NÅR MAN LÆRER OM MENNESKER I ZOOLOGISK HAVE

På den anden side af busruderne suser Odense forbi, og på gangene tripper spændte børn frem og tilbage. Deres forældre har givet op på at få dem til at sidde stille. Der er en særlig forventningsfuld stemning i linje 151 på denne lørdag morgen, og vi deler børnenes entusiasme, da det lyder; “Næste stop Odense Zoo.”

Siden 1961 har skulpturtriennalen Skulptur Odense fyldt den fynske hovedstad med offentlig tilgængelig kunst, men denne gang er kunsten rykket væk fra byrummet og ind i uvante omgivelser i Odense Zoo. Marie Nipper og Victoria Marie Christiansen har stået for at kuratere den utraditionelle udstilling, der har fået titlen Becoming Human, og som præsenterer værker af i alt 15 danske og udenlandske kunstnere.

Da vi stiger af bussen og nærmer os det karakteristiske røde ZOO-skilt, har vi ingen idé om, hvilken oplevelse dagen vil byde på. Uden at sige for meget, efterlod Becoming Human os forundrede, berørte og helt uventet engagerede i en sag, vi ikke anede lå os så meget på sinde.

Forholdet mellem menneske og dyr
Vi ankommer ved billetsalget og modtager vores billetter, brochurer og to kort over Odense Zoo. Det ene viser vej til dyr, madboder og legepladser, i mens det andet viser os, hvordan at de i alt 20 værker, som er en del af Becoming Human, er fordelt ud over parken. Det lilla kunstkort er (modsat det første) uden dyretegninger og som en hemmelig nøgle til en parallelverden, der lægger sig ned over Odense Zoo frem til d. 3. september.

Th: Kort over Odense Zoo. Tv: Kort over udstillingen Becoming Human | Foto: I DO ART Agency.

Udstillingens titel peger på forholdet mellem menneske og dyr – et tema som til alle tider har inspireret kunstnere, men som i disse år måske er mere relevant end nogensinde. Vi lever i en tid, hvor vores tolerance konstant er sat på prøve, og hvor åbenhed, refleksion og handling er altafgørende for at sikre en lys fremtid. Forældede og fastfrosne idéer om, hvordan tingene hænger sammen revurderes, og det gælder i stort set alle henseender. Hvordan forholder vi os til transport, når polerne smelter, hvordan bygger vi relationer, når teknologien tager over, og hvad betyder national identitet, når millioner er på flugt fra det sted, de kaldte hjem?

I sin tale til pressen trækker Marie Nipper tråde tilbage i tiden for at give et historisk perspektiv til menneske/dyr-forholdet. Hun nævner filosoffen Aristoteles, som i antikken beskrev mennesket som det politiske dyr, og den svenske botaniker og zoolog Carl von Linné, som i 1700-tallet kategoriserede arterne og skrev, at han som menneske godt kunne se, at der er forskel på mennesker og dyr, men at som videnskabsmand kunne han ikke gøre rede for den. Vi er mennesker, fordi vi ved, at vi er mennesker, lød det dengang.

I dag arbejder videnskaben på at overføre celler mellem dyr og mennesker i håbet om at kurere sygdomme som f.eks. Alzheimers og Parkinsons. Og set i lyset af de menneskeskabte klima- og miljøkriser kan dyrene spille en rolle i forhold til at genoprette det økosystem, som også skal sikre vores overlevelse i fremtiden (se her et par videoer om hvordan såkaldt trofisk kaskade har genoprettet økosystemet i Yellowstone National Park ved hjælp af indførsel af ulve og hvilken uundværlig rolle hvaler har for havene og miljøet). “Der sker en opblødning eller en nedsmeltning af den ellers meget klare grænse mellem menneske og dyr,” forklarer Marie Nipper og påpeger, hvordan at disse bevægelser også kan mærkes i samtidskunsten.

Vi kommer selv til at tænke på Biotop-udstillingerne som gallerierne Belenius og Elastic Gallery tidligere har arrangeret på Biologiska Museet i Stockholm. Her placeres kunstværker sammen med naturlignende scenografier og udstoppede dyr i smukke dioramaer og adresserer natur/kultur-forholdet på en æstetisk og poetisk måde. Men hvad sker der, når der pludselig er levende dyr indblandet?

