Back to All Events

ANNA BJERGER "DARK LIGHT"


  • Gl. Holtegaard, Holte Attemosevej 170 Holte, 2840 Denmark (map)
Anna Bjerger, Peek, 2020.

Anna Bjerger, Peek, 2020.

CORONA UPDATE, MAJ 2020

Endelig er der lys i mørket på Gl. Holtegaard. Regeringens længe ventede forhandling om en udvidet fase 2 af genåbningen af samfundet som følge af COVID-19 betyder nu, at kunsthaller føjes til listen over institutioner, der kan åbne for offentligheden.

Derfor glæder vi os naturligvis til at åbne dørene allerede på fredag, 22. maj, hvor den svenske billedkunstner Anna Bjergers udstilling Dark Light står klar til at byde publikum indenfor.

Maria Gadegaard glæder sig over endelig at kunne åbne kunsthallen for besøgende: “Vi har været klar med udstillingen siden 1. maj, så vi er glade og lettede over, at vi nu kan byde publikum indenfor til en juvel af en udstilling med nye værker af Anna Bjerger, som er udarbejdet specifikt til Gl. Holtegaards barokke hus og have. Glæd jer til Bjergers dragende maleri, som udgøres af landskaber og ting fra hverdagen, men altid med sælsomme og pirrende undertoner.”

Ny udstillingsperiode: D. 22. maj - 12. juli, 2020.


Pressemeddelelse, april 2020

Med energiske penselstrøg og langsom akkuratesse fremmaner den svenske billedkunstner Anna Bjerger en velkendt og sanselig billedverden, der gemmer på tvetydige undertoner af længsel og ensomhed. Nu skaber hun sin hidtil største soloudstilling i Danmark på kunsthallen Gl. Holtegaard.

En kvindes uudgrundelige blik, en skødesløs hånd med en rygende cigaret, et landskab med mørke vandrende skikkelser, en agurkeplante. Den svenske billedkunstner Anna Bjergers figurative motiver er enkle og gådefulde. Maleriet er både virtuost, underspillet og umådeligt sanseligt.

Til udstillingen Dark Light på Gl. Holtegaard har Anna Bjerger produceret en lang række nye værker – både små intime og store panoramiske oliemalerier samt bemalede lamper og havestole. Allesammen fører de en poetisk dialog med kunsthallens stemningsfulde barokanlæg.

Anna Bjergers malerier hænger sammen i serier, tænkt til præcis det sted, hvor de skal udstilles. Udstillingens værkserier er inspireret af kunsthallens hjemlige atmosfære, de barokke arkitektoniske stiltræk og den historiske have, der hører til Gl. Holtegaard. Kunstneren tager os med på en rejse mellem lys og mørke og fra hjemlige interiører til vilter og storladen natur.

Anna Bjergers malerier bliver til igennem månedlange researchprocesser, hvor kunstneren arbejder ud fra en idé og fortælling. Motiverne finder hun i blandt fotografier, som hun henter fra sit arkiv af magasiner, tidsskrifter og gamle fotobøger. Kunstnerens billedverden og særegne kompositioner skaber associationer til nutidens Instagramkultur. Nøgne fødder på et blødt underlag, en velplaceret ost i perfekt belysning, et halssmykke på gylden sommerhud. Beskueren har rollen som en slags voyeur, der får et flygtigt glimt ind i fragmenterede, intime og private billedrum, der er både fascinerende og tiltrækkende.

Men Anna Bjerger giver os ikke svaret på, hvad vi skal se i hendes motiver. Vi ser kun et fragment af en helhed, men alligevel aner vi tvetydige og ildevarslende undertoner. Er kvinden bange og gemmer sig, eller er hun bare lige vågnet i værket Peek? Er det blod eller neglelak under neglen i Ash? Små detaljer i motiverne får beskueren til at stille skarpt, fordi betydningen er uskarp.

Essensen af værkerne ligger ikke i motivet alene. Bjerger er optaget af forvandlingen fra fotografi til maleri, og hvad der sker, når hun giver et banalt foto opmærksomhed og tyngde. Hun maler med en særlig fornemmelse for, hvordan syns- og følesansen er forbundet. Uanset om motivet er udført med livlige penselstrøg eller sirlige detaljer, så mærker man en intens opmærksomhed på overflader, lysforhold og materialer. Anna Bjergers værker har nærmest filmisk karakter. Som beskuere finder vores øjne langsomt sammenhænge mellem værkerne og skaber historier på tværs af motiverne, når vi klipper dem sammen til en film for vores indre øje. Det er her dramatikken og sammenhængen opstår. Med ét står vi – præcis som det er kunstnerens intention – med hver vores indre fortælling skabt af intimitet, uhygge og poesi.

Anna Bjerger (f. 1973) bor og arbejder i Småland, Sverige. Hun er uddannet i London med en BA i Fine Art fra Central St. Martin’s School of Art and Design (194-197) og en MA i maleri fra Royal College of Art (1999-2001). Hun har udstillet i ind- og udland og er repræsenteret i museumssamlinger som Louisiana (DK), Moderna Museet (SE), Stedelijk Museum (NL), The Akzo Nobel Art Foundation (NL), Collectie G+W Sittard (NL), Vinunic (SE), Zabludowicz Collection (UK) og Sveriges Radio (SE).

Formidlingsprogram
Som noget nyt etableres der et kreativt værksted for børn og voksne i udstillingen, der giver mulighed for inspirerende familieaktiviteter i hele udstillingsperioden. Derudover suppleres udstillingen af et arrangementsprogram, hvor man bl.a. kan møde Anna Bjerger selv i samtale med forfatter Dorthe Nors. Man kan også gå med på omvisningerne Kunst & Cider, der introducerer udvalgte værker, samtidig med at der bydes på et glas af Gl. Holtegaards æblecider.

Det endelige program offentliggøres snarest på www.glholtegaard.dk.

Corona-info
Gl. Holtegaard følger de danske myndigheders retningslinjer for en gradvis genåbning af samfundet som følge af corona-krisen. Derfor vil en genåbning af kunsthallen ske efter alle de sundhedsfagligt forsvarlige tiltag, der må blive nødvendige. Dette betyder også, at der ligeledes kan forekomme ændringer i udstillingens kreative værksted samt arrangementer. Hold dig opdateret på vores hjemmeside.

Efter ny udmelding fra regeringen åbner udstillingen for publikum mandag, 8. juni kl. 12. På Gl. Holtegaard følger vi naturligvis sundhedsmyndighedernes retningslinjer for COVID-19. En forsigtig genåbning af kunsthallen sker derfor med alle de sundhedsfagligt forsvarlige forholdsregler, der må være nødvendige.

Udstillingen er generøst støttet af: Det Obelske Familiefond. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst støtter Gl. Holtegaards udstillingsprogram.

Later Event: May 22
LISA KOTTKAMP "WINDOWS"