KÆRE ENSOMHED, DU ER MIT LIVSLANGE VILKÅR

DET VAR EN fredag, lige over middagstid, og en lun sommerdag i midten af juni. Jeg havde taget tidligt fri fra mit arbejde og cyklede mod Frederiksberg C bag ved søerne, hvor praksissen ifølge Google Maps var placeret. Jeg havde boet i København i 4 måneder. Jeg havde haft svært ved at falde til ro i min nye tilværelse i byen, og jeg følte mig ensom. Det var såmænd ikke noget nyt, ensomhedsfølelsen og den indre uro, da disse invaliderende følelser havde forfulgt mig det meste af tiden gennem min opvækst.

Jeg havde tidligere på måneden haft en telefonsamtale med min mor, om at ensomhedsfølelsen var indtrædende igen, men at mine tanker i denne periode af mit liv også omhandlede min adoption. Det var flere år siden, jeg havde adresseret min adoption. Min mor fortalte henrykt om, at hun for nyligt var blevet gjort bekendt med PAS-rådgivningen – en rådgivning man som voksen kan gøre brug af, hvis man ønsker en dialog omkring ens adoptionsforløb. Jeg tøvede lidt, men anerkendte min mors løsningsorienterede tilgang og opmuntring, lagde på og gik i gang med at undersøge nærmere. Jeg fik Googlet mig frem til tilbuddet, selvom jeg var en anelse skeptisk. Ansøgningen blev udfyldt nøje, indsendt, og en uges tid senere blev jeg kontaktet og tilbudt et rådgivningsforløb på 10 sessioner.

***

Jeg træder ind i det flotte lejlighedskompleks på Frederiksberg C og forestiller mig, at det er sådan alle de gamle herskabslejligheder ser ud i området. Jeg hænger min sorte blazerjakke på knagen og sætter mig til rette i venteværelset. Jeg er iført en mørkebrun nederdel fra &OtherStories og en hvid croptop. Mit hår er glattet og med en skarp midterskilning. Mine smykker er i guld. Min mors evige kritik og kommentarer gjorde mig i en tidlig alder bevidst om, hvordan jeg præsenterer mig selv til min omverden i form af tøjvalg, makeup og mit ydre. Selve situationen, at sidde dér i venteværelset, kan føles angstprovokerende, da jeg altid har følt, at jeg skal ind og præstere, fortælle en historie som er værdig, trist og spændende nok til at fastholde interessen fra min psykolog, og tanken strejfer mig hver gang om der mon nogensinde er et menneske, som vil forstå mig og mit sind, fuldendt. Jeg gennemgår altid et massivt tankemylder, inden døren går op, og mit navn bliver kaldt, ”Sabina, kom indenfor!”

***

Jeg har været til psykolog 6-7 gange i mit liv, som barn, i mine teenageår og som ung voksen. Derfor kender jeg også rutinen. Vi sætter os ned i hver vores stol. Vi sidder over for hinanden. Jeg bliver tilbudt vand, te eller kaffe. Psykologen sætter sig til rette. Jeg smiler forventningsfuldt men undgår øjenkontakt. Jeg får straks dårlig samvittighed. Jeg er opdraget med, at man kigger folk i øjnene, når man bliver tiltalt og indgår i en dialog. Jeg er nervøs indeni og føler denne situation anspændt, fordi jeg skal tale, begrunde, reflektere og vurderes. ”Som psykolog i PAS-rådgivningen beskæftiger jeg mig med voksne adopterede. Jeg har også lavet mange andre ting i mit arbejdsliv. Jeg har været ansat på bosteder, i psykiatrien, beskæftiget mig med adoption og har været med til at opstart af foreninger for adopterede og deres biologiske forældre. Jeg er uddannet autoriseret psykolog. Jeg har arbejdet i det offentlige, det private og har rejst jorden rundt. Senest var jeg i Indien. Jeg har en datter, som er adopteret fra Indien,” og hun fortsætter…

”Hvad bringer dig hertil, Sabina? Kan du fortælle lidt om dig selv?” siger hun kærligt, og afslutter introduktionen af sig selv, som er noget fyldestgørende. Hendes åbenhed får mig til at føle mig tilpas. Hun ved, hvad det vil sige at være adoptivforældre, men også at være mor til en adoptant – fantastisk, endelig! ”Jo... det kan jeg da godt,” siger jeg tøvende og usikkert. Kom så, du kan godt. Du har fortalt denne historie en million gange til komplet fremmede alt efter den kontekst, du har været i, til dine eks-kærester, til mænd, til kvinder, til alle på din vej. Nu skal du ikke være usikker men kompetent og præcisere, hvorfor du er her, så du ikke spilder andres tid, tænker jeg.

