STÅ IMELLEM LYS OG SKYGGE

I 2017, med hjælp fra Statens Kunstfond, havde jeg mulighed for at invitere Yuko Yokota til Danmark, hvor vi under tre måneder arbejdede sammen med at skabe en symbiose mellem arkitektur og vævning.

Nu deltager vores resultat, værket ‘R/LOOM’, på udstillingen ‘Japan Retur’ hos A. Petersen i København. I den forbindelse kommer Yuko til Danmark, hvor vi har en to uger lang performance fra d. 21. november til d. 2. december. Yuko har skrevet en fin tekst om vores samarbejde, som vi gerne vil dele her. Samtidig håber vi, at I vil besøge os under vores performance.

STÅ IMELLEM LYS OG SKYGGE

Skrevet af Yuko Yokota,
oversat af Jonas Steno Olsen

Møder mellem mennesker er pudsige, og relationer har det med at opstå på de mest uventede tidspunkter. På samme måde brydes de også. Ligesom et blad, der falder ned i en flod og overgiver sig til strømmen, accepterer vi, at det sted vi havner, er vores endemål, og at det er her, vi igen skal blive til jord. Alt imens man overgiver sig til en uforanderlig skæbne i en helt naturlig tidslinje, opstår der pludselig et lys midt i det uendelige, forbipasserende landskab. Et lys, der får en til at spidse ører i nattens mulm og mørke, og gør en bevidst om de ensformige dagligdage. Et lys, der giver en lyst til at gribe nuet og leve. Således gav mødet med Johna mig mulighed for nye udtryksformer, og gennem respekt og tillid til hinanden kultiverede vi en form for tryghed, håb og konstruktivitet, der gav stor glæde. Oplevelsen gav mig næring i dagligdagen og styrke til at bevæge mig fremad, til hvor jeg er nu.

Første gang vi mødte hinanden var i 2015 i byen Kofu, Yamanashi, hvor Johna boede som Artist in Residence ved AIRY. Vi interesserede os for og følte os knyttet til hinandens værker, og i 2017 fik vi muligheden for at arbejde sammen, da vi så et opslag fra Statens Kunstfond ifbm. 150 års jubilæet for oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan.

“Overalt i verden står solen op og går solen ned; der findes en lysets kultur og en skyggens kultur, og en lys side og en skyggefuld side i os selv. Derfor håbede vi med dette fundamentale tema, at vi som kollegaer med vidt forskellige sprog og kulturer, gennem gensidig respekt, hver især kunne bidrage til skabelsen af noget universelt, der kunne bidrage til sameksistens i vores verden.”

Men på hvilken måde var vi i stand til at kommunikere vores potentiale med hinanden? I løbet af vores korrespondancer nævnte Johna en dag Tanizaki Junichiros essay Hymne til mørket og skyggen, og hvordan hun sympatiserede med dets særlige natursyn, stilfuldhed, og verdensopfattelse. Derfra udsprang temaet for vores fælles værk Hvad der kan ses mellem lys og skygge. Jeg tænkte, at den skjulte betydning der lå i disse vage ord passede perfekt til den uvisse udfordring, der lå foran os.

Det kunne tolkes på flere måder, og hvis man virkelig satte sig for at finde et svar, kunne man også finde det. Overalt i verden står solen op og går solen ned; der findes en lysets kultur og en skyggens kultur, og en lys side og en skyggefuld side i os selv. Derfor håbede vi med dette fundamentale tema, at vi som kollegaer med vidt forskellige sprog og kulturer, gennem gensidig respekt, hver især kunne bidrage til skabelsen af noget universelt, der kunne bidrage til sameksistens i vores verden.

Alt imens vi sad i hver vores ende af verden og udarbejdede hver vores værker, delte vi de ting, vi følte og oplevede i løbet af dagen, og sådan tog idéerne gradvist form. Vi delte samme sensibilitet, og vi bidrog med hver vores viden og udsyn. Nogle dage talte vi bare om løst og fast uden den store sammenhæng, og sådan skred forberedelserne fremad lidt efter lidt. Når jeg tænker tilbage, handlede tiden, inden vi overhovedet begyndte at lave værkerne, om at stille os ind på samme bølgelængde.

