DESIGNSKOLETANKER FRA BORNHOLM

Underbemanding i lærestaben, otte måneders responstid på skriftlige opgaver, teoriundervisning via live-streaming og en gennemsyrende følelse af at være glemt. Det er nogle af de vilkår, som de studerende ved KADK’s glas- og keramikafdeling på Bornholm beskriver i et offentligt brev, som netop er sendt afsted til ledelsen på Holmen.

Det er nu 40 dage siden, at vi skrev artiklen "Hvad er der galt på designskolerne?", som med udgangspunkt i vores egne observationer og jævnlige kontakt med en række af landets designstuderende, forsøgte at afdække nogle af de problemstillinger, der fylder på skolerne.

Det har været overvældende og en smule rystende, at opleve hvordan de punkter, vi fremlagde i artiklen, har vagt genklang hos rigtig mange studerende. Vi er blevet klare over, at situationen er meget mere kompleks, end hvad vi først antog, og det er også tydeligt, at en debat længe har været savnet. Vi er glade for de mange stemmer, der har præget debatten, og vi er taknemmelige for den positive og reflekterende tone.

I løbet af de sidste 40 dage er mange konstruktive initiativer sat i gang internt på Designskolen Kolding og Kunstakademiets Designskole i København, og det virker til at kommunikationen, ledelse, undervisere og studerende imellem, er blevet styrket. 2. års rumdesignstuderende ved KADK Nynne Hauge Larsen, samt tidligere interaktionsdesignstuderende Julie Torpegaard og 3. års modestuderende Rosa Kristoffersen ved DSKD har alle bidraget med gode, personlige og indsigtsrige bidrag til debatten, som giver et nuanceret billede af livet og forholdene på de to skoler.

Kunstakademiets Designskole på Bornholm.

Den oversete skole på Bornholm
Der er dog stadig en hel afdeling, som føler sig glemt. I går modtog vi en mail fra de studerende på KADK’s kunsthåndværkafdeling i Nexø, som udtrykker lignende frustrationer over uddannelsens strukturering, administration og prioritering. I 2010 fusionerede den daværende glas- og keramikskole med designskolen i København, og siden da har der været meget langt fra den bornholmske afdeling til “magtcentrummet” på Holmen.

Den slags distance avler misforståelser, og derfor har de studerende nu formuleret et åbent brev til følgende medlemmer af KADK’s ledelse og bestyrelse: Lene Dammand Lund, Svend Lawaetz, Troels Degn Johansson, Marianne Gyldendal, Mette Kynne Frandsen, Anders Byriel, Jesper Stub Johnsen, Karen Mosbech, Anne-Louise Sommer, Carsten Holgaard. Ann Merete Ohrt, Jane Richter, Thomas Bo Jensen og Debora Domela.

Flotte diplomer over relevante kompetencer?
Mange har sat spørgsmålstegn ved, om det er en god idé at diskutere debatten her offentligt fremadrettet, da det “kan skade designskolernes omdømme, og dermed forværre fremtidige jobmuligheder for dimittender.” Men hvem ønsker at være uddannet på en løgn og et falsk glansbillede blot for de “rigtige papirer” frem for de bedste kompetencer, og måske endnu vigtigere – kan man være bekendt at invitere nye studerende ind på en skole, der ikke er tilstrækkelig? Nok kan skolerne, i værste tilfælde, miste tilskud og optag, men hvis de ikke i første omgang er kompetente nok til at udføre deres opgaver for nuværende elever, er de så overhovedet berettigede i deres nuværende form? Vi synes, at det er yderst relevant, at den her slags frustrationer bliver delt åbent, for at opnå den bredeste forståelse, og så flest muligt har muligheden for at bidrage med konstruktive løsningsforslag. Herunder kan du få en indsigt i forholdene på KADK’s afdeling på Bornholm.

Til KADKs bestyrelse og ledelse – fra de studerende på KADK, Bornholm

Vi skriver dette debatindlæg i erkendelse af, at undervisningskvaliteten er stadigt faldende. Kunstakademiets Designskole, Bornholm, har gode faciliteter og giver frihed til faglig og personlig udvikling. Det er et fremragende, fagligt mødested på internationalt niveau.

