AT SAVNE FORÅRET

Vinteren er smuk. Der er en sårbar og rå skønhed over verden, når den er bleg og hvid, som jeg elsker. Vinterkulden sætter sine spor på de nøgne træer, tomme hvide gader, tilfrosne søer og den tunge grå himmel. Den kravler ind gennem fingerspidserne og fødderne og sætter sig i kroppen, som en konstant tilstand. Det er denne kulde, der får mig til, at længes efter foråret.

Jeg ifører mig lag på lag af tykt stof og varm uld. Jeg drikker ting, der for en stund spreder varme ud i hele kroppen. Jeg mærker efter, når mine fingre bliver følelsesløse og blå i enden. Jeg studerer min egen krop skifte farve, indtil alt er blegt og gennemsigtigt. Jeg observerer de små hår på mine arme rejse sig, og min ånde komme ud i små hvide skyer. Jeg betragter den grå verden og glæder mig til igen at mærke varmen i hele kroppen, og få den første forårssol i øjnene. Jeg har studeret kulden og ud fra mine observationer, skabt en lille samling af registreringer og præventive råd til andre, der, som jeg, fryser og længes efter foråret.

Samlingen består af objekter der registrerer:

  • ‘Kuldens farver’.
  • ‘Hvad kulden gør ved kroppen’.
  • ‘Beskyttelse mod kulden’.

My Buemann (f. 1986) er illustrator og har taget en kandidat i Illustration ved Kunstakademiets Designskole i 2015. My har bidraget til idoart.dk siden 2011.