SYNTETISKE LANDSKABER

Der er ikke meget liv på Sydhavn Station den solbeskinnede fredag eftermiddag midt under coronakrisen, hvor jeg står af linje A og bevæger mig ned af trappen til stationens betonkerne. En kold vind hvirvler reklameaviser rundt i stationens vindtunnel og der, hvor billetkontoret engang lå, er døren lukket og et gitter trukket halvvejs for. Idag rummer lokalerne udstillingsstedet Sydhavn Station og også her holder man publikum væk, skønt en ny udstilling med titlen Growing up Googie skulle åbne netop idag.

Går man ud på pladsen foran stationen, kan man alligevel se en del af udstillingen igennem vinduet. Her har Nanna Abell monteret et fragment af den slags informationsskilte, arkitekter og bygherrer sætter op på hegnet omkring de byggepladser, hvorpå fremtidens by er ved at skyde op. Abells skilt viser dog ikke en 3D-rendering af den kommende bygning, men den strandbred man formentlig vil kunne se fra vinduerne i sin nybyggede lejlighed, hvor de nye ejeres fremtidige liv vil udspille sig i tæt symbiose imellem moderne arkitektur og naturskønne omgivelser.

Inde i udstillingsrummet har Abell skabt et fragmenteret landskab af fundne genstande, der tilsammen illuderer en form for strandbred. To poser med strandsand danner basen i en opstilling, hvorpå skallen af en invasiv østersart og en tom coladåse – helt afbleget af sol og salt – balancerer. Skulpturen krummer sig til den ene side i en bølgebevægelse, der spejles af to andre værker med samme hældning. En østers har surret sig fast på et stykke metalledning og holder selv efter sin død kramagtigt fast.

Growing up Googie, Installation view. Foto: Kim Høltermand.

Nanna Abell, Gargoil, 2018. Foto: Kim Høltermand.

Growing up Googie fortæller en bredspektret og fragmenteret historie om det syntetiske i vores naturopfattelse, om skæringspunkterne imellem det offentlige og det private rum og om at overtage, inddæmme eller sætte sig på et landområde. Som hos Abell tager udstillingen udgangspunkt i det stedsspecifikke og tegner et billede af et byområde i en brydningstid, hvor det, der ligner uberørt natur i virkeligheden er en konstruktion eller en vision om en fremtid, vi måske aldrig indhenter.

Hvide papirservietter ligger spredt rundt på udstillingsstedets gulv og ser ud som om, de er ankommet med fluktuationen af mennesker, der stiger af og på S-toget. Herfra er de måske hvirvlet igennem stationens vindtunnel og ligger nu i tilsyneladende vilkårlige hjørner af lokalet som små hvide prikker, der indtager og samler rummet. På servietterne har Asta Lynge og Jakob Ohrt pen plottet tegninger af bygningsstrukturer, der befinder sig i en halvvejs abstrakt, visionær fase. Man forestiller sig arkitekten, der sidder på en café i indre by og skribler sine idéer om udviklingen af fremtidens Sydhavn ned på de servietter, der lige er ved hånden. Tegningernes ufærdige karakter peger på den del af processen, hvor idéen fortsat er åben og hvor man drømmer om fremtidens by; den by, han som en anden cowboy, der ridder imod solnedgangen, skal bygge på en vestkyst, han endnu ikke kender.

Udstillingens titel Growing up Googie referer til den arkitektoniske stil 'googie', der startede i 1930'ernes Californien som en fascination af idéen om rumrejsen og månen som the new frontier. De googiebygninger, der står tilbage idag, har overdrevne afrundede og bløde, nærmest aerodynamiske former, der mimer farten og fremdriften i en rumraket, og fortæller en retrofuturistisk historie om, hvordan man i fortiden drømte om, at fremtiden ville se ud. En fremtid, hvor verdensrummet blev koloniseret og mennesket indtog og afgrænsede landområder, man endnu ikke havde set.

Emilie Bausager & Mads Juel, Googie shirt, 2020. Foto: Kim Høltermand.

Googie-arkitekturens visuelle stil går igen i udstillingens bibliotek; et arkiv af litterært materiale, der har dannet udgangspunkt for Mads Juel og Emilie Bausagers kuratering. Her finder vi merchandise i form af t-shirts og badehåndklæder med tryk, men også Kirke Hundevad Mengs skulpturelle katalogisering af bibliotekets samling; et vandbaseret værk, hvor bøgernes titler flyder uhierarkisk mellem hinanden.

