Back to All Events

"BUTTERFLY! ARKENS SAMLING KURATERET AF ESBEN WEILE KJÆR" 📷


  • Arken, Ishøj Skovvej 100 Ishøj, 2635 Denmark (map)

Esben Weile Kjær, Butterfly, 2022. Foto: Courtesy kunstneren.

Pressemeddelelse, januar 2023

Under titlen BUTTERFLY! åbner Esben Weile Kjær d. 10. februar sin personlige iscenesættelse af ARKENs samling. I udstillingen bliver den besøgende inviteret til at opleve museets værker i en scenografi, der minder om en forladt skaterpark eller et filmsæt, der ikke længere er i brug. En to meter høj tegneserieinspireret sommerfugl med dødsmetal-makeup, hilser publikum velkommen.

Grundstenen til Weile Kjærs fascination af ARKENs samling blev lagt allerede, da han var ganske ung: ”Jeg husker tydeligt mit første besøg på ARKEN. Jeg var 15 år og genkendte mit liv i mange af værkerne. De lignede den verden, jeg var vokset op i. Damien Hirsts sommerfuglemalerier, Wolfgang Tillmans fotografi af grøntsager og cigaretskodder, Micha Kleins ‘Crystal Powder from God’. Det var en oplevelse med kunst, jeg ikke havde haft før. Der havde altid været en indlagt distance. Værkerne på ARKENs vægge lånte fra populærkulturen i 90’erne og 00’erne: magasinforsider, cd-covers og musikvideoer. De vækkede en nostalgisk følelse i mig,” siger Esben Weile Kjær.

BUTTERFLY! ARKENs samling kurateret af Esben Weile Kjær. Foto: Frida Gregersen.

Siden har kunstneren haft en forkærlighed for ARKENs samling, og Esben Weile Kjær kigger i udstillingen tilbage på særligt de 90’er-kunstnere, der har været med til at forme hans egen generation. Hvad blev der af den optimisme, radikalitet og forestilling om frihed, der prægede kunsten i tiden efter murens fald? På hvilken måde er vores medierede hverdag i dag et resultat af datidens tro på den teknologiske udvikling? Det er nogle af de aktuelle spørgsmål, som Esben Weile Kjær inviterer publikum til at reflektere over i sin personlige iscenesættelse af ARKENs samling. Selv siger han:

”Jeg har lyst til at vise ARKENs billeder på en ny måde. Jeg synes, vi skal kigge på dem igen. Dvæle ved dem og prøve at forstå os selv ud fra dem. Ikke som vi var, da de blev skabt, men som vi er i dag.”

BUTTERFLY! ARKENs samling kurateret af Esben Weile Kjær. BURN OUT (Jes Brinch & Henrik Plenge Jakobsen) Engangssprøjte, 1996. ARKEN Museum for Moderne Kunst, deponeret fra Leif Djurhuus Collection, 2007. Foto: Frida Gregersen.

BUTTERFLY! ARKENs samling kurateret af Esben Weile Kjær (Kirsten Ortwed). Foto: Frida Gregersen.

Esben Weile Kjær har med udgangspunkt i sine barndoms- og ungdomsminder skabt et miljø, hvor graffiti og kasserede skaterramper danner ramme for et udvalg af mere end 50 værker fra ARKENs samling samt et helt nyt værk, som kunstneren har skabt særligt til udstillingen.

’Coming of age’, seksualitet og den enkeltes relation til underholdningsindustrien er nogle af de temaer, der løber gennem udstillingen, som har soundtrack af Courtesy, komponist og DJ på den legendariske Berlin-natklub Berghain, og graffiti malet af den danske kunstner Mira Winding. Udstillingen viser værker af blandt andre Nancy Burson, Sophie Calle, Ruth Campau, Claus Carstensen, Damien Hirst, Henrik Plenge Jakobsen, Micha Klein, Jouko Lehtola, Sarah Lucas, Wolfgang Tillmans og mange flere.

BUTTERFLY! ARKENs samling kurateret af Esben Weile Kjær. Foto: Frida Gregersen.

BUTTERFLY! ARKENs samling kurateret af Esben Weile Kjær. WHITE LOVE (Henrik Plenge). Foto: Frida Gregersen.

Esben Weile Kjær (f. 1992) dimitterede fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2022. Han har desuden en baggrund som DJ og en uddannelse i Music Management fra Det Rytmiske Musikkonservatorium. I sine performances, installationer og skulpturer undersøger han sin egen generations identitetsdannelse, populærkulturen og teknologiens rolle for oplevelsen af fællesskab og frihed. Esben Weile Kjær har haft flere soloudstillinger, bl.a. på Kunstforeningen GL STRAND og Copenhagen Contemporary, og har vist sine værker internationalt på Museum Tinguely, Centre Pompidou og Berghain. Esben Weile Kjær har senest været aktuel i gruppeudstillingen En Anden Surrealisme på Den Frie og med installationen HYPER! på BFI i Miami. I 2022 modtog han Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats talentpris.

BUTTERFLY! ARKENs samling kurateret af Esben Weile Kjær. Foto: Frida Gregersen.

GRAND OPENING:

Vær med til at markere åbningen af forårets to store udstillinger REFIK ANADOL – NATURE DREAMS og BUTTERFLY! ARKEN inviterer alle der har lyst med til fernisering, så tag gerne familiemedlemmer eller venner med. Gratis adgang kl. 18-23.

Program:

  • Kl. 18.00: Dørene åbner

  • Kl. 18.30: Velkomsttale ved direktør Marie Nipper

  • Kl. 19.30: Performance ved Esben Weile Kjær

  • Kl. 20.00: En række DJs spiller i DETLEFS-SALEN

  • Kl. 23.00: Aftenen slutter

I Foyeren kan vin, øl og vand købes for 15 kr., og det vil være muligt at tilkøbe en let anretning. Ønsker man at spise i caféen skal der bestilles bord på cafe@arken.dk

Praktik og busser:
Det vil være muligt at blive kørt direkte til ARKEN i bus fra Kongens Nytorv kl. 17.30. Plads reserveres på bus@arken.dk. Den kører retur fra ARKEN kl. 23.30 til Kongens Nytorv. Ankommer du med S-tog kører bus 128 mellem Ishøj Station og ARKEN to gange i timen med sidste afgang fra ARKEN kl. 23.33.


Åbning: Torsdag d. 9. februar, kl. 18-23.
Udstillingsperiode:
D. 10. februar - 31. december, 2023.

ARKENs udstillinger i 2023 er støttet af Augustinus Fonden.