Fra begejstring til tristhed i maven
Vi begynder vores tur rundt i Odense Zoo, og ret hurtigt begynder en tristhed at forme sig i vores maver. Måske er vores opmærksomhed og sanser ekstra eksponerede, fordi vi er indstillede på at kigge på kunst, men under alle omstændigheder er det en overraskende oplevelse. Alle vegne minder tremmer, net og panserglas os om et ekstremt ulige forhold og menneskets behov for at kontrollere og undertrykke andre arter. Vi har lige hørt om vigtigheden i at redefinere vores sameksistens med dyrene, hvis kloden skal bestå, men her holder vi dem indespærrede i små og uinspirerende bure.

En tiger gentager den samme hvileløse vandring fra den ene ende af buret til den anden. En papegøje bider i sine tremmer, skræpper op, hakker sig i fjerene og gentager rutinen. Overalt ser vi de samme repetitive handlinger, og hvad vi oplever som triste dyr. Vi er naturligvis ikke eksperter i dyreadfærd, men der tændes en helt umiddelbar empati, når vi konfronteres med de mønstre, som dyrene synes fanget i.

Stereotypi er betegnelsen for en række repetitive, meningsløse handlinger, hovedsageligt set hos indespærrede dyr, og er et tegn på mistrivsel. Det kan lyde voldsomt, og sådan føles det da også, da vi står og betragter de forskellige dyr. Stereotypi findes også hos mennesker, og vi tænker, at det vel egentligt ikke er så underligt, at dyrene, under disse forhold, opfører sig besynderligt. Det er alt andet end naturligt at bo i en tom og kedelig stald, når man stammer fra en grøn og frodig jungle eller en åben savanne.

Forskning og slush ice
Vi kan ikke lade være med at spørge os selv, hvad vi egentligt skal med de zoologiske haver? Vi mødes særligt af argumentet om forskning, men hvilke andre steder udføres seriøs naturvidenskabeligt arbejde side om side med slush ice og burgermenuer? Dyresamlinger går flere tusinde år tilbage, og den første zoologiske have, som vi kender dem i dag, åbnede for offentligheden i Regent’s Park i London i 1847. Man skulle tro, at man, set i lyset af de knap 200 år der er gået siden, efterhånden må vide, hvad der er at vide om dyr i ufrivilligt fangenskab – særligt taget i betragtning af, at der eksisterer omkring 1.000 af denne slags “forskningsinstitutioner” rundt omkring i verden. Mere end ti af hvilke ligger i Danmark.

Kameler fanget mellem gyngestativer og madpakker | Foto: I DO ART Agency.

Som vi vandrer rundt i parken forstærkes kontrasterne. Zoologisk have fremstår som den perfekte manifestation af gamle, fastlåste forestillinger om mennesket som den overlegne art og dyrene som mindreværdige. Det er en kynisme, der kun fremhæves af de mange legepladser og fastfood-boder, lyden af slubrende slush ice, barneskrål og skræppende papegøjer.

Fremmede folkeslag i bur og et håb om den rette udvikling
Vi kommer til at tænke på Statens Museum for Kunsts store forårsudstilling Japanomania, som satte fokus på europæiske kunstneres påvirkning fra Japan i anden halvdel af 1800-tallet, og som fejrede 150-året for Danmark og Japans diplomatiske forbindelser. På udstillingen kunne man læse om, hvordan man i 1902 kunne opleve en japansk landsby komplet med geishaer, sumobrydere og samuraier i København Zoo. Ja, det lyder helt skørt, at det kun er 100 år siden, at vi synes, at det var i orden at udstille fremmede folkeslag – altså ægte, levende mennesker – i Tivoli og zoologisk have.

Tiderne ændrer sig, og det gør vores bevidsthed heldigvis også. I 2017 fejrer vi 100-året for Danmarks salg af “De Vestindiske Øer” (St. Croix, St. Thomas og St. Jan); en begivenhed der markerer en bevægelse i, hvordan vi opfatter andre kulturer, og som antyder en ny tankegang. Vi kan ikke lade være med at håbe på, at den samme form for bevidsthedsudvidelse vil gøre sig gældende ifht. zoologiske haver i fremtiden.

