Back to All Events

ANNE DYHR & METTE BRAÜNER "HUN SIDDER I LYSET VED KØKKENVINDUET"


  • KH7smallspace, Aarhus Sydhavnsgade 7 Aarhus C, 8000 Denmark (map)
Anne Dyhr & Mette Braüner, Hun sidder i lyset ved køkkenvinduet.

Anne Dyhr & Mette Braüner, Hun sidder i lyset ved køkkenvinduet.

Dette udstillingssamarbejde er et opstået mulighedsrum, som vi har grebet, som man griber en pludselig indskydelse. Vi undersøger her nye muligheder for samarbejde og præsentation af samtidskunst.

Udstillingssamarbejdets præmis: I første udstilling udstiller Dyhr og SoEL værker fra deres arkiv SoEL (Sounds of Everyday Life) i kombination med fund fra Mette Braüners værksted. Dyhr og SoEL har i udarbejdelsen af denne udstilling frie hænder til at vælge værker, objekter, undersøgelser og skitser. Disse kan vises særskilt i udstillingen, eller de kan sættes i relation til værker af Anne Dyhr og SoEL som kommentarer til- eller i interaktion hermed. Nye værker kan også opstå ved, at Anne Dyhr og SoEL fletter fund fra Mette Braüners værksted sammen med egne hidtil særskilte værker.

I efterfølgende udstilling vil rollerne være omvendt.

Samarbejdet undersøger tabet af kontrol og leg som virkelighed. I denne første af to udstillinger vil samarbejdet også undersøge det marginaliserede set som et magisk rum.

Til hver udstilling vil der indgå en udstillingsbeskrivelse, der både præsenterer allerede eksisterende værktitler samt nye midlertidige titler, der kun er bundet til værkernes samstillinger under udstillingen.

Hun sidder i lyset ved køkkenvinduet
SoEL værkarkiv og tilhørende manifest er udsprunget af en interesse for hverdagens idiosynkratiske paradokser med afsæt i materialer og historier opsamlet over tid og indsamlet igennem personlige oplevelser. SoEL værkarkiv og udstillingen ”Hun sidder i lyset ved køkkenvinduet” har fokus på den marginaliserede eksistens, der forsøger at skabe berettigelse, rutiner og identitet på trods.

Magien og en ny verden opstår i skyggerne i lejligheden og de lange morgener og eftermiddage. Det er denne magi, der er drivkraft og visuel inspirationskilde for Dyhr og SoEL. Udstillingen kaster sig derfor ind i en poetisk undersøgelse af reminiscenser fra det stille og magiske liv. Undersøgelser der forsøger at vise en retning ud af begrænsende stereotype normsæt omkring normalitet og identitet, og ind i en mere inkluderende og respektfuld kultur. I ”Hun sidder i lyset ved køkkenvinduet” transformeres velkendte hverdagssysler og objekter til en eklektisk, melankolsk og magisk installation af strik, fotografi, broderi, hverdagsobjekter, tegning og maleri. Velkommen hjem.

Hun sidder i lyset ved køkkenvinduet er et udstillingssamarbejde mellem billedkunstner Anne Dyhr og SoEL og billedkunstner Mette Braüner. 1 af 2 udstillinger. Første udstillings tovholder er Anne Dyhr og SoEL.

Fernisering: Søndag d. 5. september, kl. 14-17.
Udstillingsperiode: D. 9., 10. 11. og 12. september samt 14., 15. og 16. september, 2021.
Åbningstider: D. 9.-12. september, kl. 13-16 og d. 14.-16. september, kl. 13-16.

For mere info om SoEL værkarkiv kan man læse SoEL manifest på annedyhr.dk

Later Event: September 9
GRUPPEUDSTILLING "EN HAVE"