På en væg hænger Marie Vedels 3D-printede voksskulptur på en metalopsats. Voksdelen er en fragmenteret abstraktion over en græsk skulptur, hvor Eurydike griber efter sin ankel, hvor en slange har bidt hende. I Vedels fortolkning er det dog en flåt, der bider kvinden, som er værkets hovedperson og fokus skifter således fra mennesket til dyrets perspektiv.

Den ene ende af udstillingsrummet henlægger i et svagt grønt skær, der opstår fordi Emilie Bausager har forsynet et af rummets lysstofrør med en specialbygget skærm i grønlig glasmosaik. De forskellige stykker i mosaikken har forskellige grønne toner, og mørkelagde man resten af rummet, ville de måske kaste tydeligt afgrænsede grønne firkanter ned på lokalets gulv. Man kunne tænke sig, at man befandt sig i en flyvemaskine og kiggede ned på landet under sig, hvor det, vi normalt forestiller os er natur, viste sig som stykker af landbrugsjord i forskellige grønlige nuancer. Bausager har taget udgangspunkt i græsset, som det mest domesticerede og undertrykte stykke natur, vi kender: Som græsplæne skal det slås, vandes og befries for mos, mælkebøtter og andre uvelkomne gæster for at fremstå som perfekte grønne kvadrater, der udgør de haveanlæg, de fleste af os opfatter som naturlige.

Emilie Bausager, “honey, I’m home”, 2020. Foto: Kim Høltermand.

Mads Juel arbejder ligeledes med domesticeringen af naturen i tre relativt store landskabsfotografier, der viser henholdsvis et tomt værelse med en madras, der er bundet sammen, så den danner en cirkel og to udsnit af landskaber, der er manipuleret så de fremstår monokrome og meget minimale. Værket med madrassen ledsages af en tekst i en avis, der er produceret til udstillingen, hvor Juel taler om de forbindelser i tanker og kroppe, der opstår, når menneskers privatsfærer vikles ind i hinanden: Når vi kan høre naboen synge igennem væggen i vores lejlighed, når vi ind- og udånder hinandens luftpartikler i S-toget eller når vi sluses ind og ud imellem hinanden i byrummet, som var vi een samlet, koordineret krop.

Udenfor stationen, på et billboard ud til vejen, arbejder Nils Norman videre i det spor med et værk, der tager udgangspunkt i byplanlægningsstrategier og urbane rum, der er konstrueret så man guider menneskemængder lettest fra A til B. En labyrintisk struktur overlapper et gadefoto af den type skilt monteret på betonklodser, man sætter op ifm. vejarbejde, for dels at styre folk udenom og dels at oplyse om arbejdets formål. Norman har erstattet skiltets tekst med sin egen: "Snart vil alle dine naboer være billedkunstnere og arkitekter," står der som en advarsel til de cyklister, der passerer forbi og måske tænker over, hvordan gentrificeringen af Sydhavnen vil udvikle sig.

Ovenover billboardet, hvor den grå betonvæg slutter, har kommunen forsynet afsatsen med metalpigge, der forhindrer byens domesticerede duer i at slå sig ned. Som due må man håbe, at gentrificeringen og inddæmningen af det syntetiske landskab omkring Sydhavn Station virkelig ender i den drøm, der startede i Nanna Abells vinduesskilt: Med åbne vidder på Sydhavn Strand, hvor man som en anden måge kan trippe rundt i vandkanten, mens fremtidens beboere kigger på fra vinduerne i deres nye lejligheder.

Emilie Bausager & Mads Juel, Growing up Googie, 2020. Foto: Kim Høltermand.

Growing up Googie
Nanna Abell, Emilie Bausager, Joe Crowdy, Mads Juel, Tina Kryhlmann, Asta Lynge & Jakob Ohrt, Kirke Hundevad Meng, Nils Norman, Marie Vedel, Anna Ørberg. Kurateret af Emilie Bausager & Mads Juel.

Sydhavn Station, d. 3.-19. april, 2020.

Kalender: "Growing up Googie"