”Jeg er adopteret fra Pune, som er den næststørste by i delstaten Maharashtra i det vestlige Indien. Jeg kom til Danmark, da jeg var præcist 18 måneder gammel i midt halvfemserne, og mit nye hjem var nu den vestjyske by, Esbjerg. Jeg ankom den 14. februar, på Valentines Day, i år 1997, til Billund Lufthavn. Her stod mine adoptivforældre og storesøster i kærlighedens glæde, med åbne arme og et nervøst smil. Selv husker jeg ingenting.”

”Tak for din fortælling. Det er en sød historie, og så på Valentines Day. Adoption af et barn betyder jo helt enkelt, at du tager barnet til dig som dit eget. Adoptivbarnet har ikke længere en juridisk tilknytning til dets biologiske forældre, og når adoptionen er gennemført, betyder det så, at barnet har skiftet familie. Hvilke tanker gør du dig, eller hvilke tanker har du gjort dig i forbindelse med DIN adoption?” svarer hun.

Jeg svarer ivrigt tilbage og føler mig komfortabel. ”Min adoption har en stor betydning for mig. Det er naturligt, at man gør sig mange tanker. Det kunne foreksempel være; hvilke særlige forventninger lever adopterede med? Og hvilke forventninger er der indbygget i en adoption? Hvordan rummer man dét omsorgssvigt og den sorgproces, som en adoptant følelsesmæssigt har oplevet? Hvorfor føles det så anderledes at være adopteret? Og hvorfor kan det være svært at tale om, samt at få sat ord på? Det er refleksionsspørgsmål, som har ligget mig på sinde gennem årenes løb. Det har haft omkostninger for mit ve og vel. Mine destruktive handlemønstre som yngre. Min vrede og frustrationer og den uretfærdighed, som jeg har følt. Hvorfor besluttede min biologiske mor sig for at adoptere mig bort? Det spørgsmål er da nagende”, afslutter jeg, holder en pause og rækker ud efter vandet på bordet. ”Jeg kan godt forstå, at det er tanker, der har præget dine tankemønstre og måder at handle på ud fra en given situation. Dine refleksioner og spørgsmål til dig selv og andre er sigende. Du fortæller, at du har følt vrede og frustration? Noget eller nogle bestemt?” opfølger hun.

”Altså... Jeg blev ikke fortalt, at jeg var adopteret, men jeg er klar over, at jeg ikke pludselig dumpede ned fra himlen. Vi har haft mange samtaler om mit adoptionsforløb. Vi har også talt om den glæde det var for mine forældre, da de fik nyheden om, at de var blevet tildelt en lille pige fra Indien, og om hvordan mit liv måske ville have set ud, hvis jeg ikke var blevet adopteret.” ”Du nævner vreden? Kan du uddybe det?” svarer hun, men kommenterer ikke yderligere på min beretning. ”Hvad mener du? Eller jo. Lad mig tænke et øjeblik”, og der er stilhed i lokalet, for svarene afhænger jo af mig.

