Back to All Events

ÅRHUS KUNSTAKADEMI SØGER VIKAR TIL FAGSKOLENS KERAMISKE AFDELING


  • Århus Kunstakademi, Aarhus Vestergade 29 Aarhus, 8000 Denmark (map)

Aarhus Kunstakademi. Foto: André Andersen.

Stillingsopslag, november 2023

Århus Kunstakademi søger vikar til fagskolens keramiske afdeling

Er du professionel, udøvende keramiker, en god formidler, som trives med samarbejde, nysgerrig og med et højt energiniveau samt interesse i at udvikle et fagligt stærkt miljø? Så er du måske den underviservikar, vi søger til Keramisk afdeling i forårssemestret 2024. Der er mulighed for forlængelse af stillingen.

Århus Kunstakademi er en åben og fri uddannelse. Keramisk afdeling er én af afdelingerne på skolens 4- årige uddannelse, der er bygget op med et års basisforløb samt tre års fagskole.

(Læs om skolen og uddannelsen på aaka.dk).

Din primære opgave er at indgå i uddannelsen af fremtidens keramikere i tæt samarbejde med afdelingens faste undervisere og i åben dialog med skolens øvrige undervisere. Du er desuden med til at planlægge forløb i projektbaseret undervisning i keramiske discipliner og metoder, perioder med individuel vejledning samt generel kunstnerisk udvikling af den enkelte studerende. I de senere år har skiftende gæsteundervisere yderligere bidraget til indholdet, ligesom artist talks samt udstillings- og værkstedsbesøg vægtes højt. Du forventes også at deltage i tværfaglige aktiviteter sammen med skolens øvrige afdelinger. Det kan f.eks. være workshops, værkgennemgang, foredrag og studieture samt mødeaktiviteter i forbindelse med udviklingen af uddannelsen og akademiet.

Vi forventer at du:

  • Er forankret i det keramiske felt som selvstændig udtryksform.

  • Har interesse for og indsigt i national og international samtidskeramik.

  • Er nysgerrig på samtidskunst og kunstteori.

  • Vægter undervisning i skriftlighed som metodisk redskab.

  • Har egen praksis.

  • Kan planlægge og gennemføre relevant holdundervisning samt give individuel vejledning og sparring på en afdeling med max. 20 studerende.

  • Har gode samarbejdsevner.

  • Har lyst til at indgå i udviklingen af Århus Kunstakademi sammen med kolleger og ledelse.

Vi tilbyder:

  • En spændende og fleksibel arbejdsplads, hvor der ikke er langt fra idé til handling, som har forståelse for, at du også har egen praksis.

  • En stilling, hvor du er med til at præge den faglige retning på afdelingen og har medindflydelse på udviklingen af Århus Kunstakademi.

  • Et godt kollegialt og inspirerende samarbejde med skolens øvrige undervisere, ledelsen og det administrative personale.

  • Mulighed for overnatning på skolen.

Ansættelsesvilkår:

Vikariatet er på 17 lektioner (27 timer inkl. forberedelse) ugentligt, hvor undervisningen er fordelt fra mandag morgen til onsdag middag i perioden fra 8. januar til 28. maj. Keramisk afdeling er normeret til to stillinger á 17 lektioner om ugen.

Aflønning og ansættelse sker i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse om løn- og andre ansættelsesvilkår for lærere ved undervisning mv. efter folkeoplysningsloven BEK nr. 353 af 15/05/2003.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere om stillingens indhold og muligheder, er du velkommen til at kontakte skolens rektor Marianne Gasbjerg på tlf. 4141 1193.

Ansøgnings- og ansættelsesprocedure:

Er vikariatet noget for dig, så send os en motiveret ansøgning på max. 1 side og vedhæft:

  • CV indeholdende kunstneriske projekter samt undervisnings- og anden relevant erfaring.

  • Visualisering af egen kunstpraksis (max fire A4-sider).

  • Evt. referencer.

Ansøgning og bilag samles i én pdf-fil og sendes til info@aaka.dk inden 28. november 2023 kl. 18.
Samtaler afholdes i uge 50 og 51.

Århus Kunstakademi er et åbent kunstakademi, der vægter fagligt engagement højt. Vi har 60 års erfaring med at undervise og uddanne både nybegyndere og mere erfarne kunstudøvere. Vi støtter den enkeltes frie adgang til viden, uddannelse og mulighed for realisering af kunstneriske projekter indenfor nutidskunsten. Vi tilstræber at møde kursister og studerende, der hvor de er i deres kunstneriske udvikling og give dem kunstfaglige udfordringer.

Århus Kunstakademi har et stærkt kunstfagligt miljø med gode kollegiale relationer og gensidig sparring og er i en stærk udvikling. Århus Kunstakademi er medlem af Dansk Oplysnings Forbund og er underlagt regler gældende for folkeoplysende foreninger.

Læs mere om stillingen her.

Earlier Event: October 24
OPEN CALL: ST:ART 2023 "REUNION"
Later Event: November 23
CHEFKURATOR TIL KUNSTHAL AARHUS