Back to All Events

CATHRINE RABEN DAVIDSEN "TOTEM"


  • Royal Copenhagen, København Amagertorv 6 København, 1160 Denmark (map)
Cathrine Raben Davidsen, Totem Clan / 2017-2019. Foto: Anders Hviid.

Cathrine Raben Davidsen, Totem Clan / 2017-2019. Foto: Anders Hviid.

Pressemeddelelse, januar, 2019

Den danske billedkunstner Cathrine Raben Davidsen åbner d. 8. februar 2019 udstillingen Totem i Royal Copenhagen på Amagertorv i København. Totem er resultatet af to års kunstnerisk samarbejde mellem Royal Copenhagen og Cathrine Raben Davidsen. Udstillingen præsenterer en række nye værker i keramik, tegning og maleri samt en animationsfilm, som iscenesættes i en totalinstallation, der tematisk kredser om emner som animistisk spiritualitet og totemisme.

Royal Copenhagens historiske samarbejde med kunstnere
Royal Copenhagen har en lang tradition med at arbejde med kunstnere, der går tilbage til 1820’erne, hvor arkitekt G.F. Hetsch var husets første kunstnerisk direktør. Da den unge arkitekt Arnold Krog i 1885 blev ansat som kunstnerisk leder, fik Royal Copenhagen for alvor succes med at tilknytte malere og billedhuggere, som i regi af huset skabte unikke og reproducerbare værker og som ud over porcelæn også kom til at indbefatte værker i stentøj. I dag lever traditionen videre. Hvert år inviterer Royal Copenhagen danske og internationale kunstnere til at eksperimentere med keramikkens kunstneriske potentiale og spændvidde i virksomhedens værksteder på fabrikken i Glostrup. Royal Copenhagen har hen over sine snart 250 år opbygget en internationalt førende viden om porcelæns- og stentøjsfremstilling; det er den arv, fabrikken stiller til rådighed for kunstnerne, og samarbejdet fører ofte til udvikling hos begge parter.

Cathrine Raben Davidsen, Totem Clan / 2017-2019. Foto: Anders Hviid.

Cathrine Raben Davidsen, Totem Clan / 2017-2019. Foto: Anders Hviid.

Cathrine Raben Davidsen. Foto: Anders Hviid.

Cathrine Raben Davidsen. Foto: Anders Hviid.

Igennem de seneste to år har den danske billedkunstner Cathrine Raben Davidsen været tilknyttet Royal Copenhagen, hvor hun i tæt samarbejde med fabrikkens specialister har eksperimenteret med forskellige formgivninger, glaseringer og brændingsmetoder. Samarbejdet har resulteret i en omfattende række keramiske værker bestående af vaser, krukker, kander og fade, hvoraf størstedelen er inspireret af forhistorisk stentøj fra Nord- og Centraleuropa. Raben Davidsen har anvendt modificerede udgaver af flere af Royal Copenhagens historiske glasurer – for eksempel Patrick Nordströms “okseblod”. Hun har bearbejdet glasurerne med oxider og andre har været igennem en saltbrænding i drejerens egen ovn. Et udvalg af disse værker vises frem på udstillingen Totem.

Cathrine Raben Davidsen, Humanised (887) / 2018. Foto: Lars Gundersen.

Cathrine Raben Davidsen, Humanised (887) / 2018. Foto: Lars Gundersen.

Totem
Som indgang til samarbejdet med Royal Copenhagen har Raben Davidsen ladet sig inspirere af tysk Bellarmine stentøj fra det 16. og 17. århundrede og ansigtsurner fra den sene bronzealder. Disse urner kaldes også populært for “Bartmann keramik” og er karakteriseret ved at have et motiv af en ældre, skægget mand afbilledet eller udskåret på flaskens hals. Flere steder blev disse beholdere også brugt som okkulte hekseflasker, der skulle uddrive onde ånder. Mens Raben Davidsen i sit keramiske arbejde har arbejdet med at adaptere de dekorative udtryk karakteristisk for Bartman-keramikken, udfolder hun i udstillingens tegninger og malerier en motivverden, der domineres af dyr og andre åndelige væsener. Her lader Raben Davidsen skyggefulde og mystik-omgærdede afbildninger af ugler, hvaler og gopler bevæge sig i et flydende og opløst rum, hvor det fysiske motiv synes i transformation mod en ny dimension.

Cathrine Raben Davidsen, Totem Face Urn (154) / 2018-2019. Foto: Anders Hviid.

Cathrine Raben Davidsen, Totem Face Urn (154) / 2018-2019. Foto: Anders Hviid.

Spørgsmål omkring menneskets forhold til naturen og den åndelige verden danner udgangspunkt og inspiration for Raben Davidsens aktuelle arbejde. En tilbagevendende grundtanke er idéen om transformation som et menneskeligt grundvilkår. Raben Davidsen opfatter transformation som en kontinuerlig proces, der konstant forbinder os til vores omkringliggende miljø, hvad end den rummer mennesker, natur eller objekter. Denne opfattelse har kulturhistoriske rødder i de såkaldte animistiske religioner. Animisme er troen på, at alt i naturen og omkring os – både det organiske og det uorganiske – har en sjæl. Mennesket kan således kommunikere med den besjælede natur og dyrke den. Blandt de animistisk troende er et totem et tilbedelsesobjekt, der har til formål at samle og styrke gruppens identitet og samhørighed. Et totem kan være et træ eller et dyr lige så vel som en flod eller et bjerg.

Cathrine Raben Davidsen, Nightshade (906) / 2018. Foto: Anders Sune Berg.

Cathrine Raben Davidsen, Nightshade (906) / 2018. Foto: Anders Sune Berg.

Cathrine Raben Davidsen, Totem Face (141) / 2018. Foto: Anders Hviid.

Cathrine Raben Davidsen, Totem Face (141) / 2018. Foto: Anders Hviid.

Gennem en intuitiv sammensætning af historiske vidensområder – fra rituelle praksisser og animistiske trosretninger til naturvidenskabelig forskning, antropologi og filosofi undersøger Raben Davidsen de holistiske traditioner, der i årtusinder har handlet om forbindelserne mellem natur og kultur, menneske og omverden, det fysiske og det metafysiske, det materielle og det åndelige. Med Totem undersøger hun således, hvordan disse relationer kan betragtes og værdisættes på ny i vor tids moderne samfund.

Cathrine Raben Davidsen, If God gives you sickness he also gives you Medicine (852) / 2018. Foto: Lars Gundersen.

Cathrine Raben Davidsen, If God gives you sickness he also gives you Medicine (852) / 2018. Foto: Lars Gundersen.

Om Cathrine Raben Davidsen
Den københavnske billedkunstner Cathrine Raben Davidsen (f. 1972) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og har studeret kunst i både Italien og Holland. Hun arbejder primært med maleri, tegning og keramik. Hun har udstillet bredt i Danmark og i udlandet, og er repræsenteret i betydelige danske og internationale kunstsamlinger. Hun har skabt kostumer og set design for Den Kongelige Ballet og har modtaget et flertal af prestigefulde legater bl.a. fra Statens Kunstfond. I Cathrine Raben Davidsens kunst udforskes mytologier, traditioner og fortællinger, der trækker tråde til kunsthistoriens store mestre såvel som vor tids eksistentielle og filosofiske tænkning. Se mere på Cathrinerabendavidsen.com

Kurator: Aukje Lepoutre Ravn.

Fernisering: Torsdag d. 7. februar, kl. 16-19.
Udstillingsperiode:
D. 8. februar - 31. marts, 2019.