Back to All Events

METTE BRAÜNER "I DET SMÅ"


  • se! udstillings- & projektrum, Aarhus Hendrik Pontoppidans Gade 34b Aarhus, 8000 Denmark (map)
Pressebillede_Mette_Brauner.jpg

Pressemeddelelse, juni 2021

Udstillingen I det små af billedkunstner Mette Braüner vil med såvel titel som indhold pege på, hvad der kan ligge af betydning i noget umiddelbart småt.

Vi løber alle efter at sætte størrelse på ting i livet. At sætte størrelse på karrieren, størrelse på formåen, på ejerskab, på venneflok, udseende, oplevelser mv. En undersøgelse foretaget af den australske palliative sygeplejerske Bronnie Ware viser dog, at det tilsyneladende ikke er sådanne ting, der fylder og er menings- og værdigivende, når livet skal slippes. Bronnie Ware fandt frem til to centrale fortrydelser hos mennesker, der lever på det sidste: at de havde arbejdet for hårdt og prioriteret vigtige relationer for lidt. Dette resultat kommer ikke nødvendigvis som nogen stor overraskelse. Men tankevækkende er det dog alligevel, hvor svært det kan være for os at lade det vigtige få god plads i livet, og hvor let vi kan komme til at lade unødvendigheder fylde og dræne uforbeholdent meget. Med udstillingen I det små vil Mette Braüner i sin præsentation af værker forholde sig til den alment menneskelige usikkerhed, der knytter sig til gerne at ville slå til i andres øjne. Hun vil samtidig slå et slag for berettigelsen af det, der måtte være vigtigt for den enkelte. Særligt det som kan synes småt for mange andre, men som for dette menneske mærkes stort.

Fernisering: Fredag d. 11. juni, kl. 16-19, med artist talk kl. 17.
Udstillingsperiode: D. 11.-26. juni, 2021.
Åbningstider: Onsdage og torsdage, kl. 16-18. Lørdage kl. 11-13.