“Melee Weapon“ (udstillingsview). Foto: Kirstine Mengel.

Pressemeddelelse, januar 2019

På Melee Weapon i M100 kan man opleve energiske værker fra fem 4. års studerende fra Det Fynske Kunstakademi. Med værker i træ, metal, bronze og polyester fleece, en sangperformance på cykel og et augmented reality baseret værk om asylansøgning, vil de studerende præsentere en udstilling, som rummer forskellige udtryk og skubber til vore vante forestillingsverden.

Ditte Marie Frost vil med værket ”Trofæ” pege på fænomenet succes. Noget de fleste mennesker gerne vil opnå. Hun er interesseret i vores adgang til ros og beundring. Hun spørger om det at vise succesen frem, er et forsøg på at kompensere for noget vi ikke har, og er ”trofæet" egentlig bare et bevis på, at vi har sat os ind i en meget stor Mercedes, med en meget lille pik?

Ditte Marie Frost “Trofæ,” 2018-2019 (bronze og metal, 50 cm). Foto: Kirstine Mengel.

Mette Rasmussen viser værket "Lovespoon” (Hjem til gården). Hun fortæller; “Skeen er en abstraktion over en såkaldt lovespoon, som stammer fra den europæiske folkekunst. Traditionelt set blev skeen udskåret af en ung mand og foræret til den pige, han elskede, som et bevis på hans hengivenhed. Jeg kan godt lide tanken om, at man med det hjerteformede skeblad skovler kærlighed ind, som var det boghvedegrød”.

Emil Skamstrup præsenterer ”Dried-out Buddy”, en menneskestor skulptur beklædt med ”hyggelige” materialer som polyester fleece og som kredser om kroppens forandring i dødsprocessen ud fra en interesse for det okkulte, myter, videnskab og natur, det overnaturlige mod det naturlige. Processen og legen med mange forskellige og nogle gange ukonventionelle materialer, er en vigtig del af hans arbejde.

Emil Skamstrup “Dried-out Buddy," 2018-2019 (polyester fleece, polyester fiberfyld, tråd, tape, papir, plastikposer). Foto: Kirstine Mengel.

Wael Toubaji viser værket ”A Handful of lentils” كف عدس, inspireret af de mugshotfotos, der normalt tages af enhver asylansøger som det første skridt i den officielle procedure. En vigtig begivenhed når man skal forholde sig til identitet, værdighed og tilhørsforhold i en moderne verden. Titlen er fra en gammel arabisk historie, som handler om at gøre vigtige emner til noget så simpelt som handlen med en håndfuld linser.

Wael Toubaji “A Handful of lentils,” 2018 كف عدس (selvportrætter. Indrammet triptykon. Mixed media på papir fra en gammel bog (Bogen om Himmerland), genbrugspapir, 32 x 42 cm). Vises via Augmented Reality. Når man ser værket gennem en app, ser man l… — Wael Toubaji “A Handful of lentils,” 2018 كف عدس (selvportrætter. Indrammet triptykon. Mixed media på papir fra en gammel bog (Bogen om Himmerland), genbrugspapir, 32 x 42 cm). Vises via Augmented Reality. Når man ser værket gennem en app, ser man levende billeder i værket. Foto: Kirstine Mengel.

Selina Rom Andersen har bogstaveligt talt taget en cykel på, når hun står på et stort rødt gulvtæppe og leverer sin sangperformance, mens en anden person i et lastbil kostume spiller guitar til. Hun kredser om de risici der er ved at cykle; “vi ka ej cykle længere - risikoen for at køre ind i én vi elsker er for stor! - både vi og staten har interesse i at nedsætte disse risici!”

Selina Rom Andersen “Final Girl alle mod alle,” 2019 (bemalet træ, polyesterbånd og klikspænder i metal). Foto: Kirstine Mengel.

Udstillingen giver de 4. Års studerende på Det Fynske Kunstakademi, en mulighed for at få en forsmag på hvordan det er at udstille sine værker i et udstillingssted for samtidskunst.

Kunstnere: Selina Rom Andersen, Ditte Marie Frost, Mette Rasmussen, Emil Skamstrup og Wael Toubaji.

Fernisering: Fredag d. 18. januar, kl. 17-19 | Facebook event
Performance af Selina Rom Andersen kl. 17.30.
Udstillingsperiode: 18. januar - 3. februar, 2018.
Åbningstider: Torsdag kl. 16-20 og lørdag-søndag kl. 13-16.

M100 er støttet af Statens Kunstfonds pulje opstart af nye udstillingsplatforme, Det Obelske Familiefond, Odense Kommunes Kulturpulje og Spar Nord Fonden.

Selina Rom Andersen “Final Girl alle mod alle,” 2019 (skjorte, lys og cykelskulptur. Musik fra afspiller; “Break My Stride,” 1983 af Matthew Wilder. 5 min.) Vist til ferniseringen. Foto: Kirstine Mengel. — Selina Rom Andersen “Final Girl alle mod alle,” 2019 (skjorte, lys og cykelskulptur. Musik fra afspiller; “Break My Stride,” 1983 af Matthew Wilder. 5 min.)
Vist til ferniseringen. Foto: Kirstine Mengel.