Da vi endelig stod ansigt til ansigt med hinanden, var vi som to fisk, der langt om længe blev sat ud i vandet, og vi dykkede straks ned i skabelsen af værkerne. Mellem materialerne og rummet begyndte vores tanker så småt at tage form. Når vi havde arbejdet lidt på værkerne, betragtede vi dem sammen, forestillede os det næste skridt, arbejdede videre hver især, og når vi var nået lidt videre, viste vi dem igen til hinanden. Hvis der var noget, vi ikke kunne klare alene, hjalp vi hinanden. Vi kommunikerede ikke gennem plantegninger og ord, men følte os frem og forenede vores respektive håndværk og materialers egenskaber, så vores mentale billeder tog form.

“Nogle gange holdt vi en pause fra arbejdet og fik et pusterum i form af lange cykelture. Men lige meget hvor vi tog hen, endte vi alligevel altid med at tale om værket. Vi kunne slet ikke lade være.”

Hvad er det, der universelt kan gøre indtryk på os alle?

Vi valgte at fokusere på måden vævens søller overlapper, og de tværgående trådes bevægelser. Lyset der trænger gennem tænderne på vævekammen, den smukke måde lagene overlapper hinanden, når man ser væven forfra, og dens relation til rummet der kommer til syne, når den udvides.

Her nævnes de ting, som folk sagde var smukke i mødet med værket: Kammen (eller skydedøren), de nydeligt opsatte tænder, lyset der trænger gennem kammen, det man kan se i mellemrummene, søllernes overlappende lag, balancen mellem det dynamiske og det skrøbelige. Vi blev ved med at arbejde og mønstre vores fantasi, indtil vi begge kunne betragte det og få slået benene væk under os. Nogle gange holdt vi en pause fra arbejdet og fik et pusterum i form af lange cykelture. Men lige meget hvor vi tog hen, endte vi alligevel altid med at tale om værket. Vi kunne slet ikke lade være.

Johna Hansen og Yuko Yokota, R/LOOM (Proces, Statens Værksteder for Kunst).

I min skoletid fortalte en lærer mig disse ord fra Konfutses Analekter, som lyder således: ”De, som kan lide noget, er bedre end dem, der forstår det, og de, som fornøjes ved noget, er bedre end dem, der kan lide det.” Disse ord kom jeg pludselig i tanke om. Selvfølgelig snublede vi og lavede mange fejl undervejs. Men så længe man deler hinandens værdier og stimuleres af hinanden, og jo mere man fornøjes ved processen at stræbe efter, hvor langt man kan nå, des større styrke opnår man ved at overkomme de barrierer, man støder på undervejs. Selv i dag får disse tusinde år gamle ord os til at spørge, hvad den universelle drivkraft i os mennesker er.

“Selvfølgelig snublede vi og lavede mange fejl undervejs. Men så længe man deler hinandens værdier og stimuleres af hinanden, og jo mere man fornøjes ved processen at stræbe efter, hvor langt man kan nå, des større styrke opnår man ved at overkomme de barrierer, man støder på undervejs.”

Mellem lys og skygge – i min tolkning af disse ord handler det ikke blot om den fysiske anskuelse, men at det er noget, der ligger i den menneskelige psyke. Om vi føler noget mellem lys og skygge, som vi ikke kan se, eller om vi bevidst vælger ikke at se det, kan kun bedømmes ud fra vores egne filosofier, der stammer fra det miljø vi blev opdraget i, og de erfaringer vi har gjort os. Noget der ligger ubevidst i os alle. Vi ønsker at stille skarpt på den proces, gøre jer bevidste herom, og fordybe os i det, at det er hvor vi er lige nu.

Johna Hansen og Yuko Yokota, R/LOOM (Detalje, Statens Værksteder for Kunst).

