Back to All Events

MARINA DUBIA "ARRISCAME – THE LINE BETWEEN YOU AND ME"


  • M100 – Udstillingssted for samtidskunst, Odense Søndergade 26 Odense C, 5000 Denmark (map)

Marina Dubia, Arriscame II (Video still). Foto: Nanna Hansen.

Gennem udforskning af huden og dens grænser undersøger Marina Dubia vores skrøbelige forbindelse og relationer til hinanden. Med kroppen som redskab i både performance og video udfordrer Dubia vores utilpashed ved at risikere nye relationer i en verden af rodløshed og usikre tilhørsforhold. Med nål og tråd syet gennem hudens forhorning, trækker Dubia tråde og sarte forbindelser mellem sig selv og andre mennesker i et ønske om at genskabe mistede sammenhænge og frembringe et intenst øjeblik af fællesskab og fælles fokus.

Udstillingens titel “Arriscame” the line between you and me” henviser til den portugisiske betydning “at tage en chance”. Derved understreger Marina Dubia det farefulde, risikable men også forhåbningsfulde ved at knytte relationer og således danne grobund for følelsen af tilhørsforhold.

Marina Dubia. Foto: Denis Laner.

Kroppens skjold mod omverdenens belastninger, den hårde hud, er et værn men samtidig følelsesløs og derved gennembrydelig og svag.

Denne iboende ambivalens ved kroppens yderste grænse udnytter Marina Dubia som performativ metafor for den usikkerhed og sårbarhed der implicit ligger i at “turde række ud efter et fællsskab”. “Arriscame – the line between you and me” er en todelt udstilling og byder således på en videoperformance installeret i udstillingsrummet, tekster samt en deltagerbaseret guidet performance på åbningsdagen.

Her vil Marina Dubia lede beskuerne igennem en serie samtaler og kropsøvelser med huden, nålen og tråden som afsæt for at risikere nye forbindelser og fællesskaber.

Gennem disse øvelser legemliggør og spejler beskuerne analogisk med egen krop, de billeder som videoen på udstillingen er opbygget af.


Marina Dubia (f. 1992, São Paulo, BR. ) er uddannet billedkunstner fra Universitet i São Paulo og Det Kgl. Danske Kunstakademi (MFA) i 2021 og har læst Performative Arts på Forum Dança, Lisbon (2020). Dubia modtog Poul Erik Bech Fondens kunstpris for sin afgangsperformance.

Fernisering: Fredag d. 1. juli, kl. 18-20.
Performance med Marina Dubia på åbningen, kl 18.30-19.
Udstillingsperiode: 1. juli - 31. juli, 2022.
Åbningstider: Fredag-søndag, kl. 12-15.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond og Odense kommune, Kulturpuljen.

Later Event: July 3
OSCAR YRAN "VOLATIL INFLATION"