EN SILHUET FRA FORTIDEN

Længe før at I DO ART tog sin nuværende form, som en online formidlingskanal, arrangerede vi en en-dags kunstfestival. Festivalen fungerede fra 2006 til 2008 som en udstillingsplatform, og et samlingspunkt, for unge kunstnere inden for billedkunst, musik, performance etc., og i 2008 spillede Christoffer Budtz med sit daværende band Silhuet.

I DO ART Festivalen’s udgangspunkt var et open call hvor, primært unge, kunstnere opfordredes til at indsende deres værker til en åben censureret udstilling. Dengang var de sociale medier næsten ikke eksisterende og digitale overførselsmuligheder alt for sløve, så næste alle bidrag kom via post, i selvgjorte og kreative indpakninger. Da Christoffer Budtz i går skrev et indlæg om sit helt nye soloprojekt Budtz, blev vi ramt af en rar følelse af nostalgi, og vi blev nød til at kigge de gamle ansøgninger igennem.

Udover at bunken af ansøgninger selvfølgelig leder tankerne tilbage på I DO ART’s begyndelse, så rummer den faktisk nogle ting af ret høj kvalitet. Et af de bidrag, som vi ikke har kunnet glemme, er fra Chistoffer’s daværende band Silhuet. Bandets elektroniske fremdrift, tvetydige melankoli og nærværende, danske tekster var noget helt andet, end hvad vi havde hørt tidligere, og da Silhuet samtidig lagde vægt på visuel fremtoning, var vi solgte. Siden 2008 har Silhuet’s bagmænd, Christoffer Budtz og Andreas Sommer, indgået i mange forskellige sammenhænge og har bidraget til bands som Stoffer & Maskinen, Odd Collection og Marie Key.

Silhuet’s optræden på festivalen i 2008 var en sammensmeltning af deres unikke musikalske univers og fremadskuende visuals af Anders Jon Petersen. Videoerne blev projekterede op på bandet, hvilket skabte et smukt sammenspil med live performancen og gjorde at man, som publikum, blev totalt opslugt af musikken. I Silhuet’s ansøgning fandt vi en gammel dvd med samtlige videofiler, og på trods af at det er over 6 år siden, at bandet første gang væltede os omkuld, er vi stadig helt vilde med dem. Anders har virkelig lavet et godt stykke arbejde, som vi synes fortjener at blive delt her, sammen med Silhuet’s fantastiske musik. Vi vil i den grad anbefale, at du sætter noget tid til side og lader dig opsluge af denne smukke silhuet fra fortiden.

Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.