HEKSEJAGT (1:2) – ET KRITISK BLIK PÅ HISTORISK FRYGT OG FORFØLGELSE

Det er morgenen for årets ellevte nymåne, og tågen har lagt sig tungt omkring de fynske og sønderjyske motorveje. Mosekonen brygger, siger man, uden at tænke over, at man med ordets kraft tillægger en kvinde med påståede magiske evner ansvaret for den nedsatte sigtbarhed. Uden videre omtanke skyder vi skylden på et menneske, hvis fortælling og identitet er gået tabt et sted i historieskrivningen, men som nok engang var en virkelig person.

Måske var hun en af de tusindvis af personer, der blev brændt på bålet under 15- og 1600-tallets hekseforfølgelser, anklaget for at forstyrre vejrfænomener, sprede sygdom og død blandt byens kvæg eller forpurre høsten? Det er ikke til at sige, for hendes skæbne er som så mange andres indhyllet i eftertidens behov for at portrættere dem, der blev anklaget for trolddom og hekseri, på en helt bestemt måde. Kludedukker på midsommerbål, tegneseriefigurer med spidse hatte, flyvende koste og krogede næser. De er alle nogle af de mange skildringer, vi kæmper med at ryste af os, når vi hører ordet ‘heks’, og det kan næsten føles som om, at populærkulturen har kapret figuren i et forsøg på at fortrænge de grusomme – men meget virkelige – fortællinger om anklager, tortur og makabre henrettelser. Men hvordan kan vi se forbi stereotyperne og forstå, at det handler om rigtige mennesker, hvis liv blev flået itu af en flammende frygt? Spørgsmålene står i kø, og det er netop derfor, vi befinder os på de tågede motorveje i retningen mod Ribe. Her skal vi mødes med Alison Karasyk (f. 1989) og Jeppe Ugelvig (f. 1993), der står bag udstillingsprojektet Heksejagt.

“Jeg er selv vokset op her i Ribe og har altid været fysisk meget tæt på historierne, for jeg har kunnet gå rundt i de her gader og kigge på de huse, hvor nogle af ofrene for forfølgelserne boede. Samtidig har jeg været distanceret fra fortællingerne, fordi de altid har været indhyllede i et slør af folkeeventyr,” forklarer Jeppe, da vi møder ham og medkurator Alison i en af Ribes smalle, brolagte gader. Gennem samtidskunstens perspektiver ønsker de to at rette vores opmærksomhed i retningen af de historiske hekseforfølgelser og undersøge, hvordan disse forbinder sig til nutidige spørgsmål. Hovedudstillingen finder sted på Kunsthal Charlottenborg i København, men har på flere måder sit naturlige udgangspunkt her i Ribe.

“Når vi taler om hekseprocesser, taler vi om retssager, hvilket jeg synes siger meget om, hvor systematiseret det hele var. Udførelse af magi blev anset som en forbrydelse. Der var ikke tale om en mytologisk frygt, men en meget virkelig frygt, som man fra landets øverste magt ønskede at udrydde,” understreger Alison, som er født og opvokset i New York.

På hjørnet af Sønderportsgade og Bispegade ligger et gammelt murstenshus med røde teglsten, som Jeppe vil vise os. Han fortæller, at han engang havde nogle venner, der boede her, og at han plejede at komme til fødselsdagsfester hos dem. Men han fortæller også, at huset bærer på en anden, mere dyster, historie. “Her boede skrædder Laurids Spliids, hvis stakkels hustru Maren, d. 9. november 1641 blev brændt for trolddom imellem Galgebakkerne ved Ribe.” Jeppe læser op fra en gammel mindeplade på husmuren og bemærker, at han som barn aldrig rigtigt forstod alvoren bag ordene. “Jeg begyndte at interessere mig for heksen, netop på grund af den romantiserede skildring, som f.eks. Sankthans-traditionerne, hvor vi grundlæggende hylder og fejrer hekseforfølgelserne. Det er et meget bizart og distanceret forhold, vi har til vores egen historie.”

Tavle på Maren Spliids hus i Ribe. Foto © I DO ART Agency.

