Back to All Events

"SAMMENBRUD"


  • Ved Skoven, Falster Hesnæsvej 64 Horbelev, 4871 Denmark (map)

Pressemeddelelse, april 2024

På en mark på Falster er otte værker flyttet ud i det flade landskab. Her står en ruin af søjler af tøj og strækker sig mod himlen, mens der på jorden flyder en aluminiumsflade, der langsomt fortærer græsset. En bil er sunket i jorden og en figur i gips er rejst på marken, hvor den står og skuer ud i horisonten. Langt fra storbyens larm og tæt på skov og kyst er otte kunstnere inviteret til at lave værker specifikt til stedet. Det er billedkunstner Charlotte Thrane, der har etableret det nye udstillingssted Ved Skoven på landområdet omkring hendes hus. Sammenbrud er den første udstilling i en række af projekter, som Thrane kuraterer og organiserer i løbet af 2024-26.

Sammenbrud og kollaps er et gennemgående tema både formelt og i overført betydning i de otte kunstneres værker. De er placeret udenfor i landskabet og vil i løbet af udstillingsperioden på tre måneder påvirkes af vind og vejr. Tiden vil præge dem, overflader vil patinere og naturen vil vokse ind og ud af værkerne. Men værkerne er ikke kun i flux, fordi de er installeret i det fri. Opbygninger og nedbrydninger karakteriserer den proces værkerne gennemgår op til og under udstillingen. Kunstnerne sammensætter materialer, formgiver, bygger, sår og værker skabes. Men værkerne er også rå, kølige og uhyggelige. Vi mennesker har innoveret, skabt de mest utrolige teknologiske og digitale nybrud, men forskning viser at vi befinder os på kanten af sammenbrud, når vi udmatter naturen, planeten og hinanden gennem stræben efter evig fremdrift, effektivisering og optimering.

Falster er en del af det Syddanske øhav og er attraktiv at besøge for at nyde strand, skov og opleve det sydligste punkt i Danmark, men øen har gennemgået en udmarvende udvikling. I slutningen af 1800-tallet var sukkerroeindustrien på sit højeste og endnu i dag er Falster den største forsyner af sukker i Danmark, derudover var foderafgrøder til den store animalske produktion dominerende på øen. Dette har udpint markerne, sprøjtningen har været massiv og jordområder og vandløb er blevet forurenet, hvilket også er den historiske og topografiske ramme for Sammenbrud.

Kunstnerne har hver især udviklet deres værker som respons på lokationen og med interesse for globale temaer som klimaforandringer, krig, grådighed og overforbrug. Der vil være værker af forskellig karakter, fx intervenerende i selve stedets muld som værket Pengehave bestående af planter, som ifølge Danny Druehylds Heksens håndbog kan bruges stimulerende i pengeforhold. Værket spørger legende til vores forhold til jord og natur, som noget vi primært vil have udbytte af. Selvom udstillingen mener alvor, er der også humor i I want the rain to wash my broken heart away, som består af brugte, stablede vaskemaskiner, hvorfra vand sprøjter ud af sprækker og sæbeskuffer i alle retninger.

De deltagende kunstnere er: Kristoffer Akselbo, Jóhan Martin Christiansen, Kåre Frang, Marianne Hesselbjerg, Anne-Mette Schultz, Dan Stockholm, Tove Storch og Charlotte Thrane, som både arbejder internationalt og som her helt lokalt. Kunstnerne arbejder alle skulpturelt og er udvalgt på baggrund af deres usentimentale tilgang til deres materiale.

Fernisering: 2. juni, kl. 14-17. Åbningstale af redaktør og Falster-aficionado Oliver Stilling.
Åbningsperiode: 2. juni - 1. september, 2024.
Åbningstider: Lørdage og søndage, kl. 11-14 og åbent efter aftale.
Omvisninger: Udvalgte lørdage kl. 12 i udstillingsperioden.
Kontakt: dirumdarum@hotmail.com

Udstillingsprojektet er støttet af Ny Carlsbergfondet, Guldborgsund Billedkunstråd, Guldborgsund Kommunes Kulturpulje samt Grosserer L. F. Foghs Fond.

Earlier Event: May 24
"BEDROCK 4"