DET ER IKKE KUN PÅ MUSEERNE AT DU KAN MØDE STOR KUNST

Landet over kiler samtidskunsten sig ind i uvante rammer. På hospitaler, biblioteker og i mange andre statslige bygninger udfolder kunsten sig i stor skala, men i modsætning til på museerne, hvis fineste opgave er at formidle og aktualisere værkernes potentialer og fortællinger, får den offentlige kunst ofte lov til at stå alene. I to film ser kunstnerne René Schmidt og Marie Kølbæk Iversen tilbage og fortæller om deres hhv. 5 og 6 år gamle udsmykningsprojekter på et universitet syd for Odense og giver et indblik i arbejdet med bygningsintegreret kunst.

Bevæger man sig ned af de lange gange på Syddansk Universitets Odense-campus passerer man ikke kun undervisningslokaler, kantiner og læsesale. Overalt på de forskellige fakulteter og institutter bliver man mødt af kunstneriske udtryk, og ved man hvor man skal lede, kan man opleve et væld af stedspecifikke værker af prominente samtidskunstnere som Sophia Kalkau, Marie Kølbæk Iversen, Viera Collaro, Signe Guttormsen, Claus Carstensen, René Schmidt og Nils Erik Gjerdevik (klik på kunstnernavnene og læs mere om de enkelte værker). Universitetets kunstsamling er imponerende, men hvad de færreste ved er, at den er frit tilgængelig – ikke blot for institutionens studerende og ansatte, men for alle. Og det er på ingen måde særligt for den gamle uddannelsesinstitution midt på Fyn.

Som vi har beskrevet i tidligere artikler fik Statens Kunstfond i 1983 indført loven ‘Cirkulære om kunstnerisk udsmykning af statsligt byggeri m.v.’ som betyder, at når et statsligt byggeris håndværkeromkostninger overstiger 1 million kr., så skal 1,5 % af budgettet bruges på kunstnerisk udsmykning. Mere konkret sikrer kunstcirkulæret hvert år i omegnen af 12 millioner kr., som skal bruges på kunst, og dermed får kunsten en tydelig plads blandt landets borgere på sygehuse, politistationer, universiteter og mange flere steder.

Kunstens skjulte fortællinger
Kunsten bidrager måske med en æstetisk og sanselig atmosfære til en stringent arkitektur, måske fungerer den som en slags vejviser eller skaber en lille forstyrrelse i hverdagens rutiner. De formelle funktioner er indlysende, men den meste samtidskunst rummer meget mere, end hvad værket afslører ved første øjekast. Lige under overfladen ligger et net af inspirationskilder, refleksioner og referencer, kunstnerens personlige erfaringer og historier fra processen – fortællinger som udvider værkets betydning, men som enten kræver kunstnerens tilstedeværelse eller en form for videreformidling for at blive foldet helt ud. Særligt på en institution som SDU, hvor der er stor udskiftning af studerende og ansatte, kan værkernes dybere lag nemt gå tabt med årene, men dét har Bygningsstyrelsen tænkt sig at lave om på.

I 2019 initierede styrelsen nemlig et pilotprojekt med henblik på at udvikle nye formidlingstiltag, som kan styrke den offentlige kunsts fortællinger. Projektet hedder Public Art Works, er udviklet af Stenka Hellfach fra Somewhere og tager netop udgangspunkt i kunsten på SDU Odense. Som en del af projektet hyrede hun vores formidlingsbureau til at producere to film, der sætter fokus på hhv. René Schmidt og Marie Kølbæk Iversens projekter og de tanker og processer, der går forud for de endelige værker.

Bærende konstruktioner og flagermus
Både René og Maries værker er eksempler på kunst, der helt umiddelbart henvender sig til beskueren og som samtidig rummer fortællinger, der tilføjer nye lag til kunstoplevelsen. Renés værk hedder Bjerget og blev skabt i 2013, da SDU opførte en ny bygning til Institut for Idræt og Biomekanik. Værket står som en skarp, stiliseret klippevæg i arkitekturens kerne, men hvad man ikke kan se er, at det også fungerer som en bærende konstruktion og blev støbt på stedet sammen med resten af bygningen.

Hvor Renés værk har integreret sig direkte i den beton som udgør bygningen, har Marie valgt at kile sig ind i noget af den vidensproduktion, der definerer universitetet. Til hendes værk Les lumières et la chauve-souris fra 2014, har Marie taget udgangspunkt i placeringen på det Naturvidenskabelige Fakultet og fundet inspiration i en særlig forskningsenhed, der arbejder med ekkolokation hos flagermus. Værket består af 54 lysrør som aktiveres af lyd, og på den måde skaber det en interaktiv forstyrrelse i de forbigåendes rutine, men forbindelsen til flagermus og den lokale forskning kan man ikke umiddelbart læse ud af værkets fremtoning.

I filmene mødes René og Marie med institutionens brugere, fortæller om deres tanker med værkerne samt de udfordringer der opstod undervejs og giver et fint indblik i arbejdet med bygningsintegreret kunst.

I arbejdet med de to film er det blevet endnu tydeligere for os, at den store kunst i høj grad også kan trives udenfor de vante udstillingsrum. Det er helt klart en anderledes oplevelse at møde kunsten, der hvor mennesker arbejder og studererer, end i museernes ordnede og iscenesatte rammer, men det behøver ikke at gøre kunstoplevelsen dårligere.

Faktisk kan det være virkelig interessant at se, hvad der sker, når kunsten går i dialog med hverdagens praktiske gøremål, og så er det en ret enestående oplevelse, når man går på opdagelse og finder frem til et godt værk i et gennemgangsrum, på et kontor, i et venteværelse eller en trappeopgang. Vi er i hvert fald selv blevet inspirerede til at opsøge endnu flere store kunstoplevelser uden for kunstmuseernes mure.

---

Videoerne i denne artikel er produceret for Somewhere af I DO ART Agency. I DO ART Agency er et kommercielt formidlingsbureau, som løser opgaver for kunstnere og kunstinstitutioner, men det er ikke muligt at betale sig til indhold på idoart.dk.

---