Katte der kysser, drikker mælk og spiller klaver
Der er meget på spil, allerede inden vi er begyndt at kigge på kunsten. Odense Zoo er white cubens diametrale modsætning, og spørgsmålet er, hvordan kunsten mon har fundet sig til rette i disse historie- og følelsesmættede rammer. I den lille tekst på bagsiden af det lilla kort bemærkes det, at udstillingen byder på et udvidet skulpturbegreb og inkluderer medier som video, fotografi og lyd.

I området for de store kattedyr finder vi tre forskellige skærme, der alle viser videoværker med løven og tigerens mindre familiemedlem; huskatten. I Carolee Schneemanns Infinity Kisses – The Movie, 2008 er vi vidner til netop dét; 140 billeder samlet i en video af Schneemann og hendes kat Vespers rituelle morgenkys taget over en periode på 7 år.

Cory Arcangel har lavet et program, der kan lokalisere bestemte toner i f.eks et videoklip. Udfra denne teknologi har han genskabt Schönbergs musikstykke Drei Klavierstücke op. 11, 1909 kun ved hjælp af Youtube-klip med katte der spiller klaver. Et tredje katte-værk er Fischli & Weiss’ Büsi (Kitty), 2001, en 6 min. lang video, hvori en hvid kat drikker mælk fra en skål.

Alle tre film peger på vores forhold til de tamme dyr, og på hvordan at de både kan være vigtige familierelationer som kæledyr og en kilde til underholdning på Youtube. De giver en stille påmindelse om, at dyrene i zoo ikke er vilde, men domesticerede (altså tæmmede) på samme måde som f.eks. huskatten er det. Desværre præsenteres værkerne på små skærme udenfor burene og koblingen til de levende dyr kan derfor overses.

Oprindelse eller science fiction
Becoming Human er en blanding af allerede eksisterende værker, hovedsageligt skabt af internationale navne, samt nye værker lavet til udstillingen af danske kunstnere. Særligt de kunstnere der har skabt stedsspecifikke udsagn til udstillingen er interessante, fordi de har kunnet forholde sig konkret til og gå i dialog med omgivelserne og dyrene.

Vi finder os selv på et snørklet stisystem, der fører os ud på dødningehovedabernes frodige halvø. I krattet ligger en fremmed fauna, som ved første øjekast ligner lyseblå slangevæsner, men da vi kommer tættere på, afsløres en hånd, et øre og en næse. Sif Itona Westerberg er bl.a. optaget af den menneskelige eksistens i det 21. århundrede; hvilke aftryk sætter den teknologiske udvikling på vores liv, og hvordan påvirkes klodens naturlige processer af den menneskelige tilstedeværelse?

I Cosmic Commuters, 2017 er mennesket reduceret til fragmenterede lemmer, og vi forestiller os et alternativt evolutionsforløb, hvor vi ikke stammer fra aberne, men i stedet fra disse absurde skabninger. Omvendt repræsenterer de måske et fremtidigt evolutionstrin, hvor teknologien har taget over, og hvor vi ikke længere har brug for en hel krop. Cosmic Commuters er et fint værk med et stærkt narrativ, som forstærkes ved placeringen inde hos de små primater (Bonus wiki: “Ordet primat stammer fra det latinske 'primus' (den første) og sigter til mennesket som kronen af skabelsen”).

Sif Itona Westerberg "Cosmic Commuters", 2017 | Foto: I DO ART Agency.

Et balanceret verdenssyn
Astrid Myntekær har indtaget det tropiske klima i to forskellige anlæg. Hos kæmpeskildpadderne trækker Myntekær tråde fra sin store soloudstilling Mana Stash på Tranen sidste år og udstiller et værk bestående af en japansk måtte, en computer, en vifte og en pyramide af algepulver. Alger var blandt de første livsformer på jorden for 3,5 milliarder år siden, og de skabte den ilt, der har gjort alt andet liv muligt. Spirulina-alger er i dag eftertragtede både som kosttilskud, medicin og alternativ til de svindende fossile brændstoffer, men samtidig udgør de en trussel. I takt med de menneskeskabte klimaforandringer stiger algevæksten nemlig i sådan en grad, at de nogle steder truer med at kvæle liv i søer og verdenshave.

