Back to All Events

ÅBNING AF PLATFORM BUNKER


  • platform BUNKER, Frederiksberg Rolfsvej 10 Frederiksberg, 2000 Denmark (map)
platform BUNKER. Foto: Ole Akhøj.

platform BUNKER. Foto: Ole Akhøj.

Pressemeddelelse, april 2021

Torsdag d. 29. april kl. 15 åbner Frederiksbergs nye eksperimenterende platform for samtidskunst. Med støtte fra Statens Kunstfond og Frederiksberg Fonden byder platform BUNKER i 2021/22 på en række tværæstetiske oplevelser med nationale og internationale kunstnere. Værkerne bliver skabt stedsspecifikt til bunkeren, og præsenterer performative, intime totaloplevelser.

Bunkerens særegne arkitektur udfordrer det traditionelle udstillingsrum og muliggør nye udstillingsformater. Grundet sin størrelse, hvælving og byggematerialer er bunkeren oplagt til audiovisuelle performances, der stimulerer sanserne i 360-graders oplevelser. platform BUNKER er hverken en scene eller en white cube men et altomfattende, inkluderende og intimt rum, der giver kunstnere mulighed for at nytænke selve publikumsoplevelsen gennem aktiv engagement af de deltagende.

platform BUNKER ligger i en gård på Frederiksberg i hovedstadsområdet, hvor der blandt andet er en legatbolig-opgang fra 1948 med kvindelige kunstnere. Det var den tidligere formand for Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS), Elisabeth Neckelmann, (1884-1956), der i 1948 købte ejendommen Rolfsvej 10 for arven efter sin mor og her oprettede en stiftelse med ti legatboliger, der den dag i dag tildeles “ældre ubemidlede kvindelige billedkunstnere og musikere”. Neckelmann kæmpede gennem sine 30 år som formand for KKS (1924-54) for ligestilling. “Foruden at bestride formandsposten stillede hun sit hjem til rådighed og sørgede for mad og drikke ved møderne. Desuden lod hun sig ofte interviewe til dagbladene, hvor hun hellere ville tale om kvindelige kunstneres situation end om sin egen kunst. Yderst velformuleret argumenterede hun for kvinders ret til at være fuldtidskunstnere på lige fod med mænd.”

Elisabeth Neckelmann var nytænkende for sin tid hvor hun kæmpede for ligestilling i kunsten. Nøgleordet for platform Bunker er netop ligestilling. Ligestilling mellem kønnene, men også ligestilling mellem aldersgrupper, mellem nationaliteter og mellem kunstarter.

For at gøre opmærksom på den unikke ejendom samt hædre en enestående kvinde, markeres åbningen af platform BUNKER med en serie korte visninger af fire af opgangens kunstnere.

Anne Gudrun Sejersen
29. april - 2. maj 2021, Installation

Installation, som ved hjælp af lysspots kaster skygger på væggene og danner billeder derpå. Installationen af værker, tager udgangspunkt i to af det førindustrielle bondesamfunds redskaber af udskåret træ, manglebrættet og banketærsklen. Begge objekter blev brugt som kærestegaver. Sejersen er interesseret i hvordan forandring er en konstant, og den samme historie kan ses, tydes og (mis)forstås på mange måder.

Tine Meyer
”Naturbeskyttelsesrum”

6. - 9. maj 2021, Installation og Grafik

Udstillingen viser et samspil mellem naturobjekter og grafiske værker, der ceremonielt vækker tanker om naturens tilstand og menneskets indblanding deri. Har naturen brug for et beskyttelsesrum?

Natalie Mégard
13. - 16. maj, Skulptur

Skulpturer som refererer til de renoveringsopstillinger, man ser ude i byen, med stilladsnet spændt over en hel bygningsfacade. Hvad der foregår bag disse opspændte net i byen er meget enigmatisk: hvad er bygningen ved at blive forvandlet til? Udvider den sig i rummet ved opsætning af nye altaner? bliver bygningen malet lysegrøn? Man holder vejret indtil nettet forsvinder. På den måde er der mulighed for en forvandling som kun fantasien sætter grænser for.

Lene Rasmussen
”Museum for det henlagte til eventuel senere anvendelse"
”Museum objectorum depositorum fortasse postea utilium"

20. - 23. maj, Installation

Mit værk er skabt som et dyk ned i min indsamling og arkivering af objekter og tankestof til eventuelt senere brug. Først når et fænomen/objekt er navngivet, formuleret i et sprog, det være sig det talte sprog, matematikkens, billedkunstens eller musikkens, kan man formidle det videre til andre mennesker. Nu indsættes objekterne i et kunstværk og indgår derved i et sprog. Installationen viser temaer i tilværelsen: 1. Legen, livet. 2. Naturen, døden. 3. Kunsten, evigheden.


Efter de fire kunstnere fra Rolfsvej 10, følger et to-årigt kurateret program med inviterede internationale kunstnere: Oskar Koliander (juni 2021), Ann Louise Andersen (oktober 2021), Tulle Ruth (april 2022), Marcella Lucatelli (juni 2022) og Judy Suh (august 2022).