”Jeg skal lige finde de rigtige vendinger og formuleringer frem, så jeg får forklaret mig selv ordentligt... Jo, nu husker jeg det. Jeg har altid haft en god intuition og fornemmelse, men også en nysgerrighed. Til gengæld har jeg også følt mig meget vred. Vred på mine danske forældre over ikke at forstå mig helt. Vred over at blive kritiseret og irettesat, når jeg udforskede og udfoldede mig. Mine forældre er utroligt danske, og vestjyske. Det er der ikke noget galt i. Men jeg har ofte følt mig misforstået, eller tysset på, for jeg skulle jo ligesom ikke fylde for meget eller for lidt. Det gav mig en følelse af bitterhed og indebrændthed, især over for min mor. Hendes manglende accept af mig som menneske – og min personlighed. Vi er meget forskellige. Jeg har altid følt en anden slags tryghed ved min far. Han pointerer ikke mine fejl og mangler, men han kan være fandens negativ, og så er han altid træt. Jeg følte mig nok lidt alene i vores hjem. Min søster var flyttet hjemmefra. Min skolegang var utryg, svingende og ikke bundet op på langvarige relationer til mine jævnaldrende. Jeg blev mobbet meget, hængt ud, fagligt udfordret, udelukket og ekskluderet fra fællesskabet. Ærlig talt så gad de mig jo ikke rigtigt. Det var tydeligt at mærke. Men jeg var måske også svær at omgås. Jeg ved det ikke... Er det sådan noget, du tænker på?”

”Det er det helt bestemt. Der er jo meget at tage fat i. Jeg forestiller mig, dig, sidde dér, lidt væk fra de andre og observere dine omgivelser. Anskue, tænke og prøve at forstå. Jeg har haft mange forskellige slags samtaler, med mange forskellige adoptanter. Du virker både hurtig i dine refleksioner, og meget observant. Du virker også dyb. Det er ikke alle, som nødvendigvis besidder denne kunst. Jeg synes, at vi skal dykke ned i det næste gang, hvis du har lyst?” siger hun afsluttende, og vores session slutter for nu.

***

VI AFTALER en ny session 14 dage efter den første gang. Jeg er optimistisk og håbefuld, og interesseret i at bringe mig selv i spil, så det giver et resultat på længere sigt. Samme sted, samme tidspunkt i starten af juli måned.

Jeg har et tweedsæt på i form af en ternet nederdel og blazer, og en sort croptop. Mit hår er opsat i en stram hestehale, og min makeup er nøje lagt. Min psykolog kommenterer, i det jeg træder ind ad døren, og siger positivt og rosende at jeg ser godt og stilet ud. Vi sætter os ned, på vores respektive pladser, og begynder vores snak. Jeg hiver fat i vores samtale fra sidst, og begynder, ”Du sagde det her med at være observant. Det har jeg tænkt en del over. Jeg lærte hurtigt at observere, afkode og tilpasse mig i mine nye omgivelser, som jeg var landet i. Måske er det en slags overlevelsesevne, man får? Man skal lige finde sig til rette og studere de mennesker, man er omkring. Man kan jo aldrig vide sig helt sikker. Det handler om tillid og tryghed, for mig, når jeg går i gang med denne screeningsproces."

”Interessant. Jeg er enig med dig. Som barn der er opvokset på et børnehjem er der også andre børn til stede, som de voksne også skal tage sig af. Der er bare ikke kapacitet nok til omsorg og kærlighed – eller for den sags skyld tid til det enkelte barn. Jeg har selv rejst rundt på en del børnehjem for at anskue strukturen og få indblik i det hele. Så Sabina, det hele er jo ikke så sort/hvidt men har flere nuancer, selvom det måske ikke altid føles sådan. Du bør se det som en kæmpe styrke at have sans for detaljerne og være god til at observere dine medmennesker. Det kan give dig en vigtig information om andre, som de ikke nødvendigvis selv ved, at de udsender.” Hun holder en lille pause og noterer noget i sin bog, som jeg ikke kan se.

”Jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om, hvordan dit møde har været med de mennesker, du har mødt på din vej, når du nævner, at du er adopteret?” spørger hun venligt, og beroliger mig ved at give mig et øjebliks tænkepause til at svare. Jeg tænker igennem. Hvordan har det været? Hvordan har det føltes? Hvad bliver jeg spurgt om? Men det er jo den samme gamle sang om igen. Jeg må se irriteret ud, men måske lægger hun ikke mærke til det. Selvfølgelig gør hun det. Hun er jo uddannet i at se lige igennem folk... nå, jeg må i gang, tænker jeg. ”Ja undskyld. Jeg fik bare massive flashback til alle de gange, jeg har skulle forklare mig selv.”