Astrid Myntekær "Mana", 2017 | Fotos: I DO ART Agency.

Til tropehuset har Myntekær lavet værket Perdita (Biophilia), 2017, som står blandt eksotisk botanik på bredden af en lille sø. Biophilia er en hypotese af biolog Edward O. Wilson, som beskriver menneskets medfødte trang til at søge forbindelse til naturen og andre livsformer. Philia er et af de fire græske ord for kærlighed, som ofte oversættes til “broderlig kærlighed” og fungerer som den komplette modsætning til Phobia (fobi). Ifølge den tyske psykoanalytiker Erich Fromm er menneskets positive tilknytningstrang til andre livsformer en dybt forankret del af vores natur.

Astrid Myntekær "Perdita (Biophilia), 2017 | Foto: I DO ART Agency.

Begge Myntekærs værker bearbejder et balanceret system, hvor mennesket indgår på lige fod med naturen og andre livsformer. Værkerne er æstetisk dragende og beskæftiger sig på mange niveauer med et holistisk verdenssyn, der er nødvendigt for at forstå klodens tilstand.

Mennesket som den dominerende art?
Når kunsten på Becoming Human fungerer bedst, formår den at pirre vores nysgerrighed og sætte gang i store tanker omkring vores slørede oprindelse, problemfyldte, nuværende tilstand og den uforudsigelige fremtid. Det teoretiske lykkes. Det æstetiske lykkes flere steder. Men desværre adresseres det etiske tilsyneladende kun i ét enkelt værk. I en zoologisk have som her, er tremmer, net og elektriske hegn allestedsnærværende - måske er de mest en uomgåelig forstyrrelse for nysgerrige besøgende, som gerne vil så tæt på dyrene som muligt, men de er også en markant manifestation af det uligevægtige forhold mellem os og dem. Menneskene og dyrene.

Rolf Nowotny formår dog i sit værk The Meadow, 2017 at vende om på det ulige forhold ved det simple træk at sætte sig selv på dyrenes side. Værket er iscenesat i et forladt akvarie, som vi lader os fortælle ikke normalt er i brug – faktisk var der flere af Zoo’s ansatte, der ikke kendte til anlægget, før Nowotny aktiverede det med sit bidrag til udstillingen. Man beskuer akvariets indhold fra en rundet tunnel, som lægger et let forvrænget slør over scenografien, der består af forskellige metalskulpturer, metervis af afdækningsplast og apokalyptiske fornemmelser.

Akvarietunnel hvori man finder Rolf Nowotnys bidrag "The Meadow", 2017 | Foto: I DO ART Agency.

Vi passerer gennem tunnelen og hører et voldsomt brøl stærkt dæmpet af det tykke glas. På toppen af scenografien står Nowotny, kulsort i ansigtet og slår sig selv på brystet. Han springer op, gemmer sig i den løse plastik og klatrer rundt på tunnelen, imens børnene måber og de voksne knipser løs for at få øjeblikket med hjem. Det er underligt og lidt forkert, det Nowotny har gang i, det kan vi alle sammen mærke.

Rolf Nowotny "The Meadow", 2017 (performance) | Foto: I DO ART Agency.

“Hvorfor ser han så skør ud!?” råber en dreng og peger fingre af det mærkelige menneske på den anden side af glasset. Moderen kigger ned og forklarer “Jamen, nu har vi jo kigget på dyrene hele dagen, men prøv at tænk på, hvis det i stedet var os mennesker, der var i bur.”

Nysgerrige børn og fantasiløse voksne
Desværre oplever vi meget få eksempler på forældre, der på den måde omfavner deres børns nysgerrighed, når det kommer til kunsten. Da vi står ved Moussa Sarrs videoværk L’étalon Noir (The Black Stallion), 2011, der viser Sarr selv iført sort jakkesæt springe rastløst frem og tilbage og vrinske som en hest, kommer en mor og en datter forbi. Moderens reaktion til pigens undren strækker sig til udmeldinger som “Det er nok noget af det der kunst” og “Jeg forstår det i hvert fald ikke.”

