HVOR EN RELATION BEGYNDER OG HAR SIT OPHAV

Samme dag at jeg skriver dette andet indlæg, læser jeg Marguerite Duras ”Sommeren 80”. Det er en samling af hendes tekster til Libération i en tremåneders periode, og indledningen handler om det opdrag, hun fik af Serge July, men også hendes tanker om at skrive så forpligtet som til en avis og love ugentlige indlæg.

Jeg hæfter mig ved ord som umuligt, pjaltede tekster uden kontakt, fortabte tekster. Hendes ord vækker genklang i mig og mine egne forbehold overfor at dele mine tanker på blogs. Ens helt egne tanker der står og lyser hen over skærmen, og som nu ikke længere kun handler om mig selv men også om min kusine og vores relation ind i de kreative universer. Kan jeg overhovedet se en sådan relation udefra med et skrivende blik?

Det sidste stykke tid har jeg tænkt meget på begyndelsen i forhold til Gaias og mit. Hvor en relation begynder, og hvor den har sit egentlige ophav. Der er ingen tvivl om, at vi er tætte, og jeg tror bestemt, at vi er blevet tættere, eftersom vi er blevet ældre, og ikke mindst idet at vi begge to har valgt kreative erhverv. Vi har fulgtes ind over to store hurdler, og det tror jeg også er af betydning. Først ønsket om at blive en del af et kreativt fællesskab og en skole i de håbefulde, og ind imellem fortabte, 20’ere og dernæst ønsket om at slippe lige netop den tanke om den institutionaliserede læring og skabe sin egen vej.

Det er den ene side, tror jeg. Den anden side er tilfældet. Hvis jeg var kommet ind på journalisthøjskolen for ti år siden, var jeg flyttet til Aarhus, og med den karrierevej, som min kusine har ind i skuespillet, kunne hun ligeså godt være havnet i Berlin. Men vi endte begge to i København, og det tror jeg også har en betydning for vores venskab og relation.

Jeg har set stort set alle hendes teaterforestillinger, og hun har været med til mine udgivelsesreceptioner gennem de sidste fem år. Når der er underskrevet kontrakter, er der champagne i Enghaveparken og ved helt særlige lejligheder også en cigaret på bænken. Hun kommer hjem til mig, når der er præmiere på Danish Dynamite, fordi jeg er den eneste af os, der har et tv, og pt. mens hun bor midlertidigt i Aarhus, står et par af hendes flyttekasser her på gulvet ved siden af mig på Vesterbro.

Den tredje side af relationen er hvad skuespillet og forfatterskabet har til fælles. Gaia og jeg har haft et utal af snakke om, hvad der gør en god skuespiller, og hvad der gør en god forfatter, og om vores favoritter. Hvor meget af det der handler om håndværk og metode og vilje, og hvor meget af det der handler om talent. Jeg tror, at en af de ting, som Gaia har lært mig mest om, er, hvor meget man bruger sin krop både som skuespiller men også som forfatter, og at der er nogle grænser ind i fagene, der skal trækkes, hvis man er sensitiv og ikke vil kuppes. At man som skuespiller og forfatter trækker på noget indefra, som man ikke behøver hverken at forklare, undskylde eller udlevere.

Så, har vi nogensinde lavet noget sammen? For et par år siden sendte Gaia mig en opfordring til at skrive et manuskript til Dramatisk Debut. Det havde jeg aldrig gjort før, og jeg skrev et, hvis jeg selv skal sige det, meget alvorligt og filosofisk stykke om ting, der bliver væk, og jeg drømte meget om de 10.000 kroner, man kunne vinde. Jeg kom ikke igennem alle tre runder, og manuskriptet så aldrig scenelyset. Det er alt sammen vand under broen nu, ligesom så meget andet som jeg har skrevet. Til gengæld havde vi en fantastisk gennemlæsning på Amager, hvor vi drak hvidvin, og Gaia læste alle sine roller med Bodil Jørgensens stemme, så vi bagefter havde ondt i mavemusklerne (Det er hun nemlig også ret god til, skulle jeg hilse at sige).