“Jeg kan ikke vurdere om det er mig, der er uhøflig for min reaktion, eller dem for at stille så personlige spørgsmål. Jeg kan alle spørgsmålene. Ofte tjekker jeg dem af inde i mit hoved. Men rækkefølgen lyder således: Hvor er du fra? Nej virkelig? Det kan ikke passe? Er du sikker på det? Du ligner en mulat. Du ligner en, som er fra Sydamerika, måske Chile eller Venezuela. Jeg troede, at din mor er hvid, og din far, sort. Er din søster også adopteret? Kan du huske noget? Kender du dine biologiske forældre? Er du ikke taknemmelig? Ved du, om du blev fundet i en skraldespand?”

Min psykolog stopper mig, ”Er der virkelig en, som har spurgt dig, om du er blevet fundet i en skraldespand?” og ser helt forbavset ud. ”Ja”, siger jeg nærmest stolt, men jeg er mere forfærdet. ”Det gjorde en af mine klassekammeraters mor engang. Det var i starten af 8. klasse. Hun havde hørt, at jeg var adopteret, fra sin datter, så hun spurgte ind til mig til en børnefødselsdag. Jeg forstod det ikke helt. Hun grinede bare og kiggede ned på mig, mens hun forklarede sig selv – at hun havde set en dokumentar om Indien og om deres fattigdom og slumkvarterer, og om hvordan mødrene smed deres børn ud i skraldespande, hvis de ikke vidste, hvad de skulle gøre med dem. Hvad skulle jeg sige?” Min psykolog svarer, ”Det må jeg nok sige... Den har jeg aldrig hørt før. Upassende, men tankeløst. Stigmatiserende og upræcist, mangel på viden og situationsfornemmelse. Men, de spørgsmål som du nævnte tidligere, som du altid bliver spurgt om. Jeg fornemmer det generer dig, eller hvordan?”

”Ja det gør det egentlig, for jeg kan fortælle dig, at konstateringen er 9 ud af 10 gange den samme, som jeg får smidt i hovedet, og den er: Nå men, du er jo dansk og ligesom alle os andre, hverken mere eller mindre. Du skal blot være taknemmelig over din hudfarve og dit udseende. Det har vi danskere jo ikke. Men ud over det, er du en dansker. For ikke at afslutte samtalen på helt glat føre, afsluttes sådanne samtaler med ”Kan du huske noget særligt, eller har du nogle erindringer?” hvortil at jeg svarer, at min biologiske mor valgte at være anonym men afleverede mig på børnehjemmet i Pune, efter at jeg blev født. Herefter forlod hun mig. Jeg kan desværre ikke erindre mine tidligste år i livet. Mærkværdigt, ikke?”

***

TREDJE SESSION finder sted i slutningen af juli måned. Jeg er iført en ribstrikket sort, stram kjole, og bærer nogle sorte slingback sko. Over mig har jeg en navyblå trenchcoat. Vi sætter os i hver vores stol. Udenfor bager solen i sine 28 grader, og jeg smider hurtigt jakken i stolen ved siden af mig. ”Nå Sabina, nu har jeg hørt om din opvækst, din adoption og de tanker, du har gjort dig herom. Jeg har hørt kort om dine forældre også. Jeg vil gerne, at du uddyber og fortæller mig om din skolegang, hvis du har mod på det?”

”Jo, jeg startede i folkeskolen i 00’erne, og dengang var der få med en anden kultur og hudfarve. Jeg blev for første gang bekendt med, og gjort opmærksom på, at jeg havde en anden hudfarve og etnicitet end mine klassekammerater. Jeg vil mene, at den diskrimination og de bias eller fordomme, som er baseret på hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, blev også min virkelighed. Det kan jeg sige, fordi jeg i folkeskolen og gymnasiet jonglerede mellem to forskellige verdener, hvor man på den ene side har en opvækst i en dansk familie og samtidig ser anderledes ud udseendemæssigt,” og jeg fortsætter... ”Jeg oplevede en klar racisme og eksklusion fra fællesskabet allerede i de små klasser. Jeg har en fornemmelse af, at der var en vis overlegenhed overfor "min slags". Jeg er brun eller mørk, og har altid været slank af natur. Det ledte til mange forskelligartede spørgsmål. Mine eksempler er fra hverdagslivet i skoletiden. På skrift, dengang, modtog jeg hadefulde og grimme beskeder om mit udseende, mit hår og min hudfarve”. Min psykolog nikker anerkende, og afventer.

