JAVIER ALVAREZ SAGREDO – INGEN RØG UDEN ILD

Hi! Dear Rikke & Matias. I hope you’re feeling fine. My name is Javier. I hope you remember me from Afgang 21. I remember that the moment/dialogue we created and the information I was allowed to share with you was so much fun to do and very inspirational. I’m contacting you in regards to a lil potential collaboration. I’m atm making a semi monumentalish solo exhibition that I’m really happy about, titled "Live Fast Die Young" @ inter.pblc, with an opening on the 16th of June – that runs until the 1st of July. Would you be interested in starting up a new dialogue and do an interview with me for your platform? I feel like I’ve got a lot in my heart, new information and personal experiences to share with the public. That hopefully a lot can relate to or try to understand (we all together). Please let me know what you think.

☞ Click here if you’d like to continue reading this interview in English. Otherwise we will continue in Danish below.

Denne email landede i vores indbakke en mandag eftermiddag og var på mange måder virkelig lige det, vi havde brug for. Selvfølgelig husker vi vores første møde med Javier Alvarez Sagredo (f. 1994)! Vi var, som de nævnte, på Kunsthal Charlottenborg for at skrive om årets afgangsudstilling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, og på trods af vores akavede maskeringer (aka mundbind – tak coronatid) faldt vi meget naturligt i snak om Javiers værker.

Siden dengang har de været i vores tanker, og derfor var det også nemt at svare: Dearest Javier, Of course we remember you! <3 And we as well remember our meeting with you as very special and amazing. We would love to do an interview in context with your upcoming exhibition!

Opgør med generationelle traumer
“Da vi mødtes første gang, havde jeg et barn, og jeg dedikerede to kunstværker til dem. Siden da har jeg fået et mere, og så har jeg forsøgt at navigere livet som forælder, samtidig med at jeg har håndteret min praksis og kunstverdenen helt generelt. At bygge et fundament på den danske kunstscene, efter at have boet her i fem år nu,” fortæller Javier, da vi møder dem igen, nu på en varm og maskeløs junidag, i inter.pblc’s rå udstillingslokale på Ydre Nørrebro i København.

Afgangværket Trauma bestod af fem sammenfiltrede elementer: et maleri, en film, en skulptur, en performance og en bogudgivelse. “Videoværket hedder Baby og blev skabt i samarbejde med Adam Aftanas Studio. Gennem manipulerede stock-optagelser fortæller jeg historien om en gravid, svensk elg, som føder i naturen. Videoen starter dystert, mørkt og refererer måske til dårlige erfaringer, men samtidigt handler det om at vende sit liv om og se et lys i de nye generationer.” Med korte linjer og en insisterende all caps sårbarhed reflekterer bogværket ligeledes over generationelle traumer og frygten for, hvilken arv man ubevidst viderefører til sine børn.

"Jeg var meget uvidende, da vi ventede vores første barn. Der var også meget frygt – kunne jeg leve op til ansvaret? Heldigvis føltes det hele meget naturligt, og gennem den proces blev jeg virkelig konfronteret med min egen refleksion. I mit forhold og med det nye barn kunne jeg pludselig tage mig af psykiske problemer, der havde holdt mig tilbage. For eksempel kunne jeg ikke udtrykke mine følelser som nu, før min førstefødte. Jeg havde ikke et sprog. Vi har ikke de her ting i min familie, vi går ikke i terapi. Vi har ingen transparens. Det betyder alt for mig, you know? Jeg elsker transparens nu."

Javier Alvarez Sagredo, Bleach, 2021 (olie, ler og klorin på lærred i brændt ramme, 1000x200cm) og Baby, 2021 (HD video, 5 min. Postproduktion: Adam Aftanas Studio). Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg. Foto: I DO ART Agency.

Hvad mener du, når du taler om frihed?
Javier beskriver selv udstillingen her på inter.pblc som et hjem eller en dagligstue. På bagvæggen hænger et maleri; et otte meter langt landskab af serigrafisk tryk, afblegede klorinspor, neonfarvede tekststykker og sort-hvide fotografier. En TV-skærm viser optagelser af travle arbejderbier. På køkkenbordet sidder en figur iført fragmenter af streetwear, trævlede leggings, Nike-sko samt en ICON-kasket, og ved det store vinduesparti står en anden i en grå sky af fundne tekstilrester, måske opslugt i egne tanker. ”For mig repræsenterer hele installationen noget drømmende, men også et hjem. Måske er det et trap house, måske er det vores dream house. Måske er det et dysfunktionelt hjem. Måske er det noget helt andet.”

“Jeg er født ind i en meget politisk position, så for mig er det naturligt at bruge det politiske i min kunst.”