Det er en af de få tilbageværende kunsthåndværksorienterede designskoler, som lægger vægt på materialekendskab. Flere af verdens største uddannelsesinstitutioner og faglige tidsskrifter indenfor kunst, kunsthåndværk og design kender skolen på Bornholm – skolen er et kvalitetsstempel, som for nogle har ført til optagelse på eksempelvis Aalto universitetet i Helsinki og Royal Collage of Art i London. Skolen på Bornholm er en af de få skoler i Europa med faciliteter til reel glasblæsning, hvilket giver den en central placering i glasfagets beståen.

Kunst-, design- og kunsthåndværksskoler har på verdensplan vanskelige tider. Det er nedskærings- og omstruktureringstider og dette omfatter også KADK; krisetiderne har lagt beslag på skolens identitet. Mange af skolens elever føler, at skolen mangler en klar retning i stedet for de overlevelsesmekanismer, der kom i kølvandet på nedskæringerne.

Budgetteringsfejlene i København betyder, at skolen i Nexø nu er nede på et meget lavt læringsmæssigt niveau. Nedskæringer i ressourcer og undervisningstimer er dét, de studerende mærker med det samme. I september 2014 blev vi lovet et antal timer per studerende – bl.a. i form af vejledning. Lange projekter med tredive minutters samlet vejledning er ikke længere undtagelsen – det har været reglen det seneste halve år.

De studerende ved, at vi begyndte skoleåret med en studieplan, der var baseret på gæstelærere. Og de studerende ved, at planen blev kasseret til fordel for en hastigt gennemført nedskæringsmodel. Dette er demoraliserende. Uanset hvem du, på vores skole, spørger: “hvad synes du om skolens udvikling?” så vil svaret være skeptisk.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at designskolen på Bornholm har trukket det korteste strå blandt landets designskoler; afsidesliggende og fjernt fra KADKs magtcentrum føler eleverne sig tilsidesat og umyndiggjort. Færre undervisere og et absolut minimum af undervisningstimer og planlægning er vilkår, vi deler med eleverne på Holmen. Men afdelingerne i København kan trække på hinandens lærerstab, mens den bornholmske skole kun i ringe omfang kan benytte undervisere fra Holmen.

Det vil sige, at de to tilbageværende undervisere, Viki og Nina, står for undervisningen af tre årgange hver, i henholdsvis glas og keramik. Det er uhørt, at to undervisere skal stå for et helt bachelorprogram, både hvad angår undervisning og planlægning. Uddannelsen står og falder med to overbebyrdede undervisere. Ydermere har der været ansat to deltidslærere, en på hver linje, men de blev afskediget i akkrediteringsprocessen. Det har også været medvirkende til kvalitetsdykket på Bornholm. Det er uhensigtsmæssigt og tankevækkende, at man vælger at skære ned i lærerstaben, alt imens man forsøger at hæve niveauet på uddannelsen.

På vores afdeling ønsker vi også et højnet fagligt niveau. Derfor er det sørgeligt at erkende, at dette ikke er blevet indfriet i forbindelse med akkrediteringen. Det er nu helt utænkeligt, at ledelsens løfter om en ny halvtidslærer på begge linjer vil blive gennemført – også selvom behovet er presserende. Enhver almindelig folkehøjskole er udstyret med en langt større lærerstab, end vores skole er. Hvis en af vores to undervisere skulle blive ude af stand til at varetage deres job, vil det betyde et totalt sammenbrud for enten keramik eller glas på Bornholm – en konsekvens som KADK’s ledelse må tage ansvaret for. At få information, der kræver inddragelse af København, indebærer altid store forsinkelser; for eksempel kan det tage flere måneder at give elever svar på forespørgsler om udveksling eller sygeorlov. Bedømmelsen af skriftlige opgaver præges af samme utidighed; et eksempel blandt mange kan være 2. årselevernes skriftlige opgave fra april 2014 – det tog op til otte måneder, før eleverne i december modtog karakterer og feedback. Dette er inklusiv den mellemliggende sommerferie. Således kom bedømmelsen af 1.års tekster halvvejs inde i uddannelsens andet år.

Den nye plan for teoriundervisning lægger vægt på ’live streaming’ fra Holmen. Dette tiltag blev for nylig afprøvet i praksis under kurset Designetik og Bæredygtighed. Beslutningen om at benytte denne undervisningsform tydeliggør en manglende inddragelse af Nexø-skolen og dens studerende. Dårligt udbytte for eleverne, manglende forberedelse fra lærerstaben og ledelsens manglende investering i teknologi affejes med fraser som; ”al begyndelse er svær”. Men undskyldninger og (bort)forklaringer er ubrugelige, hvis ikke de kommer i følgeskab med handling.

