DEN FORBANDEDE ARTSELFIE
mandag 3-11-2014


#momaselfie

Kunstformidling fylder mere og mere på museer verden over, og det er ikke længere nok bare at understøtte kunstens fortælling. I Danmark har vi set initiativer som kunstafstemninger, musik komponeret særligt til et værk, tonsvis af QR-koder, apps og touch-screens, særlige kunstklubber og nu også en omfavnelse af hashtag- og selfiekulturen.

I løbet af de seneste tre år har vi oplevet en stigende søgen efter brugerinddragende formidlingsmetoder blandt landets kunstinstitutioner. I lang tid var debatten især centreret om, hvordan man “lokker” de unge (som man ellers var ved at miste) ind på museerne, især vha. apps og ny teknologi, imens kunstneren og kunstens egne historier trådte lidt i baggrunden. Det styrkede fokus på kunstformidling har ledt rigtig mange gode initiativer med sig, og det er efterhånden sjældent, at der ikke hører en eller anden form for digital interaktivitet med til en ny udstilling. Mange af idéerne er gode, men hvad sker der, når kunstformidlerens higen efter brugerinvolvering overskygger kunstens fortælling? Vi skriver denne (meget lange) artikel, fordi vi er nysgerrige på, hvilke refleksioner der går forud for kuratorernes valg af formidlingsstil og for at blive lidt klogere på begrebet #artselfie. Se det som et indblik i vores undersøgelse og kom endelig med dine egne tanker og oplevelser i kommentarfeltet nederst i indlægget.


#artselfie

Starten på et fænomen
#artselfie er en sammentrækning af ‘art’ (kunst) og ‘selfie‘ som er et fotografi, man tager af sig selv, oftest med en smartphone, til brug på sociale medier. Ordet ‘selfie’ blev kåret som word of the year af Oxford Dictionary i 2013, men allerede i 2012 opstod #artselfie’en, da DIS Magazine’s Brian Droitcour skrev artiklen “Let Us See You See You” efter selv at have besøgt Sherrie Levine’s udstilling og taget et billede af sin refleksion i et af værkerne. “Is art a reflection of life? Do people respond to an artwork when they see something of themselves in it? These popular explanations of art’s appeal have the dullness of cliché, yet they throw sparks when they cross wires with Instagram.” Artiklen var en opfordring til læserne om at fotografere deres egne refleksioner i kunstværkers spejling, men efter kort tid var hashtag’et udvidet til at favne meget bredere, og det tæller på nuværende tidspunkt intet mindre end 13.642 opslag alene på det sociale medie Instagram.


Brian Droitcours #artselfie

I år udnævnte Mar Dixion fra CultureTheme d. 22. januar til at være international Museum Selfie Day, og hun opfordrede brugere af sociale medier over hele verden til at fotografere sig selv under et museumsbesøg og lægge billedet online under #museumselfie. Morgenen efter, kl. 09:30GMT, havde 11.143 forskellige mennesker bidraget til tagget med ialt 23.778 tweets, 5.591 billeder og 9 videoer. Ifølge CultureTheme er den næste Museum Selfie Day allerede fastlagt til d. 21. januar 2015.


#tateselfie, #artselfie, #koonsselfie

Afbrækkede legemer og “stillezoner
Siden januar 2014 har kunstselfien spredt sig til hele verden og til stort set alle med en smartphone, der besøger en kunstudstilling. Allerede dagen efter Museum Selfie Day bragte NY Magazine en liste over de 19 mest typiske #museumselfies, og Complex kårede Jay Z som dagens vinder med hans billede fra The Warhol Museum. Det hele virker jo egentligt ret uskyldigt og som en naturlig udvikling i en tid hvor selviscenesættelse og virtuel tilstedeværelse vægter ligeså højt som den fysiske og håndgribelige virkelighed. Mange har dog allerede kritiseret udbredelsen af kunstselfien og argumenteret for, hvordan at den er ødelæggende for den gode kunstoplevelse. Helt galt gik det d. 18. marts i år, da et selfieforsøg resulterede i, at en græsk-romersk statue fra begyndelsen af det 19. århundrede mistede sit ben på the Academy of Fine Arts of Brera i Milano.


Den græsk-romerske statue der mistede sit ben under et selfieforsøg.