Metonymiske værker
af Theis Vallø Madsen

Ethvert kunstværk er en del og en helhed. De er ”sig selv” og samtidigt en del af noget andet i symbolsk, historisk og praktisk forstand. Det gælder alle kunstværker herunder denne udstillings værker med en træske omsluttet af træ, et trofæ, en fatal cykeltur, en skulptur over et dødt legeme og en serie mugshots. De er dele og helheder, og netop denne dobbelttilstand kan måske sige noget interessant om værkerne og udstillingen i sin helhed. Det er sin sag at finde et fælles udtryk eller projekt i M100-udstillingen. De fem akademistuderende er sig selv, og de vil noget forskelligt. Det gælder alle mennesker og de fleste ting. Forskellen er, at deres værker forholder sig til del og helhed på en bestemt og reflekteret måde. Værkerne er, kan man sige, både metaforiske og metonymiske.

Metonymien er en sproglig stilfigur, hvor en bestanddel står i stedet for helheden. Man siger, at man tager i motionscenter for at ”svede” eller for at få ”pulsen op” i stedet for at ”dyrke motion.” Man kan kalde en mand for ”næsen”, hvis han har en stor næse, og næsen bliver således en metonymi for hele personen. Flere medier beskrev en nu afdød musiker for ”gavflaben”, og denne del var nok til at genkende manden. Delen erstatter helheden, og det giver ofte et bestemt perspektiv på helheden. At eje en ”Warhol” er også en metonymi, hvor kunstnerens navn og signatur erstatter ”et kunstværk af Andy Warhol”.

Den hollandske historiker og psykolog Eelco Runia har brugt metonymi-begrebet til at beskrive, hvorfor nogle genstande og monumenter virker stærkere end andre. Runia beskriver metonymiske værker som konkrete genstande, som træder i stedet for en større begivenhed eller fortælling. På museet kan gæsterne f.eks. se mønter, smykker og redskaber fra fortiden, og de har en særlig tiltrækningskraft, fordi de ”indeholder” hele fortidens kultur. Runias pointe er, at disse ting ikke repræsentere fortiden. Nej, de er en del af fortiden, og det giver en anden og mere kropslig forbindelse med fortiden end nye materialer i form af f.eks. formidlingstekster, film eller replika. De er fysiske metonymier.

Modsætningen til metonymier er metaforen eller symboler, som erstatter helheden med en ny helhed. En rose kan henvise til kærlighed, selvom blomsten ikke er en del af kærlighedsforholdet. At træde i spinaten er sjældent konkret, men oftest metaforisk. Runias pointe er, at genstande og monumenter kan være metonymiske eller metaforiske. Triumfbuen i Paris er f.eks. en metafor for franskmændenes sejr ved Austerlitz i 1805, mens 9/11-monumentet på Manhattan er delvist metonymisk, fordi monumentet indeholder bygningsdele og flydele fra terrorangrebet.

De fem kunstneres værker er både metaforiske og metonymiske. Mette Rasmussens ”Lovespoon” bruger en metafor, nemlig at skovle kærligheden ind. Men værket er også metonymisk i den forstand, at træskeen kommer tilbage til sit materiale, nemlig træet. Den finder hjem til sin helhed.

Ditte Marie Frosts trofæ er derimod fuldstændig og næsten larmende metonymi-forladt. Sportsudøvere og andre succesfulde typer får (eller anskaffer sig) trofæer som et symbol på sejren, men trofæet er ikke en del af præstationen. Der er en skævhed i forholdet mellem delen og det, den skal symbolisere, og dén skævhed er interessant.

Selina Rom Andersens cykel-performance handler om en fatal cykeltur. Velfærdssamfundet forsøger at holde risici på et minimum ved hjælp af lovgivning, kampagner og anlægsarbejde. Alligevel er velfærdssamfundet også et såkaldt risikosamfund med nye lidelser, fobier og pludselig død. Som dele af velfærdsstaten kan vi fravælge én eller flere risici ved f.eks. at tage taxa eller blive inden døre, men den bliver bare erstattet af risikoen for f.eks. dårlig sundhed.

Wael Toubajis selvportrætter er inspireret af de mugshots, som bliver taget af asylansøgere i første del af en lang procedure fra første til sidste sagsbehandling. Den bureaukratiske kriminalisering af asylansøgerne foregår ikke ét sted, men netop i en serie af procedurer fra registrering til godkendelse eller udvisning.

Emil Skamstrups sammenstykkede krop i polyester-fleece er en anden del-for-helhed-komposition. Dødens metafor er korset, i hvert fald i Vesten, men dødens metonymi er anderledes og meget mere konkret. Lig og ligdele er ikke-metaforiske dele af døden i modsætning til dødens symboler. Døden kommer først tæt på, når man oplever den i metonymisk forstand.

Metonymiske værker giver en ny, kropslig og mere umiddelbar forbindelse til den bestemte helhed, den henviser til. Metonymierne kan give en kropslige eller rumlig forbindelse til helheden, mens metaforerne ofte taler til intellektet og en sproglig forståelse. Kunstværker kan gøre begge dele. Det interessante er, hvordan de gør det.

Denne tekst blev skrevet mens værkerne var i deres skabelsesproces.

GRUPPEUDSTILLING "MELEE WEAPON" 📷

Metonymiske værkeraf Theis Vallø Madsen

Metonymiske værker
af Theis Vallø Madsen