”Har du anoreksi, siden du er så tynd og spejlset”
”Har du drukket meget kakaomælk?” Det var dog en af de sjovere, vil jeg mene, og smiler.
”Har du rullet dig i lort? Eller tyndskid?”
”Hvorfor er du brun og ikke hvid?”
”Hvorfor har du sorte hår på armene?”
”Gad din mor og far ikke at have dig? Min forældre har fortalt mig, at man som adopteret er lidt ligesom et gadekryds.”

Jeg tager en dyb indånding og puster ud gennem næsen. Siger ”hmm...” og griner halvlavt. Jeg føler mig latterlig og patetisk, og tørrer hurtigt tårerne væk med min hånd. ”Hvorfor græder du?” spørger hun. ”Det ved jeg ikke... Det gør da lidt ondt at tænke tilbage på. Jeg ved godt, at jeg er i slutningen af tyverne, men det var ren overlevelse. Jeg mobbede dem, der var svagere end mig selv. Jeg føler mig også dum og skyldig. Dum, for at blive så berørt af fortiden og med en indædt dårlig samvittighed. Jeg skulle måske sige, ja pyt til det hele nu. Det er jo mange år siden...”

”Jeg ved godt, at det er hårdt at gå tilbage til ét sted, der ikke føles rart eller trygt. Men du er godt i gang. Stop ikke. Fortæl gerne mere om de oplevelser og dine erindringer, hvis du kan?”

”Jeg var dårlig, fagligt. Jeg fik ekstra undervisning. Når jeg kom ind i klassen, stoppede alle med at snakke. Jeg sad for det meste alene. Når der skulle vælges grupper, blev jeg IKKE valgt. Jeg blev sat sammen med en eksisterende gruppe. Til deres last, og vel min redning. Jeg kæmpede med næb og kløer for at passe ind. Jeg havde svært ved at følge med og koncentrere mig. Når jeg læste højt, fniste og grinede de andre. Hvis jeg talte ud i rummet, blev der høfligt skimtet hen over det, jeg sagde, og snakket videre. Når vi havde idræt, var jeg skydeskive. Når vi skulle løbe rundt om bygningen, fik jeg til tider en arm i siden eller en mavepuster. Det gjorde fandens ondt. I 7. klasse flyttede jeg på privatskole.”

”Jeg kan ikke tage dine oplevelser fra dig. Dem må du bære rundt på. Men jeg kan oplyse dig om, at man som adoptant kan have en manglende indlæringsevne, hvilket skyldes forsinket udvikling af et sprog og evnen til at omsætte følelser, verbalt.” ”Sådan har jeg aldrig tænkt det. Det giver mening,” siger jeg forundrende og forsøger at absorbere denne nye viden. Jeg havde ikke udviklet mig sprogligt, og derfor havde jeg større vanskeligheder i både de matematiske og skriftlige fag, aha! tænkte jeg.

Min psykolog rejste sig op, åbnede vinduet på klem og stillede sig ved den hvide tavle, der hang på den hvide væg. ”Lad mig tegne det op for dig i en tidslinje. Du er hér, i en alder af 18 måneder. Der går nogle år. Du kommer i børnehave. Jeg går næsten ud fra, at den samme følelse af indre uro, ensomhed og forvirring over dine jævnaldrende allerede indtræffer her?”

