Pressemeddelelse, oktober 2018
PĂ„ Nanna Lysholt Hansens soloudstilling i M100 kan man se udvalgte fotografiske vĂŠrker fra Dura Mater serien. En serie som kompromislĂžst skildrer et fortlĂžbende samarbejde og dialog i den kunstneriske proces mellem Lysholt Hansen og hendes to-Ă„rige datter.
Udvalgte vĂŠrker fra Dura Mater serien prĂŠsenteres sammen med kunstnerbogen Dura Mater som indeholder de i alt 418 fotografiske objekter i serien. Udstillingen ledsages af en tekst af kunsthistoriker Pernille Zidore Nygaard. PĂ„ ferniseringsdagen vil Nanna Lysholt Hansen introducere udstillingen og det kunstneriske felt hun arbejder i. I projektet Dura Mater (2016-) gennemgĂ„r Nanna Lysholt Hansen sit private arkiv af billedmateriale fra sin praksis i âperformance for kameraâ fra perioden 2003â2015 og giver udvalgte fotografiske vĂŠrker, frasorterede skud, analoge testtryk og digitale kontaktkopier til sin to-Ă„rige datter, som pĂ„fĂžrer billederne tegn og markeringer med maling, vandfarve, glimmerlim, legeslim og saks. Resultatet er en stor mĂŠngde fotografiske objekter hvori dialogen mellem datterens markeringer og moderens krop i fotografiet synes at kĂŠmpe om overtaget.
Barnets markeringer skiftevist kÊrligt kÊrtegner eller udvisker moderens krop i billedet. Dura Mater serien handler om krop og billede som centrum for overlevering af viden gennem generationer. Barnets aktive indblanding i kunstnerens liv og praksis bruges til et konstruktivt samarbejde i den kunstneriske skabelsesproces hvor spÞrgsmÄl omkring symbiose, spejling, kontrol, vilje og lÞsrivelse er under konstant forhandling. I projektet ligger desuden en undersÞgelse af fotografiets status i en flydende leg mellem medierne performance-dokumentation, arkiv, fotografi, maleri og objekt.
Nanna Lysholt Hansens vÊrker kan opleves som live performance eller som manifestationer af kunstnerens krop i installationer af medieret materiale og hybride teknologiske former. Kroppen indgÄr i et direkte forhold til det omgivende arkitektoniske rum, og aspekter af hukommelse, kÞn, sprog og narrativer sÊttes pÄ prÞve og udfordres i relation til blikket pÄ kroppen over tid.
Nanna Lysholt Hansen (f. 1980, Holstebro) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i KÞbenhavn (MFA 2011) og Kingston University, Faculty of Art, Design and Music i London (BFA 2005). Hendes vÊrker har vÊret vist pÄ kunstinstitutioner i Danmark, Europa, USA og Kina. Udover soloudstillingen Dura Mater pÄ M100 er hun frem til d. 18. november aktuel pÄ udstillingen REAL ESTATE pÄ Huset for Kunst og Design i Holstebro, og den 6. december vil man pÄ Kunsthal Charlottenborg i KÞbenhavn kunne opleve en live performance af Lysholt Hansen.
Projektet Dura Mater har modtaget stĂžtte til produktion af vĂŠrker fra Beckett-fonden og Statens Kunstfond, ProjektstĂžtteudvalg for Billedkunst. M100 er stĂžttet af Statens Kunstfonds Pulje opstart af nye udstillingsplatforme, Det Obelske Familiefond og Odense Kommunes Kulturpulje 2018.
Fernisering: Fredag d. 2. november, kl. 17-19 (artist talk: kl. 16.30) | Facebook event
Udstillingsperiode: 2. november - 25. november 2018
Ă
bningstider: Torsdag: kl. 16-20 og lĂžrdagâsĂžndag: kl. 13-16.
Udstillingstekst
Omsorg og skĂždeslĂžshed
Pernille Zidore Nygaard, cand. mag. Kunsthistorie
Feministiske tÊnkere og kunstnere har i de senere Är anvendt moderen som en teoretisk figur at tÊnke med og igennem, med det formÄl at nÊrme sig en mere omsorgsfuld mÄde at vÊre i verden pÄ. Det er det moderlige som symbol, snarere end som konkret person, der anvendes som et udgangspunkt der kan hjÊlpe til at se anderledes pÄ den mÄde vi interagerer med hinanden og verden omkring os.