For Javier hænger det hjemlige og politiske uløseligt sammen. "Jeg er født ind i en meget politisk position, så for mig er det naturligt at bruge det politiske i min kunst," som de formulerer det. Javier blev født statsløs 15 år efter, at deres forældre kom til Sverige fra Chile som politiske flygtninge. "De levede under et enormt stort pres, da de flygtede i 1979. Min far blev kidnappet, fængslet og tortureret under Pinochet, efter at militæret raidede mine forældres nabolag. I så lang tid hørte min mor intet fra ham, og alt det var samtidig med at de ventede deres første barn. Måske efter et år løslod de ham i en arbejdslejr, hvor han endelig kunne ringe til min mor. Han var ikke engang radikal før, men efter den oplevelse blev han meget kritisk.

Javier Alvarez Sagredo, Untitled (Live Fast Die Young), 2023 (mixed media på lærred i brændt ramme, 180x840cm). Foto: I DO ART Agency.

Javier rejser sig og går hen imod det store lærred, hvor et væld af pink og neongrønne statements bryder igennem en askesort røgsky af sværte og blæk. En blanding af tekststykker fra historiske og globale frihedskampe, raptekster og Javiers egen poesi væver personlige fortællinger sammen med systemkritik og geopolitik. Værket taler om forflytning og migration, om subkulturer og modstand, men mest af alt handler det måske om frihed. “Nobody's free until everybody's free,” står der bl.a. med den amerikanske borgerrettighedsaktivist Fannie Lou Hamers berømte ord.

“Rigtig mange mennesker og kunstnere taler om frihed, men jeg har det sådan, hvad taler du om? Taler du om din egen personlige frihed, eller taler du om en kollektiv frihed fra undertrykkende systemer?”

"Rigtig mange mennesker og kunstnere taler om frihed, men jeg har det sådan, hvad taler du om? Taler du om din egen personlige frihed, eller taler du om en kollektiv frihed fra undertrykkende systemer?”

At fejre ædruelighed
Lige under Fannie Lou Hamer-citatet har Javier skrevet “Celebrate Sobriety” ved siden af et foto af en kokaplante, der gemmer sig bag løsthængende sytråd. I al sin enkelhed rummer citatet både en kritik af det uoverskuelige og grænseløse net af udnyttelse, der forbinder sig til stofbrug, og samtidig er det skrevet som en personlig fejring. ”Denne udstilling markerer, at jeg har været stoffri i tre år. Ingen rygning, ingen alkohol, ingen stoffer, og det er jeg virkelig glad for. Jeg føler, at stoffer stadig gør virkelig meget skade inden for mange communities. De styrer folks sind,” fortæller Javier med både dele af stolthed og bekymring i stemmen.

“Fattige mennesker dyrker råstofferne under en hel masse undertrykkelse fra staten, og efterfølgende bliver de udnyttet af kriminelle bander. Stofferne bliver transporteret hertil, og undervejs bliver de til blod. De bliver til krig. De bliver til korruption. De bliver til splittede communities. Folk bruger disse stoffer uden at tænke over, hvor de kommer fra. Du støtter en voldsomt problematisk forretning, og du nyder det bare, imens du taler om frihed. Jeg vil gerne fortælle folk, at de ikke behøver at tage stoffer. Rens dit sind og din sjæl fra den gift, som du tror, du har brug for for at bedøve smerten eller på grund af kulturen. Jeg er interesseret i at lade den yngre generation vide, at det er okay ikke at gøre disse ting. Du behøver ikke at følge en giftig kultur.”

Ghetto som en fugl
Med udgangspunkt i en enkelt linje af poesi tager Javier os med tilbage til sin opvækst i udkanten af 90’er og 00’ernes Stockholm, i hvad de selv kalder et "socialt underprivilegeret område" – et område der i dag er stærkt påvirket af den stigende bandeaktivitet i Sverige. “Ghetto som en fågel, Ja vill ha dig i mig” refererer til Ghetto Birds som er slang for politihelikoptere, der overvåger og kontrollerer specifikke boligområder og f.eks. brugt i Ice Cubes rap af samme navn. ”Det kan også være en fugl, der bare har gaden som sit hjem – jeg synes, en fugl er så ghetto. De er bare out here, prøver at holde sig i live, leder efter mad, bygger deres små reder, og hamstrer. ’Jeg vil have dig i mig’, fordi jeg virkelig er interesseret i relationsdynamikker – at give eller tage, underkastelse eller dominans. Jeg er meget imod patriarkatet og hvordan det får lov til at styre så mange liv, hvis vi ikke er klar over dets historie. Det handler også om queerness på den måde.”

