PORTAL 3/3 | KARTOGRAFI & GUERILLASKILTE

Logo og symboler tegnet sammen.

Dette er tredje og sidste indlæg i serien om mit afgangsprojekt Portal. I dette indlæg viser jeg resultatet af 100 dages blod, sved og stress (eller okay måske ikke ligefrem blod). Hvis du ikke har læst de to første indlæg, er det ikke for sent at komme igang. Find det første, hvori jeg beskriver konceptet, her, og det andet hvor jeg tager dig med til Portal her.

Projektet er som nævnt et wayfinding-projekt, der manifesteres i en række wayfinding-værktøjer, og sideløbende med min strategi har jeg udviklet en visuel identitet der, kort fortalt, er bygget op omkring dualiteten ‘by vs. kunst’. Illustrationerne tager udgangspunkt i byen, som er tilbageskuende; og navne, farvevalg og skrifttyper tager udgangspunkt i parallelverdenen Portal, som jeg har valgt, at se på som det ukendte. Portal har fået sit navn efter den bevægelse, der sker, når man går fra byen og ind i kunsten – altså bevægelsen fra én verden til én anden. Hvert hus kaldes derfor også en portal, og hver portal bærer sit eget symbol. Symbolerne er skabt ud fra tanken om et anumerisk system, der “tvinger” gæsten til selv at planlægge sin rute – denne detalje er en del af den strategi, som wayfindingprojektet underlægger sig; nemlig at tvinge gæsten til at få en øget sansning af byen, da denne sansning skal stå i kontrast til kunstoplevelsen, som dermed udvides.

Forside af kort.

Portals wayfinding består af et kort, som suppleres af skiltning i byen. Kortet har et minimalistisk udtryk, der udtrykker kontrasten mellem de to verdener via den visuelle identitet. Manglen på fyld, i form af f.eks. landemærker, symboliserer den følelse af tomhed, der hersker i byen. Layoutet cementerer, at det her er et kort over Portal med den nærmest emperie-agtige placering af logo. Illustrationen, der lægger sig som kortets bund, er inspireret af historisk kartografi, og bygningerne er tilført en skygge, der dog ikke svarer til virkelighedens forhold, hvilket ensretter volumerne. Dette er med til at give et renere, men også et mere uvirkeligt udtryk, som peger på, at det er et ikke-sted. Det minimalistiske udtryk er ikke kun valgt ud fra øjets skyld. Jeg har bevidst skrællet kortet for information for på den måde at tvinge brugeren til at scanne sine omgivelser, mens denne finder vej.

Bagside af kort.

Bagsiden af kortet er portalernes opstalter med små kunstner-teasers. Når for- og bagside af kortet bruges sammen, opstår der en meget stærk vekselvirkning, som fordrer den største sansning af byen. Jeg testede kortet på en række personer, som bekræftede min designstrategi, og den helt store succes var, da en af deltagerne fortalte mig, at hun aldrig rigtig havde lagt mærke til, hvor smukke bygninger egentlig er, og at dette projekt havde åbnet hendes øjne.

Kassette med kort.

Kortet udleveres i en kassette, som igen refererer til dualiteten i projektet. Inderst inde er der en blå farve, som refererer til parallelverdenen, og udenpå er papiret groft og refererer til historien. Kassetten er en slags miniportal, hvis indre giver adgang til Portal, på den måde at man får kortet og et indgangsarmbånd i form af den strimmel, der er tilbage, efter at kassetten er åbnet.

Skitser til guerillaskilte.

Til at supplere kortet er der to serier af skilte: Den ene markerer portalerne, og den anden lægger sig i byen. Ligesom at Portal udnytter huse, der i forvejen er på stedet, udnytter skilteserien også det inventar, der er på stedet. Jeg kalder det guerillaskiltning, og et skilt består derfor af en pil, der tager form af det medie, det ligger sig i, et symbol og selvfølgelig inventaret. Pilene med symboler peger i retningen af nærmeste portal på pågældende symbol.

Fortovsflise med skiltning.

Som eksempel er der dette skilt, som er en opskåret fortovsflise, hvori der er indlagt en ny flise i form af en pil. Fortovsfliser varierer utroligt meget i farve, tekstur og slid, og jeg forestiller mig derfor, at pilen bliver støbt i en helt fin beton, der skiller sig ud fra den grove fortovsbeton. Symbolet er støbt i aluminium og kommer til at fremstå helt blank og lysende, desto mere slitage der påføres.

Neonskilt.

Den anden del af skiltene markerer portalerne og billetkontoret. Denne type skilt afviger totalt fra resten, da der ikke må være tvivl om, at man er ankommet til destinationen. Valget faldt på neon, da det er totalt fremmed i den by, jeg har taget udgangspunkt i (Kalundborg), og denne fremmedhed er med til at bidrage til følelsen af en parallelverden. Jeg forestiller mig, at for dem der besøger Portal, vil der gå lidt sport i at finde skiltene, og dermed er de igen med til at øge opmærksomhed mod byen.

Og så forestiller jeg mig, at de som ikke kender til Portal, men som alligevel er i Kalundborg, ved tilfælde vil se symbolerne bøjet i neon og støbt ned i fortovene – og måske vil de undre sig. Måske vil de blive mere opmærksomme, og måske vil de begynde at digte deres egne fortællinger om de underlige symboler, der peger “ingen steder hen”.