Derfor er det vigtigt for os at understrege, at kursets kvalitet var alt for lav; internetforbindelsen var ustabil, og dette resulterede i talrige kommunikationsbrister. De mange afbrydelser tvang læreren til at gentage dét, som de studerende i Nexø gik glip af. At KADK vil anvende denne undervisningsform fremover, er dog til langt større bekymring end forløbet af det pågældende kursus. På Holmen er forventningen, at langt størstedelen af al teoriundervisning skal streames fra København til Bornholm. Dermed går den fysiske læring og dialog med gæstelærere tabt – om end den er essentiel for vores uddannelse. En investering i et nyt system til anvendelse under lignende kurser er ved at finde sted, men vi vil gerne udtrykke vores skepsis overfor kvaliteten af denne undervisningsform.

Vi så endnu et eksempel på dårlig planlægning, da administrationen i København glemte at forsyne de nuværende førsteårsstuderende i både glas og keramik med den tilgrundliggende undervisning for deres kursus i digitale redigeringsprogrammer. Med en hastigt introduceret løsning erstattedes de tidligere tre ugers teoriundervisning med et par dage. En enorm informationsstrøm mødte de studerende hver af kursusdagene. De havde utilstrækkelig tid til at opøve deres færdigheder, og derudover rummede kurset kun malplaceret teoriundervisning. De førsteårsstuderende introduceredes på den korte tid til Adobe-programmer som InDesign, Photoshop, Illustrator og ligeledes til 3D-programmeringssoftware. Der findes hele uddannelser baseret på disse programmer, og de kræver øvelse og gentagelse – især for begyndere helt uden forudgående kendskab. Undervisningskvaliteten er i høj grad forbundet med den tid, der er afsat til undervisning, og vi må konstatere, at den er blevet komprimeret kraftigt i år.

I det 4. semester indgår der ikke længere nogen praktikperiode – i stedet er perioden afsat til et såkaldt ”erhvervssamarbejde”. Dette er endnu et tiltag, der fjerner fokus fra de håndværksmæssige færdigheder og er en misforståelse af vores behov. Som vi ser det, er dette et forsøg på at strømline vores afdeling med Holmens afdelinger.

Det er at underminere vores muligheder for at tilegne os nye håndværks- og materialemæssige færdigheder. Netop håndværk og materialekendskab er det, som adskiller vores afdeling fra de fleste afdelinger i København. Hvis vi ikke har denne særegne tilgang til håndværk og materiale, virker det formålsløst at have en afdeling med glas og keramik – studiets titel siger det hele, her er materialet og dets bearbejdning i fokus.

Siden akkrediteringen af vores uddannelse er det lovgivningsmæssige krav om dansksproget undervisning trådt i kraft; dette vil sandsynligvis mindske antallet af ansøgere med erfaring fra glasfeltet betydeligt – og dermed forringe niveauet på glasafdelingen på Bornholm.

Denne beslutning vil fjerne eksistensgrundlaget for glasafdelingen. Det lave antal undervisningstimer betyder, at de studerendes indlæring i høj grad beror på deres medstuderende og deres evner. Den nye afdelingsstruktur lægger op til endnu mere fokus og specialisering indenfor de forskellige afdelinger, men vi kan konstatere, at den på Bornholm har den modsatte effekt, idet man netop fjerner vores specialisering.

Troels Degn Johansson såvel som Lene Dammand Lund opfordrer i skrift og tale skolens studerende til at holde klagerne internt i systemet. Men det er vigtigt for os, at vores stemme bliver hørt, for det er os, der skal leve med konsekvenserne af andres beslutninger vedrørende vores uddannelse.

Vi frygter, at uddannelsens niveau vil falde yderligere. Dette vil mindske et i forvejen reduceret udbytte for eleverne. De skriftlige evalueringer synes at anvendes som afledningsmanøvrer; klagerne standser tilsyneladende på papiret – reel handling er svær at få øje på. Nu forsøger vi med en ny tilgang at inddrage så mange som muligt. Vi må indrømme, at det er svært at skrive dette brev. Problemernes omfang gør det vanskeligt at nå sagens kerne. Men problemerne som vi mærker og diskuterer i dagligdagen, fordrer et opråb. Vi håber, I vil lytte til vores bekymringer og håndtere problemstillingerne indenfor en overskuelig tidshorisont – inden for vores studietid.