De omsorgsetiske strÞmninger er drevet af en stigende Þkokritisk bevidsthed, og et forsÞg pÄ at gÞre op med tanken om mennesket som centrum for alt liv. I stedet sÞges der mod tvÊrartslig omsorg og et mere holistisk verdenssyn, hvor alt opfattes som flydende og sammenhÊngende. Tendensen er desuden vokset ud af en modstand mod nedvurderingen af det gentagelsesprÊgede og opretholdende omsorgsarbejde, oftest udfÞrt af kvinder, som bÄde i det moderne samfund og i feministisk teori hidtil har vÊret udgrÊnset og overset. For Nanna Lysholt Hansen blev moderskabet en udvidelse af hendes kunstneriske praksis og performative undersÞgelse af samfundsmÊssige normer omkring krop og kÞn, da hun selv blev mor i 2013.
Udstillingen i M100 er den fÞrste officielle visning af vÊrker fra Dura Mater, som i alt omfatter 418 fotografiske objekter. Projektet er dels en rejse gennem kunstnerens karriere og udvikling, og dels et samarbejde med hendes datter, Vasilia, som har approprieret og bearbejdet sin mors fotografiske arkiv. I projektet indgÄr et genbrug af billedmateriale og vÊrker fra perioden 2004-2017 som Nanna kalder Performance for kamera. Denne praksis er fundamentet for meget af hendes Þvrige kunstneriske arbejde og kan anses som en slags dokumentation af proces, bÄde faglig og personlig, hvor hun bruger kameraet som skitseblok og eneste vidne. Fotografierne bÊrer vidnesbyrd om en personlig og professionel udvikling over tid, hvor scenariet der omgiver kroppen i billederne viser de forskelligartede rum, som kunstneren har levet og arbejdet i. Nogle fotos er digitale prÞvetryk, mens andre er frasorterede analoge skud. FÊlles for alle fotografier er at de er taget af Nanna selv, ofte med en tydelig fjernudlÞser-ledning, der fÞrer hen til kunstnerens nÞgne og ansigtslÞse krop.
I lĂžbet af 2016-2017 overtog datteren fotografierne og bearbejdede dem som hun ville. Herfra har Nanna udtaget 418 vĂŠrker som er samlet i kunstnerbogen Dura Mater, der ligger til grund for udstillingen i M100.
Den lille pige lader til at vÊre meget bevidst om, at det er mor der figurerer pÄ billederne, da interessen oftest er rettet mod den velkendte figur. Der er kradset, tegnet, malet og klippet i fotografierne med alle de ting man kunne forvente at finde ved en 2-3Ärigs tegnebord: Med tuscher, farveblyanter, kuglepen, glimmerlim, neglelak, vandfarve, legeslim og saks er fotografierne bearbejdet ekspressivt og somme tider rÞrende sirligt. Nogle steder bliver den nÞgne krop prydet med noget der kunne ligne tÞj, eller punkter pÄ kroppen markeres med selvlysende farver. Andre steder dÊkkes kroppen fuldstÊndig til med halvgennemsigtig vandfarve.
Mor og barns bidrag stÄr pÄ mange mÄder i stor kontrast til hinanden: Flere fotografier fremstÄr grynede, ude af fokus og nogle steder er der anvendt lang lukketid, sÄ kroppen er slÞret i en bevÊgelse. Som et modsvar til denne tidslighed, fungerer datterens spontane klatter og hurtige farveblyant- og penselstrÞg, som en slags svÊvende og hyperskarpe tilstedevÊrelser forrest i billedet.
Overleveringen af 14 Ärs kunstnerisk arbejde til barnets frie og ukontrollerede vilje, forskubber de gÊngse kulturelle konventioner, hvor den voksnes arbejde er seriÞst, meningsfuldt og ikke mÄ forstyrres, mens barnets uregerlige leg er til besvÊr. Denne utraditionelle overlevering, der ligger som en iboende gestus i vÊrkerne, punkterer kunstvÊrkets hÞjstatus og mÄske endda ogsÄ tanken om kunstneren som enestÄende skaber, hvis inspiration hentes enten fra oven eller fra det inderste dyb. Ingen skaber alene!
