Back to All Events

FILIP VEST "CHANGING"


  • M100 – Udstillingssted for samtidskunst, Odense Søndergade 26, kld. Odense, 5000 Denmark (map)

Filip Vest, Foot Fault, 2021. Performance, Copenhagen Contemporary. Foto: Lisbeth Holten.

Pressemeddelelse, maj 2023

M100 præsenterer soloudstillingen “Changing” af den unge danske performancekunstner Filip Vest (f. 1995), der med performance, lyd, lugt og installatoriske greb, undersøger omklædningsrummet som et liminalt rum i et queer perspektiv.

Omklædningsrummet er et sted hvor kroppe forhandles og kroppe forandrer sig. Det er et rum for en række koreografier dikteret af blikket; At være bange for at kigge på folk, eller at selv blive kigget på af andre mennesker - på en forkert måde. Det er et sammenligningernes sted, et sted hvor normativitet bliver vedligeholdt og intimiteten er så forvirrende og skræmmende, at den konstant må punkteres.

Titlen “Changing” er lånt fra det engelske ord “changing room” og peger på hvordan det ikke bare er tøjet der bliver skiftet, men også rummet der skifter karakter og kroppe der forandrer sig, som de ændres fra snavsede til rene, beklædte til afklædte, bevæger sig ind og ud af skabe og puberteter.

Udstillingen består af en totalinstallation med lyd, duft og forskellige skulpturelle elementer, der tilsammen udgør et omklædningsrum. Rummet er befolket af snavsede sokker, behårede drikkedunke, en masse Axe deo-spray, små beskeder skrevet på de fugtige vinduer og en flok syngende brusere.

Filip Vest, Changing. Foto: Filip Vest.

Filip Vest, Changing. Foto: Youngjae Lih.

Til åbningen af udstillingen vises en ny performance, der fryser tiden i omklædningsrummet og spørger: Hvor længe kan man bruge på at tage sine sokker af for at udskyde det øjeblik, man skal i bruseren? Performancen er skrevet og instrueret af Filip Vest og performet af Theo Suissa. Til udstillingen skriver Luka Holmegaard en performativ udstillingstekst, som handler om en person der er ved at gøre sig klar i omklædningsrummet, og som de besøgende kan læse for selv at gøre sig klar til udstillingen.

Filip Vest (f. 1995) er uddannet MFA fra Malmö Kunstakademi i 2021 og har tidligere vist sit arbejde på SMK, CC, Møstings, Nikolaj Kunsthal, Charlottenborg, Tallinn Kunsthal og for Manifesta13. Gennem performance, installationer, film og tekster undersøger han queer kærlighed, ensomhed og begær i det 21. århundrede. Ved at anvende øvelsesmetoder fra teatret tester han forholdet mellem tekst og krop og de måder, hvorpå vi konstant genforhandler vores identiteter og de narrativer, vi er en del af.

Udstillingen er organiseret og kurateret af Tine Oksbjerg.

Fernisering: 12. maj, kl. 17-20. Performance: kl. 17.30.
Udstillingsperiode: 12. maj - 18. juni, 2023
Åbningstider: Torsdag, kl. 17-19 og lørdag-søndag, kl. 13-16.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond og Odense Kommune, kulturpuljen.