Sammenvævede tråde på tværs af tid og oceaner
Alison og Jeppe mødte hinanden på Bard College i New York, hvorfra de begge færdiggjorde en MA i Curatorial Studies i 2018, og det var også her, de opdagede en fælles interesse for hekseforfølgelserne.

Hvor Jeppes interesse allerede formede sig i barndommen, opstod Alisons først lidt senere i livet, under et længere ophold i det nordligste Norge. Det var her, hun opdagede et overraskende sammentræf mellem hekseforfølgelserne og den danske kolonisering, og hun begyndte at reflektere over betydningen af de historiske monumenter.

“Som en del af min uddannelse arbejdede jeg som assisterende kurator på Lofoten International Art Festival, og det var imens, jeg boede i Norge, at protesterne omkring Robert E. Lee monumentet i Charlottesville brød ud. Det var meget intenst at sidde på et helt andet kontinent og opleve, hvordan diskussionerne splittede befolkningen.” Robert E. Lee var en amerikansk general og slaveejer, og hans rytterstatue i Charlottesville, Virginia blev i 2017 omdrejningspunktet for hvide nationalister, der under voldelige demonstrationer modsatte sig byrådets beslutning om at fjerne statuen. “Det blev meget tydeligt, at det ikke blot handlede om et historisk objekt, men om hvordan diskriminerende strukturer er manifesteret overalt omkring os. Det blev til en kamp om værdier og historieskrivning.”

Det var på dette tidspunkt, at Alison hørte om Steilneset Memorial. I en øde afkrog af Finmarken, i det allernordligste Norge, ligger et monument og tager imod Ishavets skælvende, kolde blæst. Det fortæller historien om Vardø-hekseprocesserne i 1621, hvor 91 norske og samiske personer blev dømt og henrettet som hekse. Monumentet blev opført i 2011 i et samarbejde mellem billedkunstner Louise Bourgeois og arkitekt Peter Zumthor og rummer bl.a. en arkitektonisk konstruktion med retsprotokoller fra de 91 retssager samt værket The Damned, The Possessed and The Beloved, som består af en brændende træstol, der reflekteres i fem store, ovale spejle.

“Under hekseprocesserne i Vardø var Norge en del af det danske kongerige, så dødsdommene blev udstedt under Christian 4., som var den danske konge på det tidspunkt. Det var antaget, at samiske troldfolk kunne kontrollere vejrfænomener, så de fik ofte skylden, f.eks. hvis et af kongens skibe var gået ned i en storm.” Besøget på Steilneset fik Alison til tænke over, hvordan samtidskunsten og nutidige monumenter kan være med til at omskrive historien og udvide vores bevidsthed om fortidens hændelser. “Jeg er interesseret i, hvordan samtidskunsten kan hjælpe os med at aflære den måde, vi bliver undervist i historie på. Hvad passer ind i den traditionelle historieskrivnings margener, og hvad falder udenfor?”

Forstenede søpindsvin og afhuggede fingre
I sommers åbnede det første museum for de danske hekseforfølgelser, her i Ribe. HEX! Museum of Witch Hunt, hedder det, og da Alison og Jeppe hørte om planerne, skyndte de sig at tage kontakt. Samarbejdet med museet har bl.a. resulteret i en række tekster i Heksejagt-udstillingens omfattende katalog og en mindre satellitudstilling i museets nyistandsatte lokaler. “Når du besøger et kunstmuseum, forventer du at se kunst, og på kulturhistoriske museer, forventer du at lære noget historisk. Men hvorfor tillægger vi de her opdelinger så meget magt, og er det muligt for os at genforhandle dem? Det er bl.a. derfor, at samarbejdet med HEX! har været vigtigt for os,” understreger Jeppe, da vi træder gennem porten til det nye museum.

HEX! ligger i et gammelt, gult og rødt bindingsværkshus fra begyndelsen af 1580’erne. Museet fokuserer specifikt på den danske hekseforfølgelse, men er måske ligeså meget et forsøg på at forstå, hvordan størrelser som religion, magi og ikke mindst frygt, formede samfundet dengang. “Det er vigtigt at forstå, at hekseforfølgelserne foregik på en tid, hvor alle i Danmark var kristne, men på samme tid var der en stærk tro på magi – og at magi var noget, man skulle forsvare sig imod. Selv Christian 4., der forbød alle former for magi, bar en overtroisk amulet om halsen i frygt for magiske kræfter.”

