Back to All Events

LYS.MUR X MARK THOLANDER

  • SAKs have, Svendborg Vestergade 31 Svendborg, 5700 Denmark (map)

Mark Tholander, Windows (skitse).

Pressemeddelelse, december 2022

LYS.MUR blænder op til særvisning torsdag d 22. december i SAKs have. Denne sæson blænder LYS.MUR ned for en stund og programmet er derfor afløst af en enkelt visning. Kunstner Mark Tholander har lavet et nyt værk til platformen, og vi glæder os meget til at blænde op i mørket.

Tholander vil vise et nyproduceret videoværk med arbejdstitlen ‘Windows’ (2022). I videoværket vil man kunne se en murstensvæg, hvor kameraet panorerer over forskellige vinduer, hvor man kan se forskellige karakterer indenfor. Værket er dermed en fiktiv (animeret) mur, som projekteres på en fysisk mur. LYS.MURs format og videoens indhold sammenkobles som to overlappende verdener.

Værket arbejder med hvad der er indenfor og hvad der er udenfor, det synlige og det usynlige, og hvad der træder i forgrund og hvad der træder i baggrund. Som beskuer vil man have en fornemmelse af at observere en række hændelser på afstand, gennem et smalt kighul, uden helt at kunne dechifrere det fuldt ud. Jo mere man ser filmen, vil man opdage, at handlingerne gennem vinduerne har flere forbindelser til hinanden. Begreberne “os”, “vi”, “familie” eller “nation” er allerede i sig selv smalle kighuller, en kategorisering som indbefatter indsnævring af synet, ligesom et vindue. Eksempelvis når vi ser “folket” som noget der ‘naturligt’ fremkommer via sproglige og kulturelle fællesskaber, hvorved vi ender med at naturalisere nationen. Vi ender med at se os selv som borgere, og glemmer vores sted som individer der ikke kan reduceres som del af den sammenhæng vi indgår i.

Værket spørger ind til, om der er noget vi overser når vi hele tiden tænker gennem et “vi” eller et “os”: om der er noget i den blinde vinkel, eller noget udenfor den linse, vi ser igennem.

Visningen foregår i SAKs have. Det er gratis at dukke op og alle er velkommen. Der serveres kaffe og klejner. Kunstneren er til stede og vil sige lidt om sit værk og sin praksis. Værket kan efterfølgende streames på LYS.MURs hjemmeside 1 uge frem fra visningsdagen. Der er også åbent i SAK frem til kl. 21 og man er velkommen til at gå ind og opleve de aktuelle udstillinger. Entre koster 50 kr.

Visningsdato: Torsdag d. 22. december 2022, kl. 19-21.

Visningen er støttet af SEAF og SAK. Tak for opbakningen.


Om LYS.MUR: LYS.MUR er en mobil kunstplatform for mediekunst. Platformen præsenterer mediekunst i det offentlige rum i Svendborg. Hver anden torsdag aften præsenteres ét værk af én kunstner eller kunstnergruppe på et nøje udvalgt sted. Visningerne ligger i efterår- og vinterperioden; oktober til marts – se menupunktet program. Placering og tidspunkt følger. Visningerne finder sted på mure og gavle i Svendborgs gågader og på Frederiksø. Der er fri adgang til alle visninger. Platformen ønsker at give borgere og besøgende mulighed for at opleve samtidskunst sammen. Det handler om at skabe rum og plads til nye blikke, tanker og idéer, og samtidig gøre adgangen let og tilgængelig for alle. Kurateringen præsenterer et udsnit af de aktuelle tendenser indenfor video og det digitale. LYS.MUR drives af kurator og kunstformidler Stine Kähler, som også driver kunstbureauet Bureau for kunst og er bosat i Svendborg.

Earlier Event: December 21
ANNA MUNK "ALLURE" 📷