Back to All Events

JA STUDIO "VILD KUNST"


  • Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Augustenborg Palævej 10-14 Augustenborg, 6440 Denmark (map)
JA studio, Erindringer II.

JA studio, Erindringer II.

VILD KUNST
En plantebaseret udstilling af JA studio

Planter er forunderlige, de kan være enkønnede eller tvekønnede, han eller hun, enlige eller i stand. Planter kan være fribladede, opsvulmede eller ligefrem oppustede. De kan have læbeblomster, være fladkronede eller have klokkeblomster. Der er over 350.000 slags planter i verden, og en femtedel af dem er truet af udryddelse pga. klimaforandringer, urbanisering og invasive arter.

Den problemstilling optager kunstnerduoen Kigge Hvid og Sara Flyvbjerg fra JA studio i København, og derfor bruger de planter som kunstnerisk brændstof. Et mindre udvalg af deres værker kan i perioden 8. februar til 5. april opleves på Augustiana i Augustenborg.

I 2019 blev der på loftet over Det Hvide palæ på Augustiana fundet gamle tørrede planter og blomster, hæftet på tørresnore med gamle uld-, bomulds- og metaltråde. Det vides ikke, hvor gamle planterne er. Kigge Hvid fra Ja Studio har med disse planter som primært materiale udformet tre værker (Erindringer I – III). Erindringer I om tiden da Det Hvide Palæ var rammen om enkehertuginde, prinsesse Louise Augustas overdådige liv med middage, jagter og skønne dragter. Erindringer II om angst, behandling, medicinering og fastspænding i perioden fra 1932 til 2015, hvor Augustenborg Slot var psykiatrisk sygehus og palæet rummede et dagtilbud for patienter. Erindringer III bærer rødderne til planterne, som aldrig blev fundet.

“De tre værker udstilles i Det Hvide Palæs forhal, hvor de visuelt formidler palæets unikke og flere hundrede år gamle historie”, forklarer kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen. “Værkerne suppleres med Lab Grown, en installation i Det Røde Palæ, som JA studio udformede i september 2019 til uddelingen af INDEX Award – verdens største designpris. Nu kan den opleves i Augustenborg.”

I Lab Grown, der består af 7 montrer, arbejder duoen med fremtid, hvor biodiversiteten er blevet så lav, at den eneste måde mennesket kan skabe skønhed, føde og ilt på, er ved at dyrke planter i laboratorier.

Kigge Hvid har løst kunstneriske opgaver for bl.a. Statens Kunstfond, Aarhus Universitet, AAB, DAB og udstillet på bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling 2018 og Galleri Kbh K. Kigge Hvid startede som billedkunstner og blev derefter først adm. direktør for Øksnehallen i København og grundlagde i 2001 verdens største pris for bæredygtigt design, INDEX Award, hvor hun var adm. direktør i 17 år. I 2018 besluttede Kigge Hvid at forlade sit job for at arbejde med kunst og biodiversitet. Kigge Hvid er medlem af Disruptionrådet, af World Economic Forums Global Expert Network samt af en række bestyrelser.

Sara Flyvbjerg er uddannet fra Kunstakademiets Designskole og Glasgow School of Art og har bred erfaring som servicedesigner, grafisk designer og art director. Hun har lavet løsninger inden for sundhedsinnovation, forebyggelse, kommunikation, emballage, identitet, kunst, indretning og scenografi. Sara Flyvbjerg har udstillet på bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling 2018 og Galleri Kbh K.

JA studio blev etableret i august 2018 af Kigge Hvid og Sara Flyvbjerg.
JA studio er et designstudio, der gør verden smukkere.

Fernisering: D. 8. februar kl. 13. Artist talk med Kigge Hvid kl. 14. (Åbningstale ved Inge Olsen, direktør for Kultur, Turisme og Bæredygtighed, Sønderborg Kommune. I forlængelse af ferniseringen inviterer vi kl. 14 til en snak med Kigge Hvid om kunst, biodiversitet, planter og bæredygtighed. Alle er velkomne).

Udstillingsperiode: D. 8. februar - 5. april, 2020.
Åbningstider: Tirsdag - søndag, kl. 12-16.
Entré: Gratis adgang | Augustiana.dk