Næsten alle de danske henrettelser af mennesker, der blev anklaget for at være hekse, fandt sted i den danske renæssance – en periode der kan beskrives som broen mellem middelalderen og den moderne tid. På dette tidspunkt var den udbredte overbevisning, at der kun fandtes en vis mængde af held og uheld. Det vil sige, at var man så heldig, at ens marker var frugtbare og kvægene raske, så måtte der nødvendigvis være andre, det gik knapt så godt. Det var derfor også helt almindeligt at foretage små ritualer, der skulle tiltrække heldet eller holde ulykken for døren. Man kunne f.eks. lægge forstenede søpindsvin – også kaldet tordensten – i vindueskarmen for at beskytte sig mod lynnedslag, eller undgå at der kom klumper i smørret. I den mere makabre ende mente man, at en afhugget finger i øltønden ville sikre en succesfuld brygning. Gik høsten i vasken eller blev familien syg, måtte der ifølge denne logik være nogen, der havde taget ens held, eller måske ligefrem nogen der bevidst ønskede at gøre én ondt.

Fra den permanente udstilling på HEX! Foto © I DO ART Agency.

Efter reformationen i midten af 1500-tallet går Danmark fra at være katolsk til at være et protestantisk land, og det er særligt på dette tidspunkt, at hekseprocesserne i Danmark tager fart. Landets love bliver skrevet om, så de lægger sig tættere op af de bibelske tekster, hvor grundprincippet er: “Øje for øje, tand for tand”, og hvor der også står at: “En troldkvinde må du ikke lade leve” (2. Mosebog). Kriminaliseringen af såkaldte magiske handlinger tager til, og det samme gør frygten for troldfolk – særligt kvinder anklager man for at kunne være i ledtog med djævlen. Over hele Europa findes der 40-60.000 dokumenterede henrettelser af personer anklaget for hekseri, og i Danmark er der 1.000. Men da arkiverne fra tiden er mangelfulde, kan tallet sagtens være dobbelt så højt, og på den tid var befolkningstallet i Danmark kun på et sted mellem 6-800.000. Ud af de danske henrettelser fandt omkring 600 sted i de otte år, der fulgte efter Christian 4.’s forordning om hekse i 1617 – hvilket svarer til, at der hver femte dag blev tændt et bål og brændt et menneske, dømt for at udøve såkaldt “sort magi”.

Mens djævelen slog på glastromme med rævehaler
Vi bevæger os gennem HEX!’ permanente, historiske udstilling, som er stemningsfuldt iscenesat i den gamle bygnings herskabelige rammer. Lyset er dæmpet, og under os knirker gulvbrædderne i takt med et knitrende lydtæppe, der hele vejen gennem museet minder os om bålet og dets ofre. Meget af udstillingen fokuserer på at forklare forholdene på tiden for hekseforfølgelserne, men nogle af de mest bevægende elementer er konkrete historier om to af de kvinder, det hele handler om. Der er historien om Sidsel, der beskrives som en fattig, ugift kvinde, der tjente til dagen og vejen ved at tigge og udføre “magiske” handlinger. På et tidspunkt betalte en gårdejer hende for at flytte en kalv fra en mere succesfuld gård hen til sin egen, i håbet om at held ville følge med. Sidsel blev dog opdaget i handlingen, beskyldt for trolddom og brændt på bålet.

Udsnit af animationsfilm om Sidsel, som blev brændt på bålet, efter anklager om hekseri. Fra den permanente udstilling på HEX! Foto © I DO ART Agency.

For Maren Spliids endte et mere eller mindre tilfældigt skænderi på torvet med en beskyldning om ondartet magi. Hun tilhørte ellers en højere social klasse i Ribe og blev frikendt, men alligevel røg sagen videre til kongen, der fik Maren indespærret i Blåtårn på Københavns Slot. Her sad hun i ni måneder, indtil hun besluttede sig for at tilstå trolddomsgerningerne.

