Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "KUSANARTULIAT – MELLEM GRØNLANDSK KUNST OG KUNSTHÅNDVÆRK"


  • Kunsthal Nord, Aalborg Kjellerups Torv 5, 2. sal Aalborg, 9000 Denmark (map)

Kristine Spore Kreutzmann, Beings, 2022. Foto: Kristine Spore Kreutzmann.

Pressemeddelelse, juli 2022

Aviaaja Ezekiassen, Kristine Spore Kreutzmann, Lisbeth Karline, Coco Apunnguaq Lynge og Jessie Kleemann. Kurator: Laila Lund Altinbas

I sensommeren åbner Det Grønlandske Hus i Aalborg i samarbejde med Kunsthal Nord en udstilling med fem kvindelige samtidskunstnere og designere, som hver især arbejder videre i forlængelse af, men også i opbrud, med den grønlandske kunsthåndværkstradition.

Frem til 1960'erne fylder kvindelige grønlandske kunstnere ikke meget i den grønlandske kunsthistorie. I stedet er unavngivne kvinder med deres hænder vævet ind i det bevarede kunsthåndværk: skinddragter, perlearbejder m.m. Kunsthåndværk hedder på grønlandsk ’kusanartuliat’ – noget der er lavet smukt. Modsat har vi ordet for kunstværker ’eqqumiitsuliat’, som betyder noget der er lavet mærkeligt. Allerede i ordene tillægges der bestemte værdier til de enkelte genstande. Op til 1960’erne var de smukke ting i høj grad tilknyttet kvindehænder, mens kunstværkerne, der kunne bryde forestillingen om det skønne, var stærkt knyttet til mandehænder. 

Lisbeth Karline, The Whiteout. Foto: Angu Motzfeldt.

Aviaaja Ezekiassen, Paddle chair, 2019. Foto: Aviaaja Ezekiassen.

På udstillingen viser vi værker af fem kvindelige samtidskunstnere og designere, som arbejder videre i forlængelse af, men også i opbrud, med den grønlandske kunsthåndværkstradition: Aviaaja Ezekiassen, Lisbeth Karline, Kristine Spore Kreutzmann, Jessie Kleemann og Coco Apunnguaq Lynge. Nogle er med til at definere en moderne grønlandsk kunsthåndværks- og designtradition er, mens andre tager afsæt i de mange følelser knyttet til det grønlandske kunsthåndværk i en undersøgelse af, hvad det egentlig vil sige at være grønlandsk i dag. Udstillingen viser derfor et bredt spænd af værker i krydsfeltet mellem grønlandsk kunst og kunsthåndværk.

Åbning: Fredag d. 5. august, kl. 16-18.
Udstillingsperiode: 6. august - 1. oktober, 2022.
Åbningstider: Tirsdag-fredag: kl. 11-17, lørdag: kl. 11-15.

Udstillingen Kusanartuliat på Kunsthal Nord er støttet af Augustinus Fonden, Aalborg Kommunes Billedkunstfond og NAPA – Nordens Institut i Grønland.