Back to All Events

3 ARTIST TALKS PÅ DET FYNSKE KUNSTAKADEMI


  • Det Fynske Kunstakademi, Odense Jernbanegade 13 Odense, 5000 Denmark (map)
Kristoffer Akselbo, Wolf Shot. Aarhus Kunsthal 2018. Foto: Kåre Viemose.

Kristoffer Akselbo, Wolf Shot. Aarhus Kunsthal 2018. Foto: Kåre Viemose.

Pressemeddelelse, september 2021

ARTIST TALKS PÅ DET FYNSKE KUNSTAKADEMI

I efteråret inviterer Akademiet på en serie offentlige foredrag, hvor en række af samtidens vigtige, danske og udenlandske billedkunstenere vil fortælle om deres praksis. Akademiets faste stab af lektorer starter semestret med tre artist talks. Foredragene finder sted i Læsesalen på Det Fynske Kunstakademi tirsdag d. 14. og onsdag d. 15. september. Der er fri entré og alle er velkomne.

Billedkunstner og lektor på Det Fynske Kunstakademi, Mikkel Carl, arbejder med processuelt maleri, skulptur og installation i stor skala. Med udstillingen som format tager han afsæt i konteksten og skaber værker til de konkrete omgivelser, f.eks. Skulptursalen på Det Fynske Kunstakademi, hvor han i 2019 indtog rummet med totalinstallationen Don't Look at Me Like I'm the Future.

Mikkel Carl er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og har derudover en BA i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Ud over sit kunstneriske virke har Mikkel Carl en omfattende praksis som kurator og skribent og haft en række tillidsposter og hverv i den danske kunstverden.

  • Artist Talk, Mikkel Carl, tirsdag d. 14. september, kl. 15-16.30.

Sofie Thorsen har været ansat som lektor på Det Fynske Kunstakademi siden 2018. Hun har været bosat i Wien siden 1999 og har en international, kunstnerisk karriere med talrige udstillinger og udsmykninger. Hendes værker tager ofte udgangspunkt i de rum, vi bebor og de objekter og materialer, vi omgiver os med ud fra en overbevisning om, at den byggede omverden indeholder en rig informationsmængde, der kan aflæses og udspørges kunstnerisk. Til foredraget vil hun vise værker og udsmykninger fra de seneste år. Sofie Thorsen er uddannet billedkunster fra kunstakademierne i København, Budapest og Wien. Ud over sit virke som kunstner og underviser har Sofie Thorsen haft en række tillidsposter primært i den østrigske kunstverden, ligesom hun i 2011 modtog et 3-årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

  • Artist Talk, Sofie Thorsen, tirsdag d. 14. september, kl. 17-18.30.

Tredje artist talk er af lektor Kristoffer Akselbo, bosat i Odense og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2006. Hans praksis spænder over performance, digitale platforme, film og fotografi med fokus på performative og interaktive strukturer – heraf Wild Wolf Shot fra 2018, hvor kunstneren iført ulvekostume fik publikum til at udforske grænser og 'nedlægge byttet' efter ulvens hjemkomst til Danmark. Akselbo har været ansat på akademiet siden 2020. Derudover er han initiativtager til flere alternative udstillingssteder. I 2019 modtog han et 3-årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

  • Artist Talk, Kristoffer Akselbo, onsdag d. 15. september, kl. 16.30-18.

Find mere information om Det Fynske Kunstakademis arrangementer på detfynskekunstakademi.dk