Back to All Events

AKA HØEGH "MALUGISARTAKKAT // SANSNINGER"


  • Nuuk Kunstmuseum, Grønland (Nuuk) Kissarneqqortuunnguaq 5 3900 Nuuk Greenland (map)
Aka Høegh-1.jpg

Pressemeddelelse, juni 2021

Mandag d. 21. juni åbner en stor soloudstilling med Aka Høegh på Nuuk Kunstmuseum. Udstillingen Malugisartakkat // Sansinger viser et bredt udvalg af værker af Aka Høegh. Det tidligste værk på udstillingen er et grafisk tryk fra 1973, det seneste oliemaleri er knapt tørt. I forbindelse med udstillingen udgiver Milik Publishing en stor monografi om Aka Høegh skrevet af Mai Misfeldt.

Gennem et halvt århundrede har kunstneren sat sine aftryk på den grønlandske kunstscene. Fra de hverdagsnære grafiske værker i de unge politiske dage, til arbejdet med landets myter og sagn, og til store udsmykninger og malerier i det offentlige rum. For ikke at tale om frimærker, menukort og meget mere. Aka Høegh har været med mange steder, hun har taget del i sin tid, og hun har villet give noget tilbage til sin tid. Gennem sine værker har hun ønsket at pege på poesien og på styrken i landets fortællinger og historie. Aka Høegh har en stor traditionsbevidsthed. Hun kender sine myter. Hun er også nysgerrig på resten af verden, hun har rejst ud og hun har inviteret gæster med hjem fra hele verden. Et af Aka Høeghs yndlingsmotiver er den flyvende fugl. Det frisætter tanken at se på fugle i flugt, har hun sagt, og at bevæge sig, opleve nye ting, møde nye mennesker, nye skikke gør mennesket større.

Sporene efter Aka Høegh er mangfoldige. Det er også tydeligt, at der er ruter, hun er vendt tilbage til, stier, som hun har krydset flere gange gennem sit virke.
 Aka Høegh har levet med og udtrykt sin tid. Derfor er udstillingen Malugisartakkat // Sansninger også en udstilling med mange facetter. Forhåbentligt vil den også berøre mange mennesker, som Aka Høeghs værker altid har gjort med både glædelige gensyn og friske nye værker. Der er fernisering og bogudgivelse på mandag d. 21. juni, kl. 14, hvor Aka Høegh vil være tilstede og åbne udstillingen. Udstillingen kan ses frem til d. 3. oktober, 2021.

Fernisering og bogudgivelse: Mandag d. 21. juni, kl. 14.
Udstillingsperiode: D. 21. juni - 3. oktober, 2021.

Kommuneqarfik Sermersooq tager COVID-19 alvorligt. Derfor afholdes i henhold til gældende retningslinjer ikke fysiske møder med personer, der er ankommet fra udlandet for nylig. Du bedes i forbindelse med planlægning af møder oplyse, om du har været i udlandet for nylig. Der vil være mulighed for at arrangere telefon- og videomøder som alternativ.

Udstillingen er støttet af Royal Arctic Line og Selvstyrets Kulturmidler.