Back to All Events

KAMILLA MEZ, EERO YRJÖLÄ & DANIEL SLÅTTNES "HOME BODIES"


  • SKAL Contemporary, Skagen Sankt Laurentii Vej 118 Skagen, 9990 Denmark (map)

Pressemeddelelse, marts 2023

Hvad er et hjem? Det er et af de centrale spørgsmål i gruppeudstillingen Home Bodies som SKAL Contemporary viser i Skagen i perioden 31.03.23-30.04.23. Udstillingen viser værker af Kamilla Mez (DK), Eero Yrjölä (FI) og Daniel Slåttnes (NO) og undersøger gennem en række stedsspecifikke nyproduktioner hjemmet og de strukturer, der binder os sammen. For hvad er et hjem egentlig?

På Skagens Odde er naturen og naturens kræfter tydelige. Området blev først sent i historien til et hjem for mennesker, da naturens ressourcer var sparsomme og omstændighederne barske, og det var fiskeriet og havet, der dannede grundlaget for menneskene, hjemmene og byen. I et fiskersamfund er hjemmet og familierelationerne definerede af afsavn; både til dem, som er væk i perioder for at arbejde på havet, og til dem, som aldrig kom hjem. I gruppeudstillingen Home Bodies er de konceptuelle linjer både store og brede og ultrakonkrete i en vekslen mellem de stedsspecifikke aspekter og de generelle perspektiver, når hjemmet og vores sociale relationer kobles til spørgsmål om eksistens, identitet, teknologi, landskaber og samfundsstrukturer. For hvad sker der egentlig inde bag hjemmets fire vægge, og i den verden vi bebor? Med udgangspunkt i de omgivelser og materialer, der er forhåndenværende, og den omnipræsente digitale verden undersøger og transformerer Kamilla Mez, Eero Yrjölä og Daniel Slåttnes disse verdener i en helt ny (vrang)forestilling af, hvad et hjem er, hvem der bor der, og hvordan fremmedgørelse, identitet og reelle og imaginære omgivelser påvirker hinanden.

Udstillingens gennemgående temaer relaterer sig således til spørgsmål om, hvordan vores liv udspiller sig på vores hjemmebane; i huset, i samfundet, og i den verden vi bebor. Udstillingen bearbejder i høj grad også de udefrakommende faktorer, der har indflydelse på vores identitet og eksistens i vores komplekse samtid. Ved at berøre spørgsmål om tilhørsforhold, fremmedgørelse og teknologi – med inspiration fra bl.a. eksistensfilosofien, psykoanalysen og den posthumanistiske tænkning – giver Mez, Yrjölä og Slåttnes et unikt indblik i de komplekse størrelser som hjem og tilhørsforhold. 

Kamilla Mez (DK) bor og arbejder i Aalborg og har en MFA fra HDK-Valand i Göteborg (2022). I sin praksis er Mez særligt interesseret i at skabe tilgængelige og kritiske refleksioner over de liv, vi lever, ved at blotlægge skjulte strukturer gennem brug af teknologi og skulpturel formgivning.

Eero Yrjölä (FI) bor og arbejder i Helsinki og de har en MFA fra Aalto University (2017). Til Home Bodies har Yrjölä særligt arbejdet med familierelationer og erindring i en serie værker med titlerne Parallel Play, Sweet Dreams og Home Sweet Home hvor opvækst og hjemmet sættes i perspektiv af begreber som køn, samfundsstrukturer og sociale dynamikker.

Daniel Slåttnes (NO) er baseret i Västre Ämtervik (SE) og Oslo (NO). Han har en MFA fra Kunstakademiet i Oslo (2014). I sin skulpturelle praksis undersøger Slåttnes mulighederne for at etablere kommunikation med og mellem de materialer, han arbejder med. Dette kommer ofte til udtryk i skulpturer, der på en og samme tid rummer naturens rå materialer og teknologiens medierede aspekter.

Home Bodies er kurateret af Anne Møller Christensen og Sara Løvschall Grøntved, og støttet af Statens Kunstfond, 15. Juni Fonden, Region Nordjylland, Frederikshavn Kommune og Knud Højgaards Fond.

Fernisering: Fredag d. 31. marts, kl. 16-18.
Udstillingsperiode: 31. marts - 30. april, 2023.
Åbningstider: Onsdag-lørdag: kl. 13-17 og efter aftale.
Mere info: www.skalcontemporary.dk