LYDBILLEDER | MALENE MATHIASSON

At visualisere en lyd kan være svært. Det kan gøres på tusindvis af forskellige måder. Det kan have forskellige former, farver og udtryk. Det kan opfattes vidt forskelligt, og intet af det er rigtigt eller forkert. At visualisere tusind forskellige lyde på én gang og koge det hele ned til ét billede, der skal repræsentere et helt univers, er en kunstform i sig selv. Det har Malene Mathiasson formået at gøre til Waldo & Marsha’s album “Zoo”.

Jeg har fulgt bandet Waldo & Marsha længe, men efter at jeg så cover artworket til “Zoo”, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg måtte eje albummet som vinyl! Det er en helhedsoplevelse. Jeg synes, at Malene Mathiasson har ramt ind i deres univers med en knivskarp præcision, og jeg føler virkelig, at jeg kan “se” musikken for mig. Da jeg besluttede mig for at dykke ned i album covers her på I DO ART stod det selvfølgelig klart, at jeg måtte stille Malene et par spørgsmål.

Hvem er du, og hvor kommer du fra?
Jeg er født i Næstved og vokset op i Sorø. Jeg er student fra Sorø akademi og har efterfølgende været på forskellige kunstskoler, som Kunsthøjskolen i Holbæk og Goldsmiths i London. Lige nu går jeg på kunstakademiet i København, hvor jeg dimitterer fra i år.

Malenes atelier på Det Kgl. Kunstakademi.

Malenes atelier på Det Kgl. Kunstakademi.

Hvilke tanker gjorde du dig, inden du startede på artworket til “Zoo”?
Jeg tænkte over de udfordringer, som ofte opstår i samarbejdet mellem band og kunstner. Det kan være vanskeligt at sprogliggøre nogle meget løse, visuelle idéer. Lyden af deres musik oplever jeg og oversætter visuelt, som noget organisk, sløret, tåget og pastelfarvet. Derudover er musikken præget af klimaks-intensitets-energier, som jeg forbinder med noget tungt og udflydende.

Hvad var vigtigt for dig i processen?
Det vigtigste for mig var at skabe noget, som Waldo & Marsha ville være begejstrede for. Jeg lavede en del udkast for at lure mig ind på, i hvilken retning de ville, så jeg kunne fokusere og arbejde mig ud af den valgte retning.

Hvordan fik du inspirationen?
Normalt beskæftiger jeg mig også med andre teknikker end collage, og helst arbejder jeg med et mere abstrakt formsprog. Bandet var dog interesseret i et foto-figurativt univers. Grundinspirationen, som går forud for artworket, er på en måde noget jeg har bygget op igennem mange år ved at arbejde med collage og forholde mig til mine samlinger af udklip. Den nye inspiration kom fra bandet, i kraft af deres musik, men også fra deres visuelle idéer, som selvsagt ikke er identiske med mine egne, og derfor både fungerede som begrænsninger, men også som udfordringer der kunne åbne op for nye retninger, som jeg aldrig selv ville have valgt.

Collageprocess.

Collageprocess.

Hvordan var din proces fra idé til det endelige cover?
Ud over dyr var bandet også interesseret i, at der skulle være en fornemmelse af nordisk natur. Jeg har ikke arbejdet ud fra et fast koncept, men mere prøvet mig frem i forhold til bandets ønsker. Resultatet blev familiært med min forudgående forestilling, men alligevel anderledes på mange måder, som jeg husker det.

Hvilke tanker lå der bag at bruge dele af dyr på coveret?
Albummet var allerede navngivet “Zoo”, så det med at bruge elementer af dyr var oplagt, som en slags biodiversitet, både hvad angår dyr og natur. Og så har jeg rigtig mange udklip af dyr!

Hvordan har du det med det endelige resultat?
Jeg kan godt lide farverne og formerne. Jeg tror, at jeg altid går efter en visuel harmoni men ikke nødvendigvis efter en kontekstuel sammenhæng. Med dette cover er der helt sikkert forskellige naturudtryk, der er blevet sat sammen, som en slags nordisk dekorations-jungle, der, ligesom en zoo, er unaturligt sammensat og tæmmet. Men for mit eget vedkommende kan jeg aldrig rigtigt se, hvad jeg selv har skabt. Man kender jo alle processerne og ved alt om sine valg og tendenser.

Collageprocess.

Collageprocess.

Hvordan var samarbejdet med Waldo & Marsha?
Som tidligere nævnt kan det ofte være svært at komme ind på, hvad andre forestiller sig visuelt. De kontaktede mig, fordi de havde set noget af mit tidligere arbejde, som de var interesserede i, men de ville selvfølgelig have deres eget udtryk til deres eget cover. I et sådant samarbejde er spørgsmålet om og hvornår, man skal give kunstneren helt frie tøjler, eller om man skal kommunikere løbende under processen. I sidste ende er det bandet, der skal være tilfreds, som jo i dette tilfælde består af en hel del medlemmer med forskellig smag. Jeg er hverken professionel grafiker eller illustrator men selvstændig kunstner, og jeg har fundet samarbejdsdelen udfordrende på både godt og ondt.

Hvad betyder album artwork for dig helt generelt?
Som barn og teenager var det, for mig, en fornøjelse at kigge flotte albumcovers igennem. Det sker stort set aldrig i dag, nærmest kun digitalt, og for mig er det slet ikke det samme.

Hvor tror du, album artwork bevæger sig hen i fremtiden?
Jeg tror, at det afhænger meget af virtuelle teknologiske muligheder.

Færdigt resultat | Cover artwork for Waldo & Marsha’s album “Zoo” af Malene Mathiasson.

Færdigt resultat | Cover artwork for Waldo & Marsha’s album “Zoo” af Malene Mathiasson.

Runi Guld (f. 1992) er grafisk designer og har taget en bachelor i Kommunikationsdesign ved Designskolen Kolding, 2016. Runi har bidraget til idoart.dk siden 2014.