Jeg nikker... og følger med i min tavleundervisning. ”Du kommer i folkeskolen, og skal lære sprog, tal og menneskelig interaktion. Men aldersmæssigt er du bagud. Jeg siger det ikke til dig for at slå dig i hovedet. Alt efter hvilken en fagekspert du spørger, er vedkommende måske ikke enig heri, men du er aldersmæssigt kommet for tidligt i skolen. Har dig og dine forældre i samråd med skolen aldrig taget stilling til det?” ”Nej” siger jeg bestemt, og ser mildest talt noget forbløffet ud i ansigtet. Tiden er gået. Vi slutter vores session af. Jeg går derfra, og føler mig en anelse blottet. Men også lettet. Lettet over at få rystet posen og italesat mine oplevelser til et menneske, som formår at forholde sig konkret og konstruktivt.

I MIDTEN AF AUGUST træder jeg ind i samme lokale for fjerde gang. Jeg er iført en hvid, struktureret nederdel og en sort bodystocking fra Zara, og min yndlingsblazer i sort med guldknapper fra &OtherStories. Jeg har mine sølvsmykker på, som min mor har givet mig. Hendes første forlovelsesring med 3 små rubinsten i og en lang sølvhalskæde. Smykkerne er nostalgiske for mig, de giver mig en tryghed, og en kærlig påmindelse om, at jeg bærer en del af min mors ungdom med mig rundt. Vi sætter os i hver vores stol. Det er fjerde gang, tænker jeg. Hvad mon hun vil have frem i søgelyset denne gang? ”Lad os starte, hvor vi sluttede sidst. Du fortalte om din folkeskoletid, men vi mangler at få italesat din gymnasietid. Med mindre der er andet, som du ønsker at tale om?”, spørger hun indledende.

”Jeg vil gerne fortælle om min gymnasietid. Det var en turbulent tid med skiftende venskaber, hvor jeg konstant undertrykte min egen eksistens. Jeg havde grundlæggende svært ved at finde socialt fodfæste og balance, og jeg følte mig anderledes i selskab med det kvindelige køn, men klarede mig dog fagligt godt i skolen. Jeg mindes, at de faglige succeser tillod mig vedholdenhed, disciplin og læring i forfølgelsen af mine mål og drømme. For mange er gymnasietiden den bedste tid. Men ikke for mig, grundet min ensomhedsfølelse og min manglende evne til at omsætte venskaber, et gennemgående tema, der påvirkede mig negativt. Det var svært at føle samhørighed og være deltagende i fællesskabet, når jeg ikke følte mig værdig eller ligeværdig med mine medstuderende.”

Jeg stopper en gang. Kigger ned på min hånd, og min mors forlovelsesring. Jeg blinker og forsøger at holde igen med tårerne, der ustyrligt triller ned ad mine kinder. Jeg rækker ud efter en serviet, som står på bordet og tørrer forsigtigt hen over min makeup. ”Hvad berører dig særligt ved at fortælle om denne tid?” spørger hun. ”Jeg ved det ikke... Eller jo. Jeg forbinder den tid med masser af smerte og sorg. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 17 år, arbejdede fuldtid og passede min skole ved siden af. Jeg havde en ældre kæreste end mig selv, hvor der var en 14 års forskel. Min relation til ham var ødelæggende for mit indre følelsesmæssige liv, og mine grænser blev overtrådt i en sådan grad, både mentalt, seksuelt og emotionelt, fordi han blandt andet misbrugte mig og begik seksuelle overgreb på mig – han voldtog mig mod min vilje. Min kontakt til mine forældre var sporadisk i denne periode af mit liv, og resten af min eksistens blev dag for dag udvisket. Min ensomhed, tvangs- og selvmordstanker var min virkelighed.”

”Luk dine øjne. Tag en dyb indånding. Træk vejret 4 gange ind, og giv slip. Træk vejret ud, 4 gange. Gentag dette i de næste 5 minutter. Mærk efter i din krop. Et lille hint, nogle gange kan det hjælpe at tænke på en, du gerne vil straffe, selvom du ikke i bogstavelig forstand skal foretage denne handling”, siger hun med et smil på læben, og med en rolig stemme.

Jeg lukker øjnene, men gentager i mit hoved, ynkeligt. Det er typisk sådan noget en psykolog siger til én, tænker jeg. Jeg lukker øjnene fortsat, og gør mig anstrengelser for at gennemføre øvelsen.