Tilbage i Ribe blev Maren tortureret til hun overgav sig og udpegede flere andre lokale kvinder som hekse. Sandsynligvis under tvang og tortur berettede de 16 kvinder om bl.a. midnatsdans mens djævelen slog på glastromme med rævehaler – og om at have forårsaget stormvejr.

10. november 1641 blev Maren ført til Galgebakkerne lidt nord for byen, hvor et stort bål var tændt. Der var så mange mennesker til stede, at Marens egen præst aldrig nåede frem, før det var for sent. Maren blev bundet til en stige, og som en modbydelig form for nåde fik hun bundet en pose krudt om brystet, inden hun blev væltet ind i det ubarmhjertige flammehav.

Historierne bliver fortalt gennem nye animationsfilm, og særligt Marens fortælling sætter sig i os som en klump i maven, der ikke rigtigt vil gå væk. Frygten bliver pludselig meget håndgribelig: Både den frygt, der ulmer i det lokale samfund og som rettes mod et enkelt menneske i så voldsom en grad, at døden er den eneste udvej – og i særdeleshed den ubegribelige frygt, der må have opslugt Maren, da det går op for hende, at alle har vendt hende ryggen, og det sidste håb forsvinder i det gnistrende bål.

Når man nægter af konfrontere fortiden
Vi går op ad en stejl, smal trappe der leder op til husets øverste rum. Helt oppe under taget er man netop blevet færdig med at renovere et nyt udstillingslokale, og det er her, Jeppe og Alison har fået lov til at installere deres satellitudstilling. Her er værker af Louise Bourgeois, Pia Arke, Sidsel Meineche Hansen, Rasmus Myrup, Anna Betbeze og Virginia Lee Montgomery, alle med bidrag der kobler sig direkte til udstillingen på Charlottenborg.

Hvor HEX!’ historiske udstilling på etagerne nedenunder giver en omsluttende og sanselig forståelse af tiden for de danske hekseforfølgelser, peger Alison og Jeppe ud i verden og forsøger at vikle historiens glemte afkroge sammen med nutidens presserende emner.

Fra loftet hænger et værk af Louise Bourgiose, som trækker vores tanker tilbage til den vindblæste kyst i Nordnorge, hvor Alison for første gang blev konfronteret med forbindelsen mellem hekseforfølgelserne og kolonialismen. Særligt den skandinaviske kolonisering af Sápmi – den nordligste del af det, der i dag er Norge, Sverige og Finland, og som oprindeligt var beboet af samere – fylder for flere af kunstnerne på Heksejagt.

“Koloniseringen af Norden skete på baggrund af en dæmonisering af en kultur, man så som fremmed, og som man derfor frygtede,” forklarer Jeppe. “Hekseanklagerne fungerede som en undskyldning for at påtvinge social kontrol og inddrage landområder. Når såkaldte opdagelsesrejsende drog ud i verden og kom hjem med fortællinger om andre kulturer og deres magiske praksisser, blev disse eventyrlige fortællinger ofte anset som pålidelige kilder af de europæiske monarker og endda af kirken. Disse tvivlsomme skildringer blev brugt til at opretholde forestillingen om en hvid, overlegen civilisation og var en måde at legitimere koloniseringen på. Det er på tide, at vi forstår, at undertrykkelsen af oprindelige folk ikke kun er en problematik i f.eks. Amerika, men at det også er en del af den skandinaviske virkelighed.”

På trods af at undertrykkelsen af det samiske folk også var et dansk projekt, fylder det forsvindende lidt i landets historie og kollektive erindring. Ifølge Jeppe skal forklaringen findes i det danske selvbillede: “Den danske koloni i Caribien blev solgt til Amerika, inden de store dekoloniale opgør i det 20. århundrede, så vi har ikke været igennem de samme processer, som de andre europæiske kolonimagter. I Holland, England og Frankrig har man en langt mere dybdegående diskussion om, hvad det betyder at føle skyld, og hvad det betyder at have forårsaget så meget vold mod andre mennesker. Danmark har skrevet sig selv ud af de diskussioner, fordi vi så godt kan lide at tænke os selv som et lille land i en stor verden, men realiteten er jo, at Danmark var den syvende største slavenation og et stort imperium på det her tidspunkt. Måske er der i virkeligheden en del af den danske selvbevidsthed, der nægter at konfrontere fortiden?”