Noget af den kritik der har mødte den nye tendens, er at kunstoplevelsen reduceres til at blive en del af ens selvskabte image på de sociale medier, og at den sanselige fordybelse bliver skubbet til side. “Going to a museum in the era of #museumselfie is less about what you see and how it makes you feel than what you get to check off your bucket list.” Sådan skriver Chloe Schama i en artikel på New Republic og argumenterer for, at selfie-fotograferne ikke kun ødelægger deres egen oplevelse af kunsten men også står i vejen og forhindrer ørige gæster i at fordybe sig i en udstilling. D. 15. september udtrykte Sir Peter Bazalgette, bestyrelsemedlem for Arts Council, en lignende bekymring for kunstselfiens påvirkning til The Telegraph, og han foreslog at indføre en daglig selfiefri time på museer og gallerier. Lidt ala en stillezone i et tog.


#artselfie, #museumselfie

En helt ny kanal for dumhed og ignorance
Én af de oplevelser som rigtig mange har skullet krydse af deres bucket list er Kara Walker’s enorme sukkerskulptur “A Subtlety” som, fra d. 10. maj til d. 6. juli, indtog den gamle Domino Sugar Factory i Wiliamsburg, New York. “A Subtlety” er en 12 meter høj sphinx-statue, gjort i raffineret, hvid sukker, som afbilleder en afroamerikansk kvinde. Statuen indtog den gamle sukkerfabrik i de sidste måneder inden dens nedrivning og fortæller en krystalklar fortælling om den hvide mands udnyttelse af de vestindiske øer, samt drager en parallel mellem raffineringsprocessen i fabrikken og i samfundet.


#karawalkerdomino

I artiklen “The Audacity of No Chill: Kara Walker in the Instagram Capital” på Gawker skriver Stephanye Watts om sin ikke udprægede positive oplevelse af udstillingen. “I obviously didn’t expect to start crying, but it happened and I let those tears run free. I was snapped out of my sob by a white guy yelling, “This is boring!” Tears for my ancestors turned into hot, angry tears. It took everything in me to not walk over and clobber him to death (…) Then came the photo ops, which ranged from the Munch/Home Alone/Scream face to sexually inappropriate. My head was spinning.” Stephanye udtrykker i artiklen, hvordan Instagram giver beskueren en helt ny kanal for at udtrykke sine platheder eksplicit, og hvordan vigtige emner på et splitsekund reduceres til en dårlig joke, der oven i købet deles til hele verden. Instagram bliver en undskyldning for at opføre sig respektløst, og i Stephanye’s tilfælde ændrer det hendes tårer af indlevelse til vrede.


#karawalkerdomino

I forbindelse med udstillingen opfordrede Creative Time, som stod bag projektet, de besøgende til at uploade deres egne billeder af statuen under #karawalkerdomino med det formål at skabe en komplet, digital 3D version af værket. Digital Sugar Baby står nu som en enestående brugergenereret dokumentation af et enestående kunstprojekt, hvilket jo tydeligt demonstrerer smartphonens potentiale i kunstformidling, men hvordan kan man tilskynde den slags konstruktive brug af sociale medier i udstillingskonteksten, og undgå at den slår over i dumhed og ignorance?


#karawalkerdomino

Kunstselfiens potentiale
I en artikel fra d. 19. marts 2014, på bloggen Public History Commons, stiller Emily Oswald spørgsmålet om kunstselfien er en brugerinddragende genistreg eller et tegn på en verden fyldt med selvcentrerede individer. Modsat mange af de kritiske udtalelser, som internettet flyder over med, forholder Emily sig positivt til fænomenet og har udarbejdet en liste over kunstselfiens potentiale.


#arosart

Første punkt handler om, hvordan de fysiske anstrengelser, som det kræver at udføre den helt perfekte selfie, tvinger fotografen ud i stillinger, som kan give et nyt syn på udstillingsrummet: “Selfies are an opportunity to shift our physical behavior in a museum gallery.” Endvidere pointerer Emily at det at tage en god selfie, kræver at man virkelig går i dybden med værkerne. En god kunstselfie kommenterer på et værks motiv, antyder en interaktion eller drager parallel mellem værk og virkelighed, og kun et skarpt blik på kunsten kan sikre at disse kvaliteter indgår i selfien. I tredje og sidste punkt fortæller Emily, hvordan hun blev overrasket over at se den diversitet og mangfoldighed som #museumselfie rummede efter Museum Selfie Day, og at museerne igennem kunstselfien måske kan nå et publikum, som ellers holder sig væk.