Men hvor er det et skridt på vejen imod? Dråber der falder ned i en sø, danner ringe i vandet, og disse små bølger skaber en vind. En vind som bærer en vanddråbe hen til et frø, der har brug for et lille skub for at kunne spire. Til grund for den repetitive bevægelse i værket, ligger en menneskelig handling, der opstod mellem det ubevidste og det bevidste; når små handlinger akkumuleres, skabes noget større.

Ved at være bevidste om denne proces, kan vi tænke dybere over de ting, vi ser i samfundet, hvordan det at skabe noget påvirker Jorden, og hvordan vi er knyttet til vores næste. Samfundets sandheder kan omstyrtes. Afhængig af hvilken målestok vi bruger, og hvilke synspunkter vi ser tingene fra, må vi ikke lade os forføre af fastgroede idéer og almindelige kendsgerninger, men fortsætte med at tænke selv. Mellem det vi kan se og det vi ikke kan se, mellem det bevidste og ubevidste. I en verden hvor man ikke kan sige, at noget er den endegyldige sandhed. I et nu uden fortid og fremtid, er det eneste vi kan gøre, at finde balancen og leve.

“Samfundets sandheder kan omstyrtes. Afhængig af hvilken målestok vi bruger, og hvilke synspunkter vi ser tingene fra, må vi ikke lade os forføre af fastgroede idéer og almindelige kendsgerninger, men fortsætte med at tænke selv.”

Hvad er fremskridt? Hvad ønsker vi at give videre fra fortiden til fremtiden? Hvad ønsker vi ikke at miste? Alting falmer, og intet varer evigt. Alt der fødes forsvinder, og det er en selvfølgelighed, at alting forandrer sig. I dette hastigt foranderlige samfund, vil vi frem for at stille skarpt på det, vi opnår, hellere stille skarpt på det, vi får ud af selve processen i at opnå, og dermed gøre os opmærksomme på tidens forløb.

Med denne kæmpe installation, vi har skabt, kan man væve, og ligesom tiden der går, akkumuleres det tværgående islæt tråd efter tråd. Det er ikke muligt at betjene væven alene. Ved at to personer synkroniserer deres bevægelser og samarbejder, mens de sætter deres lid til egne hænder, væves stoffet lidt efter lidt. En gensidig respekt opstår derved helt naturligt.

Samtidig med, at denne installation kan opsamle og synliggøre tid ved at skabe et stykke stof, kan den også omdanne tid til menneskelige relationer og styrke forholdet mellem genstand, rum og menneske. Et stykke stof, der er skabt gennem vævernes gensidige tanker på hinanden, er et stykke stof med hjerte og sjæl. En ting, der er skabt med håndkraft og tid, har evnen til at gøre et fattigt hjerte rigt.

I nutidens globale, økonomiske system er det en vigtig værdi at opretholde en form for balance og bevæge os mod et bæredygtig samfund. Ligesom dette værk, der omsætter arbejde og tid, kan vi sammen med en vis respekt for naturen i vores hverdag væve det, der ligger mellem lys og skygge.

“Et stykke stof, der er skabt gennem vævernes gensidige tanker på hinanden, er et stykke stof med hjerte og sjæl. En ting, der er skabt med håndkraft og tid, har evnen til at gøre et fattigt hjerte rigt.”

Det tøj, vi bruger dag efter dag, bliver slidt op. Gennem menneskers hænder, kan det få nyt liv og igen give varme i et menneskes tilværelse. Over tid og på tværs af generationer bliver ethvert liv til jord, hvoraf et nyt liv fødes. Sådan er livets gang. Med håbet om at tidsforløbet i det enkelte liv kan blive en del af evigheden, og med inspiration fra vævens teknikker, der er affødt af mentaliteten om at værdsætte tingene lige til deres endeligt, er vi ved at planlægge et værk i 2018, der genbruger gammelt stof.

Jeg er dybt taknemmelig for dem der har muliggjort alt dette; dem der har arbejdet hårdt på at udarbejde vores publikation; dem der har støttet mig hver dag; dem der har læst dette usammenhængende essay; og Johna, som jeg respekterer og holder af. / Yuko Yokota, 2018.