REPORTAGE | NÅR EN NY HVERDAG BEGYNDES

Det startede egentlig som en fotoopgave, som vi fik på skolen. Opgaven gik ud på at lave en reportageserie på i alt 8 billeder. Det skulle være en hverdagsreportage, hvori vi hver især skulle finde på noget at fortælle med vores billeder.

Opgaven faldt tilfældigvis i de dage, som jeg skulle tilbringe sammen med Louise. Det var var vores sidste dag, inden en helt ny hverdag skulle begynde for os; med mig i København og hende i Paris, omtrent 1224 km væk fra mig. Hurtigt besluttede jeg mig for at lave en personlig, følsom reportage og afbillede lidt fra den sidste dag, som vi skulle tilbringe sammen.

All photos by Maria Thornfeldt.

Jeg ville gerne skildre det at være enæggede søskende, og hvordan adskillelse kan føles. Som enæggede har man en helt speciel samhørighed. Louise og jeg har delt uendeligt mange oplevelser, tanker og snakke, plus så meget nærvær, nærmest hver dag, i vores liv. Selv ni måneder inden vi blev født, deltes vi, sammen med vores trillingebror, om det samme varme rum i vores mors mave. Og da vi alle tre kom til verden, blev også et helt unikt fællesskab, med en stor kerne i os, født. Et særligt fællesskab som vi har bevaret gennem hele livet, og som vi har så meget glæde af.

All photos by Maria Thornfeldt.

Netop derfor er adskillelsen svær, og det føles ret underligt at skulle leve foruden den anden i sin hverdag. Altså, vi tror ikke på myter om tvillingesymbioser, men indrømmer nu alligevel, at der er noget om snakken. Det er bare ikke på den dér enæggede-til-døden-os-skiller forbundne stereotyp-måde. Naturligvis kan det være svært at være sin helt egen, når jeg nærmest kan se mig selv i øjnene, når jeg ser ind i Louises. Og når man langt oftere sættes under ”vi’et” fremfor ”jeg’et” eller altid bare er ”tvillingerne”. Det kan blot beskrives som en helt speciel samhørighed. Et specielt og meget, meget nært forhold til et andet menneske.