Jeg tænker på, hvordan det mon ser ud, udefra. For at kunne rumme vreden, uretfærdighedsfølelsen og ensomheden, har jeg brug for at give slip på min evige kontrol. Lære, at min adoption er vilkårlig, men slippe distancen til mig selv og andres syn på mig. Jeg er desperat efter at gøre det rigtige og være pligtopfyldende nok til mig selv og mine omgivelser. Jeg hader at give slip, og vil hellere såre mig selv. Jeg er selvudslettende. Jeg er dårlig til at mærke efter, og har ikke tillid til min krop. To ting, denne psykolog beder mig om at praktisere i dette øjeblik, mens vi sidder her.

Vi snakker videre, og inden hun sender mig ud ad døren, siger hun til mig, ”’Sabina, din krop er klog. Dit sind er dybt. Du er en ung kvinde i din bedste alder. Vi to skal snakke meget mere sammen, men det er vigtigt, at du lever i nuet, i stedet for at mikse din fortid sammen med en mulig fremtid.” Jeg smiler, og udviser anerkendelse for hendes anekdote på denne sommerdag. Selvfølgelig hun har ret. Jeg elsker at finde mening i min fortid, og tager ikke fornemmelserne i min krop i betragtning. Det vil jeg så nu gå ud og gøre.

***

Jeg ligger i min seng, klar til at sove og drømme. I morgen er det 1. september og sommeren er officielt ovre. Jeg er stoppet ved psykologen i PAS-rådgivningen. Jeg har lært en livsvigtige lektie.

Min adoption ødelægger min evne til at drømme gode drømme. Når jeg vågner midt om natten eller tidligere end tidligt om morgenen, kan jeg kun erindre den ubehag og frygt, som vedvarende er manifesteret i mine indre tanker og følelser. Nogle gange vågner jeg op i mareridtslignende tilstande og er straks grebet af en ængstelighed og panisk angst, der trækker tråde til oplevelser og episoder i forbindelse med min adoption. Mor og far, som ikke helt forstår mig eller blot misforstår mig. Jeg, som har svært ved at spejle mig i dem, fordi vi ikke genetisk er forbundede og tror, at det er årsagen.

Jeg, som skal indse og forstå, at til trods for at jeg biologisk set ikke er mine forældres datter, har mine forældre gennem min opvækst og opdragelse givet mig utallige færdigheder og positiv indvirkning. Jeg, som mærker en utilstrækkelighed og en følelse af ikke at være god nok til nogen eller noget. Jeg, som husker, hvordan de andre i folkeskolen og gymnasiet griner højlydt af mig eller likviderer min eksistens i deres tilværelse, fordi jeg ser ud på en bestemt måde eller har gjort eller sagt et eller andet forkert uden selv at være klar over det. Fyrene, som gerne vil flirte, kysse og have sex med mig og derefter smutte igen. Veninderne, som ikke er rigtige veninder. Hører jeg til ved dem med en anden etnicitet end dansk? For de etnisk danske har jeg ikke et tilhørsforhold til, og vi forstår ikke hinandens temperamenter. Det fører mig til en dyb ensomhed og rodløshed. En oplevelse af skam i at skabe min egen identitet og et væld af følelser som konstant skaber uro og kaos.

***

Jeg er trist og deprimeret. Det efterlader mig i et negativt tankespind. Min selvtillid og mit selvværd er nedadgående.

Men jeg vil gerne drømme om andet end omsorgssvigt og adoption. Jeg vil gerne byde nærvær ind i mit liv, og bryde mine tilknytningsvanskeligheder. Min konstante angst spænder ben for mig, for måske jeg bare frygter afvisningen fra mine medmennesker. Så om lidt, når jeg er faldet i søvn og drømmer igen... så ja, er jeg engang blevet forladt af min mor og far. Min far kunne i øvrigt være hvem som helst. Mon min mor stadig lever? Jeg kom hertil alene, og derfor vil jeg altid have mig selv. Jeg er selvfølgelig taknemmelig for tilværelsen, men det er en enlig kamp, på godt og ondt.

---

Coverfoto: Advik Mehta.