Javier Alvarez Sagredo, Untitled (Live Fast Die Young), 2023, detalje. Foto: I DO ART Agency.

Siden Javier var ung i de stockholmske forstæder er bandeaktiviteten tiltaget markant. Faktisk er Sverige på de sidste 20 år gået fra at have en af de laveste forekomster af våbenvold i Europa, til den anden højeste. Sidste år slog Sverige den sørgelige rekord med 63 dødelige skudepisoder, og fotografierne i Javiers værk vidner om hændelsernes voldsomhed. "Det her billede er fra Stockholm, hvor nogen detonerede en bombe hos familien til et bandemedlem. De går efter uskyldige familiemedlemmer nu. Jeg kender nogle mennesker i de her netværk, der er døde på grund af... du ved. Nogle kriminelle organisationer bruger fodsoldater helt ned til 15 år. Og jeg har det sådan, damn. Jeg synes, kriminalitet kan være fantastisk, men når det bliver social kannibalisme, bliver jeg bange. Når folk fra samme gruppe spiser af hinanden for ingenting, for stoffer, for penge."

“Folk bebrejder fremmedgørelse. Folk bebrejder mental sundhed. Folk taler om tilhørsforhold. Folk taler om at kunne lide det. Folk taler om hurtige penge. Folk taler om status. Folk taler om at blive udnyttet, om ikke at tænke på konsekvenserne. Nogle mennesker er vokset op med gode familier. Nogle mennesker havde voldelige eller ingen forældre. Og ja, patriarkatet igen. Jeg tror, det har meget med machismo at gøre.”

Vi spørger Javier, hvorfor de tror, at nogle mennesker drages af en form for voldelig kriminalitet, og som på de fleste af vores spørgsmål tilbyder de et nuanceret svar: “Folk bebrejder fremmedgørelse. Folk bebrejder mental sundhed. Folk taler om tilhørsforhold. Folk taler om at kunne lide det. Folk taler om hurtige penge. Folk taler om status. Folk taler om at blive udnyttet, om ikke at tænke på konsekvenserne. Nogle mennesker er vokset op med gode familier. Nogle mennesker havde voldelige eller ingen forældre. Og ja, patriarkatet igen. Jeg tror, det har rigtig meget med machismo at gøre.”

Javier Alvarez Sagredo. Foto: I DO ART Agency.

En chance for at træde væk fra de vante rammer
Ifølge Javier kunne de meget nemt selv være endt i banderelateret kriminalitet, men af flere årsager tog deres liv en anden drejning. “Måske handler det om intuition eller bare held for at være ærlig,” lyder deres forklaring, men måske er det også, fordi deres mors ord satte sig fast i deres tanker: “Hvis du ser noget, der føles forkert, eller som du ikke er enig i, så gå væk fra det, så hurtigt som muligt.” Nogenlunde sådan lød det mantra, som fik Javier til i stedet at følge deres passion for at skabe.

”Nogle af mine rigtig gode barndomsvenner startede på et æstetisk gymnasium, og jeg så, at de havde faciliteter til kunstproduktion, og det syntes jeg var virkelig cool. Jeg kender så mange mennesker fra disse miljøer, som aldrig har gjort noget dårligt og som bare er inspirerende, men vi sætter aldrig fokus på dem. Når vi taler om bestemte kvarterer, hvor visse mennesker bor, handler det altid om de dårlige ting. De problematiske ting, ikke de interessante eller smukke ting, som folk faktisk kan lære af.”

På gymnasiet opfordrede en billedkunstlærer Javier til at søge ind på Konstskolan Idun Lovén, som tilbyder forløb, der forbereder unge kunstnere til at søge ind på kunstakademier. "Heldigvis kom jeg ind på kunstakademiet i Umeå, og jeg fik en chance for at komme væk fra Stockholm, fra alt hvad jeg kendte,” fortæller Javier, der efter et semester tog på udveksling – først på University of Los Andes i Bogotá, Colombia og senere på Weißensee Academy of Art i Berlin, Tyskland. Det var i Berlin, Javier mødte sin partner, og efter at de begge havde afsluttet deres bachelorforløb, flyttede de til København, hvor Javier tog sin kandidat ved Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Der er ingen røg uden ild
Vi har nu bevæget os hele vejen langs det otte meter lange maleri, og i det øverste højre hjørne står der “Fuego, no flores” (Ild, ikke blomster). "Jeg følger mange anarkistiske grupper i Latinamerika, hvor anarkismen er meget stærk på grund af al den undertrykkelse. Det er ikke kæmpestort, men de er meget radikale og militante. Sætningen betyder dybest set, at du ikke skal komme med blomster. Hvad skal jeg med blomster? I stedet skal du engagere dig og organisere dig. Kom med dit arbejdstøj og din ild, bekæmp systemet, der undertrykker os. Det er også på den måde, jeg ser hele dette landskab som en ildebrand eller noget tilrøget, for der er ingen røg uden ild."

