Back to All Events

KATHRINE ÆRTEBJERG "KLOKKEBARN, BLODMENNESKE, DRÅBEN"


  • Museum Ovartaci, Aarhus Olof Palmes Allé 11 Aarhus N, 8200 Denmark (map)

Kathrine Ærtebjerg, Klokkebarn.

Pressemeddelelse, februar 2024

Det er med stor glæde, at Museum Ovartaci åbner dørene til en uskyldig, åben og sårbar verden i særudstillingen Klokkebarn, Blodmenneske, Dråben med værker af den anerkendte danske kunstner Kathrine Ærtebjerg. Torsdag d. 22. februar, kl. 17-20 inviterer Museum Ovartaci til fernisering på særudstillingen Klokkebarn, Blodmenneske, Dråben med værker af den danske kunstner Kathrine Ærtebjerg. Der er gratis adgang. Alle er velkommen.

”Det uskyldige, åbne og sårbare som hører til barnet og den unge, har jeg lagt vægt på, snarere end det mere selvbevidste som hører til den voksne.” – Kathrine Ærtebjerg.

I udstillingen Klokkebarn, Blodmenneske, Dråben har Ærtebjerg sat fokus på krop og sårbarhed med barnet som omdrejningspunkt. Særligt barnets udvikling mellem barn og voksen, med alt dets skrøbelighed og sårbarhed er i fokus og indtager en fremtrædende plads i udstillingen.

Udstillingen består af malerier, hængende træfigurer og musik skabt af Kathrine Ærtebjerg. Som besøgende bevæger man sig ind i en flydende fortælling, hvor værkerne sameksisterer i en åben, uskyldig og sårbar fortælling, som det er op til den besøgende selv at digte. ”Som altid i mine værker kan figurerne ses som forskellige aspekter af det samme menneskes indre, eller som flere forskellige figurer der danner en scene eller bare sameksisterer i en åben fortælling,” fortæller Kathrine Ærtebjerg.

Slægtsskabet med Ovartaci
Selv siger Kathrine Ærtebjerg, at hun føler et tæt slægtsskab med Ovartaci og hans kunst. ”Vi har nogle af de samme interesser for det spirituelle, for andre kulturer, for fantasi, kreativitet, krop og køn. Vi udtrykker begge længsel og ensomhed men også glæde og forbundethed.”

Kathrine Ærtebjerg er født i 1969 i Sorø. Hun debuterede i 1994 på Charlottenborgs påskeudstilling. Hun er uddannet fra Kunstakademiet i København i perioden 1995-2002. Kathrine Ærtebjerg er repræsenteret på flere af landets store kunstinstitutioner og var desuden med blandt de udvalgte kunstnere, der i slutningen af nullerne arbejdede med udsmykningsopgaver i Frederik VIIIs Palæ på Amalienborg. Her udsmykkede hun en væg i Palæets anretterrum.

Museum Ovartaci er Danmarks førende museum indenfor kunstgenren Art Brut og emner om det menneskelige sind. Museet er vokset ud af Psykiatrisk Hospital i Risskov og har siden midten af 1970’erne fungeret som offentligt museum. Museets samling består af to uadskillelige samlinger; en psykiatrihistorisk med genstande fra det første psykiatriske hospital i DK fra 1852 og frem til i dag og en international anerkendt samling af værker, af mennesker med psykisk sygdom, heriblandt Ovartaci.

Ovartaci er internationalt anerkendt og en af Danmarks mest markante Art Brut kunstnere. Ovartacis borgelige navn var Louis Marcussen. Han var født i Ebeltoft og indlagt i 56 år fra 1929 på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Navnet Ovartaci er et selvopfundet navn og en jysk omskrivning af ”Overtosse”. Hans kunst og livshistorie er en central fortælling i det nye Museum Ovartaci. Ovartaci døde i 1985, 91 år.

Fernisering: D. 22. februar, kl. 17-20.
Udstillingsperiode:
22. februar - 11. august, 2024.
Åbningstider: Mandag-fredag, kl. 10-17. Weekender og helligdage, kl. 12-17.

Earlier Event: February 22
EVA KOCH "RED POPPIES"