Moussa Sarr L’étalon Noir (The Black Stallion), 2011 | Foto: I DO ART Agency.

Særligt Ryan McGinleys serie Animals fra 2012 har skabt furore og resulteret i klager til Odense Zoo. McGinley har rejst rundt til zoologiske haver i USA og fotograferet forskellige dyr sidestillet med nøgne menneskekroppe bl.a. for at undersøge modsætninger og ligheder. På Odense Zoos facebookside skriver oprørte gæster; “Føj føj føj. FJERN DE PORNOBILLEDER NU” og “Jeg er træt af at blive tvunget til at se sådan noget SKRAMMEL, når jeg har betalt for at se dyrene!!” Men også her i Zoo giver folk deres holdninger til kende og lader forargelsen rasle ned over børnene.

Ryan McGinley "Animals", 2012 | Fotos: I DO ART Agency.

Den umiddelbare nysgerrighed lukkes ned, og det er sørgeligt at være vidne til. Det var jo meningen, at kunsten skulle være med til at åbne op for samtaler om, hvad der gør os mennesker til mennesker og dyrene til dyr. Vi skulle undersøge, hvorfor tigerne hører til bag tremmer og undre os over hvorfor vi mon egentligt er mere værd end aberne. Men måske er vi ikke klar til at tage denne samtale? Måske affejer vi den udvidede bevidsthed, som kunsten kræver, fordi vi hellere vil have “en hyggelig dag i zoo”? Slush icen skulle nødigt gå hen og få en bitter eftersmag.

Tip til forældre: Hvis dit barn spørger: “Hvad er det?” og du ikke ved det, så spørg: “Hvad tror du?” Der er intet entydigt svar - intet rigtigt eller forkert – når det kommer til kunst, og det kan medføre de mest spændende samtaler.

Pas på, dyrene bider hårdt!
Vores øjne er indstillede på at finde og aflæse de næste værker, men på “skattejagten” fanges vores blikke også af andre elementer i parken. Vi bemærker bl.a. en bemalet baggrund som imiterer et junglelandskab, et kunstigt termitbo og et ventilationsrør med havtema.

Et eksempel på, hvad man gør for at opretholde det håbløst gammeldags skel mellem mennesker og dyr i Odense Zoo er de advarselsskilte, der findes overalt i parken. Et væld af forskellige piktogrammer fortæller os, hvordan at dyrene er farlige, og at de vil bide os, hvis vi kommer for tæt på. “Rør ikke aberne.”, “Rør ikke dovendyret, da det kan bide meget hårdt!” og “Det er kun dyrepasserne, som fodrer dyrene!” er eksempler på en retorik, der ikke gør meget for at fortælle om dyrenes adfærd, og hvorfor de gør, som de gør.

Men hvad ville der f.eks. ske, hvis man i stedet skrev: “Dyrene kender dig ikke, så hvis du laver hurtige bevægelser, bliver de bange, og når dyrene bliver bange forsøger de at forsvare sig – akkurat som du ville gøre det. Betragt dem som dine venner, så bider de dig garanteret ikke” (ja, det er lidt langt, men det kan sagtens fungere på et skilt).

Når man lærer om mennesker i zoologisk have
Vores dag i zoologisk have har sat gang i mange følelser og tanker omkring, hvordan vi betragter og behandler dyr. Odense Zoo er et tungt ladet udstillingsrum, hvilket både giver kunsten svære og frugtbare betingelser. Ved at træde ind i zoologisk have går man på én gang med på parkens præmisser og er nødt til at forholde sig til de historiske, teoretiske, æstetiske og ikke mindst etiske forudsætninger, der uomgåeligt er til stede. Og netop derfor rummer Becoming Human et kæmpe potentiale. Ikke nok med at sætte fokus på samtidskunst af høj kvalitet, peger udstillingen automatisk på et dilemma, der skaleres alt efter øjet, der ser: Måske føler du lidt ekstra empati for de beskidte pingviner, reflekterer over forholdet mellem natur og kultur eller spekulerer over, hvordan verden vil se ud i fremtiden.