I sit arbejde undersøger Javier kriminalitetens væsen, fordi modstand mod undertrykkende systemer i sin natur må bryde regler, normer og nogle gange lovgivning. De interesserer sig for gråzoner, der hvor det problematiske og det poetiske mødes, hvor nedbrydelse og forandring er hinandens forudsætninger, og hvor vi som mennesker bliver tvunget til at forholde os kritisk til det, vi tror, vi ved. I maleriet finder vi f.eks. et portræt af Olympe de Gouges (1748-1793), der gennem teater kæmpede for kvinders rettigheder og imod slaveriet i de franske kolonier. Hun nævnes som en vigtig karakter i Den Franske Revolution pga. sine radikale frihedstanker, men paradoksalt nok endte hun sine dage i guillotinen, fordi hun også kritiserede de mænd, der ledte revolutionen. "Der er også Angela Davis. Mange mennesker i min generation er inspireret af dem – de er et ikon, verdensberømt Black Panther, feminist, politisk aktivist, akademiker. Samtidig har Angela Davis deltaget i kriminel aktivitet og er ikke uproblematisk. Jeg synes, at forbindelsen mellem kriminalitet og radikal politik er virkelig interessant."

Javier udpeger også et foto af en brændende politibil fra de optøjer, der fulgte efter Rasmus Paludans koranafbrændinger i Sverige sidste år. ”Jeg er meget interesseret i Skandinavien som materiale, fordi der sker så mange interessante ting. Jeg forstår virkelig vreden, samtidig med at den også er ekstremt problematisk. Jeg forstår alvoren af politivold, men også hvordan politifolk får PTSD af urolighederne. Jeg synes, at vi bør dissekere, hvad der foregår – som studerende, som kunstnere, som institutioner, som medier, så det ikke bliver sort/hvidt. Så det hele ikke altid ender i polarisering.”

Af samme årsag er Javier stærkt inspireret af trap og gangsterrap. ”Fordi det er rigtige historier. Det var den musik, jeg kunne relatere mest til, da jeg var yngre, og jeg lytter stadig til det. It's a vibe, you know? Det kan være ekstremt problematisk. Der kan være en sang, hvor en kunstner nævner at de har dræbt nogen, og de er måske allerede blevet dømt for det. Og i samme sang kan de komme med et dybere, poetisk perspektiv som er super smukt, filosofisk, måske endda eksistentielt. Så skal man virkelig tænke kritisk og finde ud af, hvilke dele man kan bruge til noget.”

“Jeg vil også give et shout out til bierne, for vi bliver nødt til at kigge mere på naturen. De er så smukke, og vi udnytter dem bare. Jeg er interesseret i, hvordan vi kan begynde at lægge mærke til de små ting, som f.eks. naturlige systemer. Hvordan vi kan begynde at trippe til de dele af universet.”

Revolution er nonbinær, revolution er smuk
I stedet for at henfalde til falske dikotomier og entydige svar opfordrer Javier os til at tænke kritisk omkring de “sandheder”, vi præsenteres for. I videoværket Untitled (Hive), som er skabt i samarbejde med JUNOxoxo (dj bl00d5port), har Javier remixet videooptagelser af arbejderbier, der følger flokkens strukturer – følger en overmagt der måske er bidronningen, måske biavlerne. Mennesker udnytter biernes arbejde for honning, og på den måde bliver deres liv et billede på det ekstraktive, kapitalistiske system. ”Jeg vil også give et shout out til bierne, for vi bliver nødt til at kigge mere på naturen. De er så smukke, og vi udnytter dem bare. Jeg er interesseret i, hvordan vi kan begynde at lægge mærke til de små ting, som f.eks. naturlige systemer. Hvordan vi kan begynde at trippe til de dele af universet."

Javier Alvarez Sagredo, Untitled (Hive), 2023 (HD video, 3:31 min. Skabt i samarbejde med JUNOxoxo (dj bl00d5port)). Video still.

