Back to All Events

ÅBNING AF OFFICE OG EMERGENCY – KRISEKONTOR FOR DE BEKYMREDE

  • Office of Emergency, København Vesterbrogade 101, kld. København, 1620 Denmark (map)
Office of Emergency – Krisekontor for de bekymrede. Foto: Signe Vad.

Office of Emergency – Krisekontor for de bekymrede. Foto: Signe Vad.

Pressemeddelelse, februar 2020

Office of Emergency – Krisekontor for de bekymrede. Kom ind og få en snak om verdens tilstand; del din viden, få nye indsigter, lad os tale om sandsynligheder og muligheder. Sådan står der på skiltet til kælderbutikslokalet, hvor Office of Emergency (OoE) opstår i foråret 2020.

Office of Emergency er midlertidigt kontor for helt almindeligt nysgerrige og bekymrede borgere; for dem, der ligesom os, reagerer på den undtagelsestilstand vi står overfor, ifølge FN’s seneste IPCC rapport. Vi står foran en mulig klimakatastrofe og den sjette masseudryddelse. Vi er i en tid hvor videnskaben præsenterer dystre prognoser, samtidig med at nye tiltag pibler frem i sprækkerne. Fremtiden byder på gennemgribende ændringer i vores levevis og bevidsthed, hvis vi skal nå at rette op på dette.

Hvad kan vi gøre for ikke at blive apatiske i denne foruroligende situation, hvordan motiverer vi handlekraft i dette mulige dystopiske scenarie? Jeg oplever at møde, samtale og erkendelse pt. er et af de vigtigste redskaber mod frustration og apati, derfor har jeg udformet et dialog- og samtænknings-kunstprojekt, som bidrag til den vigtige bølge af bevidsthedsændring, der er begyndte at rulle.

OoE opstod som kunstnerisk modgift til en apatisk tendens i samtiden, hvor erkendelse af omstændighederne og derefter konsekvenserne af at stå op for sin overbevisning, virker uoverskuelige. OoE er et aktivistisk kunstprojekt, som handler om at åbne samtalen om tingenes faktiske tilstand, ikke som en dramatik, men som den daglige omstændighed vi lever under i 2020.

Projektet er udviklet som en ny form for platform, der henvender sig til almene borgere på den ene side og kunstsektoren på den anden side. Der lægges vægt på tre ting: at opbygge mellemmenneskelige møder; at skabe rum for samtale om realiteter og videnskab; samt lokalt og internationalt opstarte en platform for research, dialog og udvikling af sanselige, bio-holdbare omtænknings-modeller for kunstsektoren.

Praktisk info
Kontoret vil fast være åbent tirsdage og torsdage kl. 14-17, samt fredage kl. 14-18. I dette tidsrum vil det være muligt at gå ind fra gaden, blive inviteret på en kop kaffe og en snak om virkelighed, muligheder, fantasi og omstændigheder. På kontoret vil der være forskellige sanse og kunstoplevelser, man kan f.eks. låne et alternativt Survival Kit skabt af kunstnerne Elena Lundquist Ortíz og Sara Arenfeldt Kragh, eller modtage og viderebringe en budstikke, afsendt af Kunstnerne fra Skup Palet i Göteborg. I løbet af foråret åbner kontoret en radiokanal, med samtaleradio om ’den lyserøde elefant’ og der vil være samtalesaloner om udvikling af sanselige, bio-holdbare omtænknings-modeller for kunstsektoren. Hvordan kontoret ellers vil udvikle sig vil tiden vise, stedet følger de strømninger der opstår og udvikler sig organisk derfra.

OoE er skabt af billedkunstner Signe Vad som del af the Syndicate of Creatures (tSoC).

Åbning: Lørdag d. 29. februar, kl. 13-17 | Facebook event
Der vil være performance og lidt at drikke.
Kontorets åbningstider: Tirsdage og torsdage: kl. 14-17, samt fredage: kl. 14-18.

Earlier Event: February 28
BO RUNE MADSEN "JEG HAR FÅET EN HALE"
Later Event: March 1
LISE NØRHOLM "KABINE" 📷