof og ånd gennem myter og ritualer.

– Pia Wirnfeldt (Direktør, CLAY Keramikmuseum).

Udstillingsperiode: 25. januar - 9. august 2020.
Åbningstider: Tirs-søn: kl. 10-17 (april-september: onsdage: kl. 10-20).