Back to All Events

BUZZ: EKSPERIMENTERNEDE KUNSTPROJEKT MED NOAH HOLTEGAARD


  • BUZZ, Aalborg På Noah Holtegaards hoved (map)

Viggo Mattssons værk, som er det første af i alt tre udstillinger i forbindelse med BUZZ. Foto: Noah Holtegaard.

Pressemeddelelse, december 2021

Søndag d. 19. december åbner et nyt, midlertidigt eksperimenterende kunst- og udstillingsprojekt i Aalborg, som over de næste 3 måneder viser værker af tre kunstnere. BUZZ er placeret på kunstner Noah Holtegaards hoved. Udstillingen holder åbent, så snart Holtegaard træder ud i offentligheden; når de skal handle, gå en tur eller mødes med venner på Susan Himmelblå.

Kunstprojektet BUZZ er et eksperiment, hvor kroppen bliver til udstillingen. Noah Holtegaard stiller sin isse til rådighed for de tre kunstnere Viggo Mattsson, Kamilla Mez og Rikke Ehlers Nilsson, som over de næste tre måneder vil udstille værker en måned ad gangen med udgangspunkt i Holtegaards kortklippede isse med hårfarve, saks og barbermaskine, som man normalt bruger til at klippe og style hår. Kunstnerne skal altså lave hver deres værk velvidende at håret vokser ud og værket over tid vil forandre sig for til sidst at blive klippet af. Om tankerne bag BUZZ udtaler Noah Holtegaard:

Værk af Viggo Mattssons. BUZZ, 2021. Foto: Noah Holtegaard.

“I min kunst har jeg længe arbejdet med kroppen og kroppens relation til kunsten. Jeg fik derfor idéen om at lege med tanke om, at gøre min krop til en del af kunsten. Ved at have kunstnere til at udstille på mit hoved bliver grænserne, mellem hvor min krop slutter og kunsten starter, udvisket. Samtidig er der heller ikke længere en klar grænse, mellem hvornår udstillingen åbner eller lukker, da kunsten kan ses, så snart nogen kigger på mig. Det er på mange måder en politisk handling. Kunsten har længe været præget af mænd, men med denne udstilling bliver det min egen non-binære transkrop, der er udgangspunktet. Da værket er placeret på mit hoved, bliver de inviterede kunstnere derfor også nødt til at tage stilling til både min og deres egen krop, når de skal løse opgaven om at lavet kunst på mit hoved. For hvad vil de sige, at udstille på en minoritetsperson?”

De eksperimenterende rammer omkring BUZZ er centrale for Noah Holtegaard og samarbejdet med kuratorerne Anne Møller Christensen og Sara Løvschall Grøntved, der anser projektet som et interessant og eksperimenterende format, når man taler om noget så traditionelt som en kunstudstilling.

Om det udtaler kurator Sara Løvschall Grøntved:

“Med BUZZ frigør vi kunstudstillingen fra sine faste rammer med vægge, adresse, fikserede åbningstider og den “objektive” fremstilling, hvor udstillingen er en fysisk manifestation af ideer, bestående af sammensatte objekter uden for menneskekroppen. Kroppen som udstillingssted blander alle mulige andre ting ind i ligningen såsom identitet, fordomme, vores opfattelse af kroppen som et subjekt og håret som indikator for køn, æstetik og mange andre symbolske sammenhænge. Det er vildt spændende!”

Viggo Mattssons værk, som er det første af i alt tre udstillinger i forbindelse med BUZZ. Foto: Noah Holtegaard.

Viggo Mattssons værk, som er det første af i alt tre udstillinger i forbindelse med BUZZ. Foto: Noah Holtegaard.

Udstillingsperioden for BUZZ er fra d. 19. december og til og med marts 2022, og man kan være heldig at støde mere eller mindre tilfældigt ind i udstillingerne i løbet af perioden i Aalborgs gader. Men der er også allerede lagt et program for en række happenings, hvor BUZZ officielt holder åbent. BUZZ kommer til at “poppe op” forskellige steder i bybilledet i Aalborg. Den officielle åbning af BUZZ sker hos Brolandingerne den 19 december kl. 15-18 i Aalborg Artist’s Associations udstilling Stadium, der har sidste åbningsdag denne dag. Allerede den 21. december er udstillingen åben igen til en happening i Friis Shoppingcenter mellem kl. 16 og 17. Man kan følge med på instagramprofilen BUZZ.exhibition, hvor BUZZ bliver dokumenteret og præsenteret i løbet af perioden for et publikum i og udenfor Aalborg.

BUZZ er støttet af Aalborg Kommunes Kulturpulje.

Later Event: January 6
JAVIER ALVAREZ SAGREDO "BABY"