Back to All Events

BOGLANCERING: INUUTEQ STORCH "NECROMANCER"

  • Le Petit Voyeur, København Sølvgade 5 København, 1307 Denmark (map)

Inuuteq Storch, Necromancer. MARROW PRESS, 2024.

Pressemeddelelse, februar 2024

Inuuteq Storch har de seneste år markeret sig som en lysende stjerne på den internationale fotoscene. Ikke mindst med hans udtagelse som repræsentant for Danmark til Venedig Biennalen, 2024. Storchs personlige, rørende og til tider syrede billeder dokumenterer den hverdag der eksisterer omkring ham og de mennesker der bevæger sig i den.

Uanset om det er i New York, som i hans fotobog Flesh eller i hans hjemby Sisimiut, der er omdrejningspunktet for hans bog Keepers of the Ocean. En rød tråd i Storchs arbejde er hans ophav. Han arbejder for at skabe fortællinger fra et grønlandsk perspektiv og dermed bidrage til en større international forståelse for både fortidens og nutidens Grønland.

Necromancer handler netop om det grønlandske samfund under coronapandemien. Her giver Storch sit blik på de følgevirkninger og effekter en pandemi har på et samfund som det grønlandske. Billederne er ikke klassisk dokumentariske (og ikke nødvendigvis kun fra Grønland), men nærmere arbitrære nedslag i følelser og stemninger, der med en fortættethed og melankoli i høj grad synes forbundet med det spirituelle. Under bogens tilblivelse voksede Storchs interesse for åndemanere – deraf også titlen Necromancer (åndemaner) – og forbindelsen mellem den fysiske og de åndelige verdener.

Inuuteq Storch, Necromancer. MARROW PRESS, 2024.

Inuuteq Storch, Necromancer. MARROW PRESS, 2024.

Samtidig tager billederne udgangspunkt i det post-apokalyptiske aspekt af en verdensomspændende pandemi, de uoverskuelige personlige konsekvenser heraf, samt følelsen af at være helt alene i verden. Bogen har – som alt Storchs arbejde – en klar poetisk åre, der inviterer læseren til at leve sig ind i Storchs rastløshed eller skabe egne fortolkninger ud fra billederne.

Bogen cementerer Storch som en af sin generations vigtigste stemmer inden for kunstfotografiet og åbner op for en verden af mystik, relationer, isolation, savn, kærlighed og kompleksitet. Storchs unikke blik på sig selv og sine omgivelser gør bogen til en væsentlig fysisk manifestering af hans virke og skal medvirke til at sprede kendskabet om både Storch og den grønlandske kultur – set med grønlandske øjne.

Bogen bliver for første gang tilgængelig for offentligheden ved udgivelsesreceptionen d. 28. februar i bogbutikken Le Petit Voyeur.

Boglancering: Onsdag d. 28. februar, kl. 16-19.


INUUTEQ STORCH (f. 1989), fotograf og kunstner, arbejder med en dyb forbindelse til sit hjemland. Storch er født, opvokset og bosat i Sisimiut i det vestlige Grønland og er uddannet fra International Centre of Photography i New York og Fatamorgana School of Photography i København. Han har gennem omfattende rejser og med adskillige internationale udstillinger placeret sig som en af de største talenter på den internationale foto- og kunstscene. Storch udforsker sin grønlandske identitet gennem en blanding af personlige fotos samt arkivarisk arbejde. Hans værker, bredt udstillet på den internationale scene, inkluderer en række bemærkelsesværdige fotobøger: Porcelain Souls (2018), Flesh (2019), John Møller – Mirrored, Portraits of Good Hope (2021) og Keepers of the Ocean (2022). Gennem sit objektiv fortsætter Storch med at bidrage betydeligt til den globale samtale om identitet, arv og kraften i visuel fortælling. Udover sine individuelle kunstneriske bedrifter har Storch en visionær målsætning – at etablere et grønlandsk museum for fotografi. Han understreger betydningen af at bevare og fremvise den visuelle arv fra Grønland som en vital del landets samlede kulturarv.

MARROW PRESS er et nystartet forlag med blod på tanden og en finger på pulsen inden for kunst, kultur og design. Forlagets formål er at udgive kontemporære publikationer af højeste kvalitet og relevans med fokus på både indhold, formidling og bogens fysiske form. Bag forlaget står Jacob Birch og Finn Dahlgren fra den grafiske tegnestue Spine Studio. De har mange års erfaring fra kunst- og forlagsbranchen og tager nu skridtet ud i selv at udgive. Udover Inuuteq Storchs Necromancer har forlaget allerede udgivet Salad Days med fotograf Fryd Frydendahl og monografien Personal Statement med Astrid Svangren. Forlaget har desuden flere nye titler undervejs, blandt andet en bog om Poul Gernes’ kontroversielle udsmykning af Palads Teatret, samt adskillige andre projekter.

Earlier Event: February 24
MOGENS JACOBSEN "RESTRUKTION" 📷
Later Event: February 29
KEVIN MALCOLM "IMPARTIAL SPECTATOR"