Den aktive inddragelse af 2-3Ärige Vasilia som samarbejdspartner i Dura Mater viser mor og datters symbiose, men er ogsÄ karakteristisk for Nannas tilgang til sine inspirationskilder og hendes vÊgtning af vidensdeling. Referencerne i hendes tidligere vÊrker er ofte tydeliggjorte og meget forskelligartede, som i det tredelte performancevÊrk Dear Daughter (2013-). Her reaktualiseres feministiske teoretikere, sÞmlÞst sammenflettet med lÊgevidenskabelige beskrivelser af fÞdsler og egne kropslige erfaringer, ordlyde og undersÞgelser af sprog. Genfortolkningen og genbrug af bÄde andres og eget materiale gÞr, at alle vÊrker peger frem og tilbage mod hinanden og danner et tÊt vÊv i hvad der kan kaldes en bÊredygtig praksis.
Leg med sprog og lyd, spontanitet og lykkelige tilfĂŠldigheder anvendes som improvisatoriske greb, der sĂŠrligt kommer til udtryk i live performancevĂŠrkerne. Her bliver det tydeligt hvordan samspillet mellem kunstnerens krop, de arkitektoniske omgivelser og det tilstedevĂŠrende publikum er med til at pĂ„virke og skabe handlingen, og der findes sĂ„ledes ikke to ens versioner af samme performance. Lignende forskydninger sker i Dura Mater, hvor kroppens serielle bevĂŠgelser, sammen med datterens markeringer, synes at afsĂžge og undersĂžge bĂ„de rummets og fotografiets fysiske rammer. Barnets bidrag genfortolker og viderefĂžrer morens undersĂžgelser ved at ĂŠndre vĂŠrkernes status sĂ„ de ophĂžrer med âbareâ at vĂŠre fotografier. PĂ„ den mĂ„de bliver de fotografiske objekter symbol pĂ„ en respektfuld overlevering og en dynamisk vidensdeling mellem generationer, hvor der hele tiden bygges pĂ„ og intet forbliver statisk.
I serien Arachnoid Mater (2017-), som er udarbejdet sidelĂžbende med Dura Mater, har datteren i stedet malet direkte pĂ„ sin mors krop. For at kunne bevare kropstegningerne har Nanna lavet en slags vĂ„dserviets-monotypier, ved at lĂŠgge en vĂ„dserviet over tegningerne og overfĂžre dem hertil som tryk. Udover at vĂŠre en fast del af den moderne forĂŠlders indkĂžbsliste, kan vĂ„dservietten ses som en reference til hud, krop, nĂŠrhed, omsorg og pleje, men den fungerer samtidigt som en pĂ„mindelse om den store miljĂžbelastning det er at fĂ„ bĂžrn mange steder i dag, med et endelĂžst forbrug og en uoverskuelig produktion af skrald. BĂ„de Arachnoid Mater og Dura Mater refererer til de latinske betegnelser for hjernens hinder. Hvor arachnoid er den spindelvĂŠvslignende hjernehinde, betyder dura mater direkte oversat âsej/hĂ„rd moderâ eller âhĂ„rdt materie/materialeâ. Dette lag er det tykkeste og yderste af hjernens hinder, der omgiver hjernen og rygmarven, som tilsammen udgĂžr centralnervesystemet. Blandt disse milliarder af hjerneceller har man for nyligt fundet ud af, at der lagres celler fra kvindens graviditeter. Under graviditeten udveksler foster og moder genetisk materiale, og en del af disse sĂ„kaldte mikrochimera fra fosteret lever videre i moderkroppen og kan vĂŠre potentielt hjĂŠlpsomme for moderens krop og helbred. SĂ„ledes bliver de fotografiske objekter i Dura Mater og den omsorgsetiske diskurs underbygget af disse nye forskningsmĂŠssige ideer.
Dette synes at give ny betydning til familiens bĂ„nd og til opfattelsen af individer â for hvis ens celler lever videre i andre mennesker, kan man sĂ„ afgrĂŠnse sin egen person? Tanken om mor og barn som en slags flydende og symbiotisk organisme er nĂŠrvĂŠrende i Dura Mater.