Back to All Events

OSCAR YRAN "URBAN PARANOIA"


  • Poly, Vordingborg Station (Ventesalen) Vordingborg st. Vordingborg, 4760 Denmark (map)

Oscar Yran, Urban Paranoia.

Pressemeddelelse, november 2021

Sydsjælland får ny kunsthal

Kunsthallen “POLY – en udstillingsplatform for samtidskunst” etableres i ventesalen på stationen i Vordingborg. Projektet er kurateret af den unge billedkunstner Dina Lundvall Nielsen og støttet af Statens Kunstfond samt Vordingborg Kommune.

Det har i flere år været en tendens i landets mindre byer at lave kunstudstillinger i lukkede butikslokaler eller bygninger, der har mistet deres funktion i lokalsamfundet. Disse projekter har været med til at skabe liv og kultur i byer som Rødby, Ry og senest i Ebeltoft, hvor den gamle Maltfabrik er blevet til et attraktivt kulturhus. Bag den nye kunsthal står billedkunstner og iværksætter Dina Lundvall Nielsen, som i samarbejde med Vordingborg Kommune har søgt midler fra Statens Kunstfond og har modtaget 200.000 kr. til projektet. Der er allerede planlagt udstillinger med 14 kunstnere fra ind- og udland, som skal indgå i samarbejder, der udforsker og udfordrer ventesalen, og der vil dermed være skiftende kunstudstillinger frem til 2023 med bl.a. Stine Deja, Morten Vågen Jensen og Xenia Xamanek. Det bliver ikke en klassisk kunsthal, da ventesalen er et offentligt rum, som skal bibeholde sin funktion som ventesal.

Den første udstilling
Ordet “Poly” betyder “multi” eller “flere”, og i denne sammenhæng refererer det til visionen, som er at skabe “poly-log”, altså en flerstemmig samtale – samtale mellem kunstnerne, men også mellem værk og beskuer. Den første udstilling bliver “Urban Paranoia”, der spiller bold op ad det nedslidte rum uden identitet. Kunstneren Oscar Yran vil sætte fokus på de ensomme internetkrigere, også kaldet “trolls”, som sidder bag tastaturer i hele verden og skaber had, frygt og paranoia, som kan manipulere og kontrollere mennesker. Det er denne frygt, som Oscar Yran gerne vil sætte fokus på og få os til at reflektere over. I udstillingen optræder trolden rent fysisk som en truende fare, der lurer på og i os alle.

Omdannelse fra nedslidt ventesal til moderne kunsthal
Efter der blev etableret en ny gangbro på Vordingborg Station i 2019, som ledte den gående trafik uden om ventesalen, mistede den sin funktion som naturligt gennemgangs- og opholdsrum. Det er på nuværende tidspunkt ikke et sted, man har lyst til at opholde sig som rejsende, besøgende eller pendler, da der ikke er siddepladser, der er graffiti på væggene, og toilettet er ofte lukket pga. hærværk.

Dina Lundvall Nielsen vil sammen med Vordingborg Kommune skabe et indbydende rum ved at renovere ventesalen med maling og etablere bænke og belysning, så rejsende kan få en god oplevelse. Mange rejser med tog og bus, og det er vigtigt, at de får et godt førstehåndsindtryk af et af byens centrale områder, allerede når de ankommer. Poly vil undersøge mødet mellem pendleren og rummet og udforske potentialet i ventesalen som et muligt sted for refleksion, æstetik og kunst. Projektet med Vordingborgs nye kunsthal Poly ligger i naturlig forlængelse af nyheden om, at Realdania har bevilliget ca. 9 mio. kroner til en gentænkning og reetablering af hele det udendørs stationsområde samt dele af stationsbygningen.

Dina Lundvall Nielsen er født i 1990 og er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2017. Hun har tidligere udstillet på Museet for Samtidskunst, Japan Print Society, Kyoto og på In Situ Lolland. Hun har tidligere etableret og kurateret OXER, en udstillingsplatform på skibet Svartlöga i Ebeltoft. Svartlöga sank i 2018 i Holland og genopstod som en udstillingsplatform for samtidskunst i Ebeltoft, hvor det stadig eksisterer, efter at hun selv havde sejlet det hjem til Danmark under dramatiske omstændigheder. Dina Lundvall er udover sit virke som billedkunstner også medejer af virksomheden VÆRK.aps.

Oscar Yran (f. 1990, i Norge) er uddannet ved det Fynske Kunstakademi og har blandt andet udstillet på Statens Museum for Kunst, i Nationalgalleriet i Prag og på Vejle Kunstmuseum.

Åbningsreception: D. 20. november, kl. 13-17.
Udstillingsperiode: 20. november, 2021 - 20. februar, 2022.
Åbningstider: Hverdage, kl. 5.30-18. Weekender, kl. 8-18.

Følg med på Facebook og Instagram.