Hvem fortjener at blive husket?
Vi har næsten brugt hele dagen i Ribe, men inden solen går ned, har Jeppe noget mere, han vil vise os. Vi kører ud af byen, ind i skoven, og da vi stiger ud af bilen, begynder det at regne. Vi går ind i skoven ad de stier, hvor utallige mennesker – som f.eks. Maren Spliids – dømt til døden for trolddom og andre forbrydelser, har taget deres sidste skridt. “Første gang jeg besøgte Ribe tog Jeppe mig med her ud til Galgebakken. Det regnede også dengang, og jeg kan huske, at vi i lang tid bare stod i fuldstændig stilhed og mærkede energien,” indskyder Alison, lige inden vi kommer til en stor lysning i skoven. Galgebakken er hverken stejl eller særligt høj, men alligevel føles det som om, at noget tynger vores skuldre, da vi bestiger bakken. Så står vi lidt dér. I den kolde støvregn. Uden at sige ret meget.

Fra jorden under vores fødder trækkes tråde til lignende steder overalt i Danmark, hvor mennesker er blevet dræbt, fordi de skilte sig ud, fordi de ikke passede ind i lokalsamfundets normer, fordi de tænkte anderledes eller simpelthen fordi, man manglede en syndebuk for sygdom, dårligt vejr eller andre ulykker. Trådene følger de europæiske skibe ud i den store ukendte verden, hvor samme beskyldninger blev brugt til at dominere og udrydde de mennesker, man mødte. Alt for mange skæbner er gået tabt, faldet ud mellem siderne i den dominerende kulturs historiebøger, men der er tilsyneladende et opgør på vej. Efter en sommer med Black Lives Matter-protester over hele verden er det blevet tydeligt, at hvad der før syntes mejslet i sten, sagtens kan stå for fald. “Overalt bliver der stillet spørgsmålstegn ved historieskrivningens autoriteter,” bemærker Alison, da vi igen går tilbage mod bilen. “Statuer og monumenter rummer enormt meget magt, og på mange måder er de en fysisk manifestation af, hvem der fortjener at blive husket, og hvem der ikke gør.” Jeppe nikker anerkendende og tilføjer afsluttende, inden vores veje igen skilles: “Ja, for hvad vil det egentligt sige at skabe et monument? Vi har ikke et entydigt svar, men efter 2020 er der ingen tvivl om, at vi skal tage debatten om historieskrivning meget alvorligt. Det er en debat, der har været længe undervejs og en debat, som mange flere samtidskunstnere bør blive involveret i.”

Alison og Jeppe på Galgebakken i Ribe. Foto © I DO ART Agency.

Da vi igen sidder i bilen begynder indtrykkene fra HEX!, Alison og Jeppes refleksioner og aftrykkene fra Galgebakken at samle sig, og vi tænker på, hvordan at mennesker nok til alle tider har søgt efter årsager på problemer. Når høsten slog fejl i 1600-tallet troede man, at det var et forvarsel på dommedag, og løsningen blev at udpege og straffe dem, man mente stod i ledtog med djævelen. Dommedag lyder måske lige lovligt bibelsk, men særligt efter 2020 virker forestillingen om menneskehedens undergang ikke så fjern. Det kan fremstå som djævelens værk, at vi i dag har virusudbrud, borgerkrige og et klima i krise. Det kan medføre stor frygt, som kan give behov for at finde syndebukke også i dag. Spørgsmålet er, om vi nogensinde for alvor bliver klar til at se os selv i øjnene og handle næstekærligt og problemløsende fremfor at placere skyld og ansvar uden for os selv?

☞ Læs med i vores næste artikel, hvor vi tager til København og besøger Kunsthal Charlottenborg. Det er her hoveddelen af Heksejagt finder sted, og hvor samtidskunsten for alvor forsøger at optrevle forbindelserne mellem hekseforfølgelserne og nutidens presserende emner.

De historiske oplysninger i denne artikel kommer blandt andet fra formidlingsmaterialet på HEX! Museum of Witch Hunt, samt en rundvisning i museets permanente samling ved historiker Lulu Anne Hansen, der er leder af Historieenheden og overinspektør på Sydvestjyske Museer.