Back to All Events

CAMILLA RASBORG "BLØD BUND – MALERI PÅ TRÆ, TEGNINGER OG ORNAMENTER"


  • Sydhavn Station, København Ernst Kapers Vej 1 København, 2450 Denmark (map)

Camilla Rasborg, Blød Bund 10, 2023
 (Tempera på træ
, 60x41 cm
).

Pressemeddelelse, april 2023

På udstillingen Blød Bund vises nye malerier af kunstner Camilla Rasborg på fundne fugtskadede krydsfinerplader, nogle er trekantede og andre er i mere klassiske firkantede former. Fundne trælister er opsat mellem malerierne som en slags ornamenter, der rytmisk supplerer det flimrende udtryk i malerierne. En blød bund lader sig påvirke af omgivelserne, ligesom de fundne plader og lister, der har ligget udenfor og taget aftryk efter vejret, hinanden og verden.

Værkerne er desuden skabt i en intuitiv proces, der også lader sig påvirke af omgivelserne. Det kan måske lyde som om jeg som kunstner bare flyder med, sidder og klatter maling på og sætter hovedløse streger på papiret. Ja, faktisk er det ikke helt ved siden af, og så alligevel… Værkerne er et resultat af en slags forviklinger. En snørklet proces, hvor motiverne opstår undervejs. De modelleres frem, ud fra de fundne underlag. Der anes rum, mønstre, antræk til landskaber, genkendelige figurer. Men de afspores igen og opløser deres egen logik. Ligesom tanken om, at hvis jeg nu bare fortsætter, opstår der måske noget? En slags betydning… Det er som om der er mange billeder på samme tid, der slås lidt om pladsen. Det hele er under tryk. Der er stigninger af intensitet og så falder det alligevel næsten til ro. En balance opstår i billedet, en form for harmoni, en affinden sig med at det ikke altid hænger sammen.

Camilla Rasborg, Blød Bund 16
, 2023 (
Print af blyantstegning, 
80x120 cm).

Camilla Rasborg, Blød Bund 28, 2023
 (
Print af blyantstegning
 80x120 cm
).

I plakatfrisen i forhallen og på billboardet udenfor på stationsfacaden vises 16 nye tegninger. Tegningerne blander en konstruktivistisk stil af felter og linjer med en drømmende, opløst surrealistisk motivverden. Fælles for tegningerne er den intuitive proces, hvorefter der ikke er valgt nogle af tegningerne fra. Alt er med på udstillingen ud fra et bindende princip om at bordet fanger.

Fernisering: Fredag d. 21. april, kl. 17-21.
Udstillingsperiode: 21. april - 21. maj, 2023.
Åbningstider: Torsdag, fredag, lørdag og søndag, kl. 13-17. Gratis adgang.

Udstillingen er støttet af Grosserer L. F. Foghts Fond.
Plakater og billboard er støttet af 15. Juni Fonden.