Jakob Kolding "På besøg hos pingvinerne", 2017 | Foto: I DO ART Agency.

Pingviner man bliver ked af at se på | Foto: I DO ART Agency.

Vi tænker kunst som en dynamisk bevægelse mellem det tredelte forhold; kunstneren, værket og beskueren, men her melder der sig pludselig en fjerde aktør. På en måde bliver dyrene både medskabere, objekter for beskuelse og observatører, og de kommer potentielt set til at indgå som ligeværdige i den kunstneriske oplevelse. Desværre er det kun ganske få steder, at kunsten og dyrene er på samme side af tremmerne, og faktisk er det kun hos Itona Westerberg og Myntekær, at der er chance for direkte interaktion.

Vi får fornemmelsen af, at samarbejdet mellem den zoologiske og den kunstneriske verden ikke har været helt uden udfordringer. “Jeg kan godt røbe, at mange af de ansatte har været noget skeptiske over det her. Formidlingen i zoologisk have tager udgangspunkt i naturvidenskab, og så kommer kunstnerne og roder rundt i vores forestilling af, hvad dyr er,” bemærkede Nina Collatz Christensen (zoolog og chef for dyr og teknik) i sin tale til pressen. “Vi har godt af at blive udfordret, lidt forargede og overraskede” fortsatte hun, men det virker alligevel til, at restriktionerne har fået lov til at trumfe de kunstneriske muligheder.

Carsten Höller's serie "Four birds", 2015 er udstillet i Café Dyrehaven, som på åbningsdagen var lukket pga. privat arrangement (konfirmation) | Fotos: I DO ART Agency.

Vi kunne ønske os, at samarbejdet skinnede mere igennem, og at kunsten og dyrene havde mere med hinanden at gøre. Vi kunne ønske os, at kunsten fyldte mere i parken og blev en attraktion på lige fod med dyrene (i stedet for, som i flere tilfælde, at være gennet lidt over til siden eller stillet direkte i et hjørne). Vi kunne ønske os, at en kunstudstilling i zoologisk have udviste mere mod, og at begge parter turde gribe fat om de etiske problematikker, der driver ned af væggene i de tarvelige stalde og bure.

Når værkerne på Becoming Human fungerer, så fungerer de rigtig godt, men i virkeligheden er det i endnu højere grad konceptet og vores dag i zoo, der har sat tanker i gang. Kunsten tvinger os til at se på verden med en udvidet bevidsthed, og med denne optik rammer forholdene i zoo ekstra hårdt i hjertet. Når vi kradser i den ældgamle, falske dikotomi af os og dem bliver de rustne tremmer næsten det eneste, vi kan se – og det er takket være kunsten. Det er takket være kunsten, at vi ikke bare havde “en hyggelig dag i zoo,” men kom hjem med tasken fyldt af erkendelser.

Der er mere stille nu, hvor linje 151 igen er på vej tilbage til Odense banegård. Vores hoveder er fyldte og lidt tunge efter alle de observationer, som Becoming Human har givet os de seneste timer. Vi har ikke lært meget om vilde dyr - til gengæld har vi lært meget om mennesker. For som der står til sidst i teksten på det lilla kort: “Vores syn på dyr - både i livet og i kunsten – er afgørende for, hvordan vi tænker om os selv og vores plads i verden.”

Find udstillingsinfo i vores kalender her

Updates:

Lørdag d. 13. maj (en uge efter åbningen) har Odense Zoo valgt at flytte Ryan McGinleys værker pga. for mange klager fra de besøgende. På Facebook begrunder de beslutningen således: "Efter reaktioner fra flere af vores gæster er værkerne nu rykket ud i enden af savanneområdet, hvor de står samlet. På den måde kan man selv vælge, om man vil gå ud forbi værkerne på vejen rundt i haven. Mvh Odense ZOO".
I aviserne torsdag d. 18. maj kan man læse, at en 20 år gammel chimpanse er afgået ved døden i Odense Zoo. Chimpansen druknede i parkens anlæg, da den angiveligt var oppe at slås med de andre chimpanser i flokken. Det er en tragedie, men endnu et vidne om hvad der sker, når man indespærrer dyr. Læs mere på bl.a. Politiken.