Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "INVASION"


  • Anton Rosen Huset, Samsø Anton Rosens Plads 3 Samsø, 8305 Denmark (map)
udstilling-idoart.jpg

Pressemeddelelse, juli 2021

Samsø Billedkunstråd inviterer til kunstudstillingen “Invasion” i Anton Rosen Huset. Udstillingen er skabt af Sophia Ioannou Gjerding, Mark Tholander og Arthur Carlander, og har fernisering d. 10. juli, 2021.

Den invasive muldvarp
Udstillingen omhandler det invasive, herunder muldvarpen, som aldrig er blevet fundet på Samsø. Dette kobles med historien om selve Anton Rosen Huset, som blev opført i år 1900 af Samsø Håndværkerforening og fungerede som øens tekniske skole. Med udgangspunkt i disse fortællinger, sætter udstillingen spørgsmålstegn ved, hvad der er i samfundets synsfelt, og hvad der ligger uden for synsfeltet. Udstillingen åbnes med fernisering i Anton Rosen Huset d. 10. juli, kl. 15.

Fernisering og koncert
På åbningsdagen vil der opføres en musisk og visuel performance af kunstnerne, i samarbejde med musikerne Valdemar Kragelund, Great Eacott og Holger Hartvig. Under performancen vil der skabes en komposition baseret på metoden ’animeret notation’, som er en måde at spille musik på, hvor musikken instrueres af visuelt materiale i stedet for de traditionelle nodesystemer. Performancen finder sted i Borgerforeningens Festhus, Smørhullet (ved Sygehusvej, nær vandtårnet) klokken 16.30. De fremmødte til ferniseringen i Anton Rosen Huset vil få vejanvisninger til performancen. Hovedudstillingen har efterfølgende åbent indtil d. 27. august i Anton Rosen Huset, Anton Rosens Plads 3, Tranebjerg, Samsø.


Om kunstnerne:

Sophia Ioannou Gjerding er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Gennem researchdrevne værker undersøger hun hvordan billedproduktionen påvirker os kulturelt og politisk i genfortælling af historiske begivenheder, eller repræsentation af køn, natur og andre arter. Gjerding har tidligere blandt andet vist sine værker på ARoS (DK), Kunsthal Aarhus (DK), Korea Foundation Gallery (KR), Click Festival (DK), Slamdance Film Festival (US), Oxford Film Festival (US) og Imago Lisboa (PT).

Mark Tholander er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Hans praksis kredser omkring det desorienterende og det som er ude af takt. Han værker tager oftest form af fiktive narrativer som undersøger aspekter af hverdagen hvor det overvældende viser sig. Han har tidligere vist sine værker på Rencontres Internationales (FR), Seattle Transmedia & Independent Film Festival (US), Korea Foundation Gallery (KR) Kunsthal Aarhus (DK), Beijing International Short Film Festival (CN) og INCA Institute (US).

Arthur Carlander er komponist, kunstner, musiker og sanger. Hans arbejde foregår solo og kollektivt og han er bl.a. er en en del af musik- og performancegrupperne Goodiepal & Pals og Union for Open Vocalism. I løbet af hans virke som komponist og performer har han bl.a. udviklet syntetiserende stemmeøvelser, og har lavet værker baseret på animeret notation, grafisk notation samt spilværker og spilkompositioner, alle genrer, der undersøger forholdene mellem billede og musik, symbol og begivenhed.


Fernisering: 10. juli, kl. 15-16.
Performance: 10. juli, kl. 16.30-17.30.
Udstillingsperiode: 10. juli - 27. august, 2021.

Åbningstider:
Mandag-torsdag fra 10-16.
Fredag fra 10-14.
Weekend fra 10.30-14.30.

Facebook-begivenhed.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, 15. Juni Fonden, William Demant Fonden og Samsø Kommunes Billedkunstråd.