Javier retter vores opmærksomhed i retningen af de to mannequinskulpturer (den ene er skabt i samarbejde med Puer Parasitus), der også bebor udstillingsrummet. De er iklædt kendte mærkevarer, men samtidig er tekstilerne klippet op og sammensat på nye måder, der fremhæver og maskerer identitetsmarkører. "Jeg forsøger at arbejde i det fremmede, i det ukendte og det eksperimenterende. Disse mannequinskulpturer er nonbinære figurer. Jeg vil gerne udfordre det, vi kalder normativitet, ved at nedbryde strukturer, arv og de ting vi måske tror, vi kender i forvejen."

“Vi iklæder os hjemmelavet tøj og bærer arbejdshandsker, iturevne tekstiler, camouflage og masker for at skjule vores identitet. Vi har Nike-sko på fordi ‘Just do it’, vi bærer Dsquared2 ICON-kasketter, fordi hvor cute er det lige, at folk som os kan være ikoner?”

”Jeg er inspireret af skandinavisk mode, streetwear og radikale, politiske bevægelser. Vi iklæder os hjemmelavet tøj og bærer arbejdshandsker, iturevne tekstiler, camouflage og masker for at skjule vores identitet. Vi har Nike-sko på fordi 'Just do it', vi bærer Dsquared2 ICON-kasketter, fordi hvor cute er det lige, at folk som os kan være ikoner?"

Javier Alvarez Sagredo, Live Fast Die Young (installation view). inter.pblc, 2023. Foto: I DO ART Agency.

Javier er interesseret i, hvordan modevirksomheder opsluger æstetik og tendenser fra subkulturer, og hvordan at de selvsamme kulturelle koder kan generobres. Hvordan “Just do it” kan vendes fra at være et kapitalismebekræftende, slightly ableistisk slogan – ala “Get your fucking ass up and work” – til at opfordre til revolution. “Når revolutionen kommer, forestiller jeg mig, at den ser sådan ud. Jeg kunne godt tænke mig at se sådan ud under en revolution. Revolution er nonbinær, revolution er smuk, fuld af kærlighed og håb. Det er sådan, jeg forestiller mig den.”

En vej for dem, der kommer efter mig
Efter nogle timer i udstillingsrummet skal Javier hente sin kollega Xenia Xamanek, og et øjeblik efter kommer de tilbage med ladcyklen fyldt med lydudstyr, guitartaske og effektpedaler.

De to begynder lige så stille at rulle kabler ud og stille op til deres fælles performance Untitled (Thorn) (du kan se en videodokumentation her), som skal opføres til ferniseringen den følgende dag – en improviseret blanding af forvrænget noise og digtoplæsning på svensk, engelsk og spansk.

Vi spørger Javier, hvad de håber, at folk får ud af udstillingen: "Jeg ønsker, at vi allesammen skal blive bedre til at tænke kritisk. Det er vigtigt for mig at dele information, og jeg vil gerne have andre til at gøre det samme. Information som i erfaringer, som i følelser, som i viden. På den måde kan vores samtaler blive mere transparente, og vi kan lære af hinanden.”

“Jeg ønsker, at vi allesammen skal blive bedre til at tænke kritisk. Det er vigtigt for mig at dele information, og jeg vil gerne have andre til at gøre det samme. Information som i erfaringer, som i følelser, som i viden. På den måde kan vores samtaler blive mere transparente, og vi kan lære af hinanden.”

Og så håber Javier på at skabe det rum og den stemme, som de selv har manglet på de europæiske kunstakademier. “Jeg følte mig ikke set eller hørt af professorerne. Ingen kunne relatere til min position, så de var ikke rigtig i stand til at hjælpe mig med at udvikle min praksis. Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe en vej for dem, der kommer efter mig."

Imens vi langsomt tager tilløb til at sige farvel, lyder en forsigtig stemme fra den ene af inter.pblc’s automatiske skydedøre. “Hey, har du selv lavet de bukser?” spørger en ung person, der tilfældigvis går forbi på Hamletsgade sammen med en jævnaldrende ven. Javier imødekommer dem og fortæller, at tøjet er fra genbrug, og at de selv har modificeret det med klorin og saks.

“Kan jeg ikke købe et par?" – “Nej, men hvis du skriver til mig på Instagram, så skal jeg nok fortælle dig, hvordan du laver dine egne.” Den korte samtale slutter med en high five, men fortsætter måske til ferniseringen eller senere i den digitale sfære. "Det her er præcis mit publikum! Den her person kunne ligeså godt have været mig, for måske bare 15 år siden, da jeg virkelig havde brug for adgang til de her rum. Jeg er så glad for, at de spurgte mig om noget, for det førte til en samtale, og måske kan det føre til noget nyt."

JAVIER ALVAREZ SAGREDO “LIVE FAST DIE YOUNG”
16. juni - 1. juli, 2023
inter.pblc, Hamletsgade 6, 2200 København N.