#arosart

“I would argue that museum selfies aren’t, or at least aren’t only, about bucket list experiences (though if museums were on more bucket lists, I certainly wouldn’t complain). They’re about representation, interacting with objects, and looking carefully at the collections that make museums numinous, immersive, soulful places,” siger Emily, og hun mener rent faktisk, at selfie-zoner kan få museumsgæster til at tænke mere over, hvad de ser, og hvordan det får dem til at føle.


#koonsselfie

“Koons is great for selfies!”
For ganske nyligt lukkede Whitney Museum of American Art i New York en omfattende retrospektiv udstilling med Jeff Koons, som strakte sig over fem etager og præsenterede en lang række værker fra Jeff Koons’ produktion i årene 1978 til idag. Som en del af udstillingens formidling opfordrede Whitney deres yngre publikum til at udnytte de reflekterende overflader i Jeff Koons’ ballondyr fra Celebration-serien til at tage en hurtig selfie og derigennem selvfølgelig promovere udstillingen til et, for museet, ellers utilgængeligt net af venner, benkendte og følgere. I en kort notits på Gizmodo udtrykker Leslie Horn dog sin ironiske skepsis: “The Whitney Museum just closed out one of the most influential selfie backdrops of the past three decades. Er, I mean the Whitney just closed out its Jeff Koons retrospective, an exhibit where it encouraged #teens to post #selifes with #balloondogs. Cool. Forget for a minute that Jeff Koons is one of the most successful and controversial artists of the last three decades. Forget opinions. Forget criticism. Forget art. F it all. This shit is made for selfies.”


#smkselfie

#Nårdedanskemuseerhoppermedpåtrenden
Herhjemme er bl.a. Louisiana, Statens Museum for Kunst og ARoS hoppet med på trenden med at opfordre de besøgende til både at dele deres oplevelser under et særligt hashtag og til at tage en kunstselfie (tjek for eksempel #louisianariverbed, #smkselfie og #arosart). Sidstnævnte museum åbnede d. 11. oktober en udstilling, hvis presseomtale i den grad har været præget af et simpelt, men effektivt, formidlingsgreb. I forbindelse med Michael Kvium’s “Fools udstilling på ARoS har kuratoren draget en parallel mellem værkernes konsekvent kvadratiske format og Instagram og dermed skabt #arosfools. Inden man forlader udstillingen inviteres man, via rekvisitter og forskellige backdrops, til at lave sit eget Kviumværk i form af en selfie, uploade billedet til Instagram og promovere udstillingen til vennerne. For at få en bedre forståelse for valget af netop dette formidlingsværktøj har vi taget en snak med udstillingens kurator Pernille Taagaard Dinesen. Læs med nedenfor.


#arosfools

I jeres nye Kvium-udstilling “Fools” opfordrer i jeres besøgende til at tage en selfie, der imiterer værkerne. Kan du kort fortælle, hvordan idéen opstod, og hvordan at den er blevet modtaget af jeres gæster?
Fortløbende har Michael Kvium og jeg, afledt af hans kunstneriske interesser, diskuteret livets tåbeligheder og menneskets idiotiske adfærd. På et tidspunkt udtaler Kvium, at Fools-serien er en demonstration af, hvordan mennesket er en mester i at definere de andre som fjolser, men sjovt nok går dommen aldrig den anden vej; rettet mod os selv. Fools-seriens ærinde er at ændre på dette perspektiv og få os til at indse, at vi i ligeså høj grad selv er nogle tåber. Vi lukker nemlig øjnene for verdens rædsler, alt i mens vi bruger vores kræfter på at individualisere os og fremstå unikke. Fakta er, at alle mennesker, uanset værdigrundlag, social status og økonomisk formåen, lider samme skæbne i sidste ende; døden. Hvad betegner vores trang til at fremstå enestående og adskilt fra gruppen bedre end samtidens selfiekultur? Som Kvium siger: ”Den moderne Fool er en selfie!” Deraf udsprang idéen om at lade museets gæster ”føle fjolset på egen krop” og bidrage til en visuel forlængelse af maleriserien.


#arosfools

Når man benytter sig af brugerinddragelse og lader ens besøgende være ansvarlige for en væsentlig del af udstillingens formidling, er der så ikke en risiko for, at man som museum mister “grebet” om fortællingen?
Nej, ikke hvis ”kontrol-tabet” er tilsigtet og ligger i forlængelse af kunstens ærinde, som det er tilfældet i Fools-udstillingen. Seriens pointe er netop, at det er din selverkendelse, der er i fokus. Den selverkendelse konkretiserer vi ved at motivere folk til at udvise en god portion selvironi, iscenesætte sig selv som et fjols, tage en selfie og bidrage til en stor digital fotovæg i særudstillingsgalleriet. Det er dig, der fører fortællingen videre. Det er dig, der bringer det kunstneriske budskab ud over udstillingens og museets fire vægge. Du tildeles altså en form for medansvar for udstillingen i dens helhed ved frit at tolke på dit indre fjols – alt sammen med kunsten som løftestang. Og folk elsker det! Modsat traditionel statisk formidling, som ved fx. vægtekster, er galleriet fyldt med latter, ihærdighed og kreativitet, når folk arbejder på at iscenesætte sig selv. Samtidig oplever vi, at folk bruger billederne som profilbilleder på de sociale medier. Det kan man tolke på, som man vil, men måske trænger selfien til en fornyelse; at vi vover at iscenesætte os som grimme, modsat hvad vi traditionelt kender selviscenesættelseskulturen for.


Foto lånt fra ARoS’ facebookside.

Har du selv nogle yndlingseksempler fra ARoS, hvor brugerinddragende kunstformidling er gjort på en god måde?
En væsentlig del af samtidskunsten er fænomenologisk funderet. Det vil sige, at kunstværkerne ikke er en isoleret kerne med en fasttømret sandhed knyttet til sig, men at betydningen først opstår i en fysisk relation til, og hos, de personer, der oplever kunsten. Olafur Eliassons Your rainbow panorama er et godt eksempel på kunst, der understreger, at du er det egentlige kunstværk (jf. titlen YOUR rainbow panorama). Det er din personlige oplevelse af farver og af farvernes indvirkning på din hjerne, som er regnbuens væsentligste ærinde. Brugerinddragende kunstformidling ligger på mange måder i forlængelse af den fænomenologiske kunst. Der er ikke nogen egentlig sandhed eller rigtig måde at opleve kunsten på. Du skaber den selv i kraft af din fysiske tilstedeværelse.

På ARoS har vi et fantastisk formidlingsprojekt for børn ved navn Fortælletæppet. Fortælletæppet giver plads til alle tolkninger af kunsten. Og med det mener jeg ALLE! Ofte fokuserer vi voksne på kunstens ”korrekte” fortælling. På fortælletæppet annulleres denne for et øjeblik. Børnene får lov til at beskrive, hvad de ser. Til at tolke frit på det, de oplever og give deres bud på, hvorfor værket overhovedet befinder sig på ARoS. Deres fantasi er tøjleløs i en grad, som vi voksne slet ikke kan hamle op med! Fortælletæppet giver børnene en idé om, at de er kunsteksperterne. Læringsprocessens traditionelle ”magtstruktur” vendes ligesom på vrangen, når børnene beretter, mens de voksne lytter. Projektet bidrager til at børnene ”tør” nærme sig kunsten, at de bliver trygge ved museumsinstitutionen, og at deres billedsans skærpes og udvikles uden at blive bremset.


#arosfools

Hvordan tror du, at idéer som #arosfools kommer til at påvirke fremtidig kunstformidling? Hvad er jeres egne tanker i forhold til implementering af interaktivitet i kunstudstillinger, og hvor går grænsen i følge dig?
På ARoS forsøger vi altid at være innovative, ikke mindst på formidlingsfronten, men aldrig på bekostning af kunsten. Kunsten er institutionens kerne, og det er den, der definerer alle de tiltag, vi gør; herunder også formidlingen. Jeg kan derfor ikke klart definere, hvor grænsen for museumsformidling går, da den, sammen med kunst, jo er i konstant udvikling og fornyelse.


#museumselfie, #jornselfie

Afstanden mellem beskuer og værk
Det er svært at komme uden om selfiens tiltagende indtog på kunstscenen. Efter at have været dykket lidt ned i emnet, er vi virkelig blevet overvældede over i hvor høj grad kunstinstitutionerne har omfavnet tendensen, og over hvor meget kritik det allerede har mødt. Vores egen bekymring handler især om, hvilke aspekter der reduceres, når digital brugerinvolvering presses frem, og om denne form for formidlingsmetoder af og til forlænger afstanden imellem kunstner, værk og publikum frem for at forkorte den.

Vi har set tilfælde, hvor hashtags aktivt er brugt til at fremme en ny og alsidig dokumentation af en udstilling, og vi har oplevet apps som, på en meget naturlig og understøttende måde, har ledt os igennem et kunstprojekt. Tilgengæld har vi også set rigtig mange eksempler, hvor de gode intentioner om interaktivitet både har forstærket upassende dumhed og overskygget kunstens egen fortælling. Efter vores snak med Pernille har vi en meget bedre fornemmelse af den tankekraft, der ligger bag et greb som #arosfools, og vi har fået placeret den brugercentrerede formidling i et større perspektiv. Det giver naturligvis mening at supplere fænomenologisk kunst med formidling, der forstærker beskuerens rolle og giver medansvar. Men hvilket ansvar er det, man pludselig lægger over på de besøgende, og hvordan sikrer man, at de har forstået deres nye rolle?


#monalisaselfie

Hvorfor overhovedet bekymre sig?
Et af de første spørgsmål, der mødte os, da vi begyndte at reflektere over begrebet, var “Why care?” Det er ingen hemmelighed, at kunst betyder ekstremt meget for os, vi har jo netop valgt at vie vores liv til formidling af denne gennem idoart.dk over de seneste 3,5 år. For os handler kunstformidling om at styrke en forståelse for kunstneren og menneskeliggøre den afsender, hvis produkt ofte får lov til at stå alene i et hvidt og koldt lokale. Vi synes, at kunstformidling skal give beskueren en mulighed for at lære kunstneren at kende. Selfiens grundidé går ud på at rette kameraet imod sig selv og udnytte ens omgivelser som scene, men altid at sætte sig selv i forgrunden. Med ryggen til kunsten. Vi synes bestemt, at museumsgæster skal fortsætte med at dokumentere deres oplevelser, bare de er opmærksomme på, hvad det er, de gør. Museerne er ikke en kulisse for vores kontrollerede selvbiografi på de sociale medier, men først og fremmest et mødested. Et sted hvor kunstnere og kunstinteresserede kan møde hinanden. Museernes rolle er at facilitere dette møde på den bedst mulige måde. Vi er glade for, at vi har museer, der gør en indsats for at forny og udfordre mødets karakter, for det må omfavnelsen af hashtags og selfies vel være et udtryk for, men vi skal huske, at vi, som besøgende og som kunstnere, har et fælles ansvar. Det er op til os at sætte grænsen. Hver gang at vi som besøgende stiller os med ryggen til et værk, så giver vi den form for interaktion vores støtte. Og når en kunstner f.eks. medgiver at have skabt værker, der er “great for selfies” og tillader den form for retorik, så forlænges distancen måske også.


#koonsselfie, #artselfie

I lang tid har den almene forståelse af kunst været, at det er noget, der er svært tilgængeligt, og at det nærmest kræver en længere videregående uddannelse at kunne forholde sig til den. Hvis den forståelse er den gængse, så har formidlerne fejlet. Den tendens, der er i gang nu, peger i retningen af, at kunst er noget som vi alligevel aldrig kommer til at forstå, så hvorfor ikke bare glemme dens præmisser og have det sjovt istedet? Problemet er, at hvis vi opdrager hinanden til at se kunstmuseerne som små tivolier, er der så ikke en reel risiko for, at grunden til at vende tilbage ikke længere er kunsten?

Der er helt sikkert en plads til brugerinddragende teknologi i kunstformidlingen, men hvordan sikrer vi, at den holder sig til at opfylde en understøttende og forstærkende funktion? Hvordan sørger vi for, at kunsten hverken er noget, som vi er bange for, eller noget vi skal gøre grin med? Og hvordan formindsker vi afstanden mellem kunstner, værk og beskuer?


#koonsselfie

Hvis du er nået igennem vores meget lange indlæg, og ikke har fået overdosis af kunstselfies, så har vi iøvrigt lavet en lille tumblr-blog (som var en del af vores visuelle research til indlægget). Den kan du se her.

Tags: , , , , , , , , ,





Indlæg af: RIKKE LUNA & MATIAS

Kommentarer til “DEN FORBANDEDE ARTSELFIE”
  • puk ewdokia siger:

    Det er et meget spændende emne at tage fat på! Angående digital brugerinddragelse og formidling, kan jeg nævne et eksempel, nemlig det nyåbnede Moesgård Museum. Jeg var derude i sidste weekend. De har i den grad satset på at inddrage museumsgæsterne på en helt ny måde. Udstillingerne om vikingetiden, bronzealderen osv., er gået fra at være flade vinduesudstillinger (i det forhenværende museum) til et helt univers af lyde, aktiv inddragelse, visuelle forklaringer – alt er digitaliseret. Min umiddelbare tanke er: hvem kommer det til gavn? Børnene især, nød godt af, at der skete noget omkring dem. At de kunne deltage aktivt og blive underholdt. Jeg tror min far, som jeg var med derude, var rimelig ligeglad med film, musik og voksdukker, som man kan få til at snakke. Han havde nok i at studere selve de udstillede genstande.

    De her ting går måske ud på, at ændre muséers ry fra at være kedelige steder, med en højtidelig stemning, hvor man går rundt og hvisker, (ligesom med biblioteker, som også går i den samme retning), til sjovere steder, hvor man kan blive underholdt og lære på samme tid. Det her har ikke så meget med kunst eller selfies at gøre, men det er bare lige et tankeplop fra min side angående dét her med den større og større inddragelse på muséer. :) Jeg går ret meget på museum, og det dukker op alle steder. Folk går rundt med høretelefoner på, hvori der bliver fortalt historier, når man stopper op ved bestemte billeder. På Louisiana bliver man opfordret til at dele sine billeder fra Olafurs Riverbed på Instagram. I det nye væksthus i Aarhus bliver der afspillet baggrunds “tropelyde”, og der er infoskærme og høretelefoner ved hvert klimaskift. Endnu ingen palme-selfies-opfordringer dog. :)

  • puk ewdokia siger:

    Angående selfies og generelt dét, at dokumentere alt, man oplever, via sin smartphone, synes jeg, at det nederste billede af Kara Walkers sukkerskulptur (det, hvor selve skulpturen ikke er med, men hvor en masse mennesker står og tager billeder), er et godt eksempel på den negative del af tendensen. Nemlig risikoen for, at man helt glemmer rent faktisk at SE og sanse den udstilling eller koncert, man er til, fordi man har for travlt med at dokumentere de vigtige øjeblikke. Jeg synes især det er tydeligt ved koncerter. Hver gang musikeren laver et ekstraordinært move, eller kommer tæt på én, gælder det om at fange øjeblikket på sin telefon, i stedet for at være til stede i nuet. Et hav af smartphones skygger for selve oplevelsen. Hvor folk i “gamle dage” tændte lighterne under de sørgelige sange, vifter folk nu med deres smartphones. Jeg har lyst til at græde, når jeg er til koncerter og ser, hvordan alle står og filmer, og ser koncerten gennem deres telefon! Jeg har været til nogle få koncerter, hvor det var forbudt at tage billeder, og det var en kæmpe lettelse. Jeg skal desuden ikke sidde her og spille hellig, for jeg har selv trangen til at fange et godt billede til en koncert, og det er netop også derfor, at det er en lettelse at være til en koncert, hvor det simpelthen er forbudt at tage billeder. Så slipper også jeg, for at tænke på, hvornår jeg kan fange det bedste billede.

  • Her er også lige en spændende artikel fra Information, om hvordan digital brugerinddragelse kan spænde ben for fordybelse i en kunstoplevelse: http://www.information.dk/518266

  • Tak for en god og grundig artikel, som jeg desværre ikke havde set, da jeg skrev denne klumme om selfiekunst. Nu må de supplere hinanden. http://www.kunsten.nu/artikler/artikel.php?torben+sangild+vidvinkel+selfie+kunst+yayoi